REJSEBREV  FRA  SYDFRANKRIG - 2004.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.
 
Siden er optimeret til 1280 x 1024   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes   -   Kontakt   -  www.gjerlov.org

Til ren billedside.
Se billederne på PC.
Til ren billedside - tablets.
Se billederne på tablet.
 
Aquitaine og Provence.

Vi kom til Bidart i går eftermiddags efter en køretur på "kun" små 2085 kilometer. For de der ikke ved det, ligger Bidart i region Aquitaine, i det sydvestlige Frankrig. Byen ligger ca. 4 kilometer syd for Biarritz, som igen ligger lige syd for Bayonne og helt ud til Atlanterhavskysten. Eller udtrykt lidt kortere: ca. 20 kilometer nord for den spanske grænse.

Efter sigende, er det et særdeles eftertragtet feriested. 

I formiddags var vi så ude at tage stedet i nærmere øjesyn, for at konstatere, at det eftertragtede meget naturligt giver sig udslag i en masse hoteller og ferielejligheder. Til gengæld er her ikke så mange turister endnu, hvilket er meget naturligt så tidligt på sæsonen. (Til gengæld er det er fordel for os.)

Campingpladsen vi har indlogeret os på, ligger ca. 5 kilometer inde i landet og har tilsyneladende alt hvad man kan ønske sig af fritidsmuligheder, lige fra bordtennis til tennis, fra brusekabiner til mini-vandland - og hvad der næsten er det bedste: her er faktisk ikke ret mange gæster - endnu. Og så lige en ting til: her virker meget roligt og fredeligt og det er jo lige noget der passer til os…………. 

- Men det hele begynder jo egentlig søndag den 13. juni klokken 08.10. Det er den dag vores ferietur starter.

Vi kommer faktisk lidt for sent ud af døren, for det er planen, at vi vil med en færge fra Rødby klokken 09.15 og det ser umiddelbart ud, som om det ikke vil lykkes.

Nå, det er "tidligt søndag morgen", der er ikke nogen trafik af betydning - og ingen færdselskontrol - så vi når færgen og får startet vores tur til det sydfranske helt rigtigt.

Forud er selvfølgelig gået en del forberedelser og en af de mere bizarre - ifølge nogles opfattelse – er indkøb af 18 stk. engangsgrill…!

Sidste års anstrengelser - eller manglende succes må vi vel hellere sige - med hensyn til at finde et passende sted hvor man kan købe disse vidunderlige tingester i Frankrig, var jo slået aldeles fejl og belært af disse sørgelige erfaringer, er der altså blevet indkøbt et større parti af varerne, så vi kan se frem til den daglige madlavning med den største sindsro. 

Nu skal man ikke tro, at man ustraffet kan medbringe 18 stk. engangsgrill af pæn størrelse til Frankrig.

Vi har på forhånd besluttet os til, at vi ikke vil have ret meget vin med hjem i år, så derfor har vi tilladt os at tage et par ekstra sko med, samt lidt andre små fornødenheder. Af selv samme grund blev de 18 engangsgrill derfor lidt anmassende i bagagerummet, da tidspunktet for at pakke er indtrådt. 

Nå, efter at have fordelt dem med et lag i bunden af bagagerummet, samt lidt her og der blandt den resterende bagage, lykkes det da at få lukket bagagerumsklappen uden at skulle sidde på den. Alt er således ren og skær idyl. 

Om det er de før omtalte engangsgrill, eller andre ting der er årsag til vores lidt forsinkede afgang, skal jeg ikke kunne sige. Det er på nuværende tidspunkt også et akademisk spørgsmål. Vi når vores planlagte færge og sætter kursen mod Breda i Holland, til vores første overnatningssted. Turen gennem Tyskland er, som den plejer at være, når man vælger de tyske motorveje. Ualmindelig trist og kedelig, som sædvanlig noget der bare skal overstås.

Der er ganske vist noget køkørsel omkring Hamburg, men det er ikke mere end vi har forventet. Tidspunktet vi kommer igennem Hamburg på, er jo et noget andet, end det vi er  vant til, så vi har lidt svært ved at vurdere det. Det går i hvert fald stille og roligt. 

Vi har på forhånd besluttet os for at køre via Bremen-Oldenburg, og det viser sig at være en særdeles god idé. Under vejs har vi via tysk trafikradio hørt, at der er ca. 20 kilometer kø mellem Bremen og Osnabrük - og det er jo ikke specielt morsomme udsigter. På et tidspunkt hører vi, at der er ca. 2 kilometers kø i vores retning, men det er jo ikke noget imod de 20 kilometer andet steds. Til gengæld er det ikke noget vi mærker en hel masse til.

Takket være vores GPS mrk. 'HBG' og ikke mindst opgraderingen af Europakortet til år 2004, finder vi frem til vores hotel "i første hug". 

Hvor svært kan det være…

 
Til sidetop.
 

Vi er tidligt oppe og efter morgenmaden, som er noget flottere end den vi plejer at blive tilbudt, fordi vi her indtager den på nabohotellet Campanille, sætter vi straks kursen mod syd. Dagens mål er Limoges - en strækning på ca. 850 km. Vi har umiddelbart tænkt os, at en del af turen skal køres på hoved-og landeveje for at se lidt mere, men vi bliver snart klar over, at det vil vores tidsplan ikke holde til. Vi beslutter derfor at tage på motorvejen fra starten af dagen og så se hvordan det går senere, når vi er kommet et godt stykke der ned ad.

Vi vælger desværre at køre via Bruxelles i stedet for via Gent og Lille. Det viser sig at være en taktisk fejl og vi ved stadigvæk ikke hvorfor..?. Vi er altid kørt via Gent og Lille og det vil vi selvfølgelig også gøre fremover - og anbefale andre at gøre…  Men, der er disse veje der er så uransagelige og får os til at gøre det mest mærkelige, på de mest mærkelige tidspunkter. 

Voila….. 

Det viser sig heldigvis ikke at være så slemt som det ser ud til en overgang - så vi kommer forholdsvis nemt og hurtigt gennem "Europa-staden" og sætter derefter kursen mod Paris.

Paris er altid et besøg værd, siges der, men i dag har vi ikke lyst til at blande os i morgen-myldretrafikken i denne store heksekedel, så ruten bliver lagt lidt vest om byen, hvilket selvfølgelig giver os lidt forsinkelse. (Som om det andet ikke kunne have gjort det…!) Til gengæld lugter det da bare lidt af Paris, at vi næsten kan se byen. 

Efter disse små - eller større - omveje og forsinkelser, ankommer vi til Limoges ved 18-tiden og bliver indlogeret på hotellet uden problemer.

 
Til sidetop.
 

Efter en god nattesøvn er det så tid til det sidste stykke vej til Bidart. Vi står op til en temperatur der ikke ligefrem minder om Midtfrankrig, nemlig 13 grader. Godt nok er klokken kun 07:30, men alligevel, ikk´?

Da vi nærmer os Perigueux er temperaturen steget til ca. 20 grader, så det går da heldigvis den rigtige vej. I Perigueux  laver vi et lille "pitstop" og ser en meget særpræget katedral.

Vi fortsætter nu vores færd sydpå og kan konstatere at vi tilsyneladende er kommet til "trøffel-land" og "foie gras-land". Over alt er der skilte, som bekendtgør, at her - og kun lige her - kan man købe det bedste af det bedste. Som de gode "sporhunde" vi selvfølgelig er, lader vi os naturligvis ikke distrahere af den slags billige avertissementer og vi beholder således næsen i sporet og fortsætter  ufortrødent mod Bidart. Ikke noget med nogle unødige svinkeærinder på grund af billige reklametrick…. 

Da vi kommer syd for Bordeaux kører vi ind i det der hedder "Landes des Gascogne". Et imponerende stort og fladt skovlandskab, der strækker sig over hundrede kilometer mod syd. Endeløse skovstrækninger og ikke et menneske inden for synsvidde. Vi synes, at det er en fantastisk oplevelse, men nu er vi også til de store, åbne vidder. 

Omkring klokken 16:00 når vi frem til Bidart og som kronen på værket efter tre dages kørsel ned gennem en god del af Europa, kan vi konstatere, at vi har ladet kørevejledningen til campingpladsen blive i Næstved, så Elisabeth ved hvor vi er, hvis hun skal have fat i os. Se det er virkelig smart.

 
Vis stort billede.
Campingpladsen ved Bidart.
 

Heldigvis er vi rimelig heldige og finder pladsen ret hurtigt, så allerede klokken 17:00 er vi installeret i vores "bungalow" og kan sætte os på terrassen og nyde en velfortjent drink. 

Vi er nu 2085 kilometer fra Næstved og har ikke umiddelbart tænkt os at tage hjem de næste 3 uger.

 
Til sidetop.
 

Men som tidligere skrevet.... 

……….I formiddags var vi så ude at tage stedet nærmere i øjesyn, for at konstatere, at det eftertragtede meget naturligt giver sig udslag i en masse hoteller og ferielejligheder. Til gengæld er her ikke så mange turister endnu, hvilket er meget naturligt så tidligt på sæsonen. (Til gengæld er det er fordel for os.) 

Campingpladsen vi har indlogeret os på, ligger ca. 5 kilometer inde i landet og har tilsyneladende alt hvad man kan ønske sig af fritidsmuligheder, lige fra bordtennis til tennis, fra brusekabiner til mini-vandland - og hvad der næsten er det bedste: her er faktisk ikke ret mange gæster - endnu.

Og så lige en ting til: her er meget roligt og det er jo noget der lige passer os, uden vi af den grund er - eller føler os - helt aflægs endnu.
Ikke desto mindre har vi nået det tidspunkt i vores liv, hvor vi sætter pris på en vis ro og orden - og skal der være ballade, vil vi godt selv bestemme hvor, hvornår og med hvem… 

Noget af det der slår os med det samme, når man kommer ned i dette hjørne af Frankrig, er arkitekturen. Vi er nok så vant til at forbinde Frankrig med de typiske huse fra Provence, med deres på samme tid grove, men også charmerende byggestil med groft tilhuggede sten, de kendte jordfarver, blomsterbevoksning op ad muren m.m.

Men her i det aller sydvestligste hjørne af landet, minder bebyggelsen mest af alt, om noget vi ser i Sydtyskland/Tyrol. Typisk er mange huse bygget således, at huset er "mere kort end bredt". Man kalder det vist også at være gavlvendt, med et mere fagligt udtryk. 

Mange af husene benytter sig af det, der mest af alt ligner noget forlorent bindingsværk og deres altaner/balkonner/verandaer er typisk med udskårne rækværk i træ og godt fyldt op med blomsterkasser. Det eneste der næsten mangler, er mænd i lederhosen…… 

Senere på dagen tager vi ned at se på strandene. Der er mange af dem og de er naturligt delt op af klippeformationer. Én bestemt skiller sig dog ud fra de andre, nemlig Plage d'Ilbarritz.

Der er utrolig flot.

Langs med en stor del af stranden er der anlagt parkeringspladser i terrasser, som falder naturligt ind i omgivelserne. Alt er fyldt med bevoksning, så det er virkelig flot kamufleret. Bag ved parkeringspladserne er der anlagt en stor golfbane, således at man også kan få opfyldt sine ønsker i den retning, såfremt man må have behov for det. 

Hvis man så forestiller sig, at man står med ansigtet ud mod havet og stranden slutter til venstre for én, så er der bag ved og på en top der vel er ca. 100 meter høj, et stort, ensomt beliggende hus. 
Der er svært at se om der er liv der oppe. Skodderne er lukket for og huset ser mere eller mindre tillukket ud og det minder mest af alt om et hus, der kan have en hovedrolle i en gyserfilm af Alfred Hitchcock. 

Når man kommer ned til parkeringspladsen, ser der ud som om der er mere end godt fyldt op med mennesker, men når man så kommer ned på stranden, syner det ikke af noget. Strandene er simpelthen så store, at de nemt "opsuger" de mange mennesker.   

Lyset på stranden er også noget for sig selv. Det skyldes formodentlig den meget kraftige havgus der konstant kommer ind fra Atlanterhavet.   

 
Vis stort billede.
"Spøgelseshuset" på højen.
Vis stort billede.
Surfer ud for kysten ved Bidart.
 

Det ene øjeblik kan stranden ligge badet i sol, det næste øjeblik er havgusen kommet ind over land og giver et tåget, diffust lyst, som i sig selv er meget flot. (De der har prøvet at være på Mont Ventoux vil kende fænomenet.) Selv om her kun er en svag vind,  er her alligevel en  kraftig brænding, som bliver udnyttet af mange surfere.

Det er et flot syn at se surferne ride på bølgerne i den meget specielle belysning. Det giver én en fantastisk oplevelse.

Vi har prøvet at fange stemningen og oplevelsen på billeder, men det er mere end svært, at indfange den helt specielle stemning lyset giver. 

 Det vil tiden vise, når vi kommer hjem.

 
Til sidetop.
 

I dag er der blå himmel og sol over det hele, så vi vil prøve kystvejen til Spanien. Vi starter med at køre fra Bidart mod St. Jean-de-Luz, hvorefter vi kører op på D912, som  også kaldes "Corniche Basque".

Det er et rimelig flot vejstykke med en flot udsigt. Der skrives i bøgerne, at man skal passe meget på, fordi det er et meget farligt vejstykke. Det forstår vi nu ikke. At der også skulle være specielt mange flotte udsigter, forstår vi heller ikke. Så kan vi henvise til helt andre steder, der slår det her med adskillige mulehår.
Ikke desto mindre fører det os ned til byen Hendaye. Vi kører ind mod byen langs kysten og kommer så til Hendaye Plage. Se, det er en strand der vil noget.  

 
Vis stort billede.
Stranden ved Hendaye, syd for Bidