"SYGE-BESØG" I DET FJERNE ØSTEN
FRA 4. - 12. APRIL 1998.

Efter at have fået mange dejlige postkort og telefonsamtaler fra Elisabeth og Anders, som var på rundrejse i Thailand, Filippinerne og Indonesien, kom den knap så morsomme melding, at: 

Anders havde problemer med maven. Efter at have konsulteret læge to gange, var han nu indlagt på 'Manila Doctors Hospital' med en - tilsyneladende - kraftig maveinfektion.

Da Anders havde været indlagt i ca. 2 uger, blev han overført til 'Makati Medical Center', som skulle være et bedre hospital, men der var tilsyneladende ikke udsigt til bedring. Det blev derfor besluttet, at Anders's mor, Marianne, og jeg skulle tage derud og prøve at give dem lidt "psykologisk førstehjælp". Det kunne de godt trænge til begge to.

Vi sad 'stand by' i godt et døgn, før vi kom af sted, da det var rimeligt vanskeligt at få billetter med så kort varsel, specielt med henblik på returrejsen.
Men, endelig kom telefonopringningen: vi skulle rejse lørdag kl. 16.10 fra København. Ankomst Manila: søndag kl. 18.55 lokal tid.

Samlet rejsetid København - Manila: 20 timer 45 minutter!

Vi var enige om at tage en taxi fra lufthavnen til vores hotel og den blev 'spændende'. Det tog lang tid p.g.a. den meget store trafiktæthed, mangel på lysregulering, eller respekt for samme m.m. Vi kom også gennem det der mest af alt lignede slumkvarterer og 'røvermiljøer' det syntes jeg i hvert fald, men vi kom da helskindet frem til hotellet, det 5-stjernede 'Mandarin Oriental', som lå i den fine ende af byen og var absolut 1. klasse.

Efter et hurtigt check-in og en 'ubåds-vask', bestilte vi en taxi til hospitalet, hvor vi i aller højeste grad var ventet. Elisabeth havde ventet nede i hallen og jeg nåede ikke engang at komme ud af taxien, før hun kom styrtende og ønskede os velkommen. Hvor var det dejligt at se hende og sikken en velkomst at få på den anden side af jordkloden. Det var hele rejsen værd.

I mellemtiden havde Marianne og jeg skiftet til et billigere hotel og det blev derfor arrangeret med forsikringsselskabet, at Elisabeth og Anders også flyttede ind på det samme hotel - Makati International Inn - som lå i udkanten af  forretningskvarteret Makati.
Det hed bydelen, som hospitalet og det første hotel lå i. Hotellets navn lød flot, men det var dog af en mere ydmyg karakter, ligesom denne ende af bydelen så absolut også hørte til i den mere ydmyge ende af Makati.
Men - alt i alt godt nok til formålet.

MAKATI INTERNATIONAL INN.

Så blev Anders udskrevet.

Endelig får Anders mulighed for at komme ud og få noget frisk luft. Vi beslutter os for at tage en taxi ud til det indkøbscenter Elisabeth og jeg havde besøgt tidligere. Det ligger ikke så langt væk og så var der mulighed for at gå lige så stille rundt dér, samtidig med at der måske var mulighed for at gøre en god handel.
Efter et par timer blev Anders temmelig træt, hvilket er meget forståeligt og vi tog tilbage til hotellet. Marianne, Elisabeth og jeg undersøgte lidt senere muligheden for at finde et sted hvor vi kunne spise til aften. Vi fandt en lille restaurant-arkade og på vejen hjem efter Anders, faldt vi over et "listigt" sted, hvor vi var inde og få os et par øl. Efter at have hentet Anders, gik vi på Thailandsk restaurant, fik lidt godt at spise og hyggede os. Derefter var det hjem og på hovedet i seng. Godt trætte.

Vores lille thailandske restaurant.

Næste dag havde vi besluttet, at vi ville leje en taxi hele dagen og køre ned til en sø der hedder Tall. Den ligger ca. 75 km. syd for Manila og skulle være ret flot. 
Selve søen er et vulkankrater i sig selv og midt i søen ligger en af verdens mindste aktive vulkaner - Taal Vulcano - ved byen Tagaytay. Den ligger simpelthen som "en vulkan i vulkanen".
Det var flot at se vulkanen og udsigten. Det eneste der ødelagde synet, var varmedisen, men den var ikke så nem at undgå.
Vi spiste frokost i restauranten, med udsigt ud over søen og vulkanen og på vejen hjem, blev der handlet frugt, ved en af de mange frugt boder, der var langs vejen. 
Det blev en lang dag, men det var varmen og køreturen værd og Anders havde det efter omstændighederne godt.

Restauranten hvor vi spiste frokost.

Om torsdagen havde vi bestilt vores taxi-chauffør til at komme fredag formiddag kl. 10.00, for køre os rundt til forskellige seværdigheder i Manila. 
Vi nåede således at se en del, blandt andet Den amerikanske Kirkegård, to gamle kirker, et museum, Den Kinesiske Kirkegård, Præsidentpaladset, en gammel Filippinsk kirkegård, samt et gammelt fort.
Det var temmelig meget på én dag, men det var til gengæld meget spændende og det var en meget stor hjælp, at vi hele tiden havde vores egen taxi - ren luksus.

Den amerikanske kirkegård.

Fredagens frokost blev lidt af en oplevelse. 

Vores taxi-chauffør havde fået til opgave, at finde et sted til os og det blev en fiskerestaurant. Dér foregik det således, at du selv valgte den fisk eller de skaldyr du ville have, derefter blev den/de fanget og lagt i din indkøbsvogn!. Derefter valgte du grøntsager m.m. og til sidst betalte du det hele efter vægt. 
Derefter gik man til sit bord, hvor tjeneren så kom og spurgte hvordan man ønskede de forskellige ting tilberedt, hvorefter han gik med indkøbsvognen. 
Menuen for mit og Mariannes vedkomne, var blæksprutte og kæmperejer med dertil hørende grøntsager. Elisabeth og Anders fik fisk, Lapu Lapu, med dertil hørende grøntsager. Alt i alt en sjov oplevelse og temmelig meget anderledes.

En noget speciel fiskerestaurant.

En noget speciel fiskerestaurant.

En noget speciel fiskerestaurant.

Så blev det lørdag, vores sidste dag på Philippinerne. Vi skulle flyve om aftenen, så det var om at få så meget ud af dagen som muligt.
 Igen havde vi "vores" taxi-chauffør med os. Denne gang for at køre os til et marked med Filippinsk brugskunst og til et tøj marked. Endelig skulle vi se en park, som havde lukket om torsdagen, så der var fart på.
Elisabeth og Anders fik købt en elefant, udskåret i træ. Marianne købte en speciel skjorte til Ole og jeg fik købt et par bluser og et tørklæde. 
Frokosten blev indtaget på en restaurant nede ved markedspladsen, et stenkast fra vandet og da det var sidste dag vores chauffør skulle køre for os, inviterede vi ham til at spise med.
Om eftermiddagen var Anders inde for at blive klippet - og han var ikke særlig glad for resultatet!

Vores frokostrestaurant.

Klokken 16.00 , lørdag eftermiddag, kørte vi fra hotellet, med kurs mod lufthavnen.
Elisabeth og Anders kørte med og det var meningen, at vi alle skulle sidde i lufthavnen og have en afskedsdrink - eller to - når vi havde tjekket ind.
Her blev vi snydt.  
Det viste sig at være umuligt at komme ind i afgangshallen, med mindre du var i besiddelse af flybilletter, så det endte med en mere end hastig afsked udenfor. Det var ærgerligt, at afskeden skulle forme sig på den måde, men der var ikke noget at gøre ved.
Det var ligeledes trist - og mærkeligt - at skulle sige farvel til Elisabeth og Anders.

 Vi skulle hjem - de skulle ikke hjem, de skulle videre.

En uge efter vi var rejst hjem, kom beskeden om, at de kom hjem - Anders vi blevet syg igen.

Boeing 747-400 - 'Rio de Janeiro' - som skal flyve os hjem til København.

Jens Rostgaard Gjerløv.
Februar 2026.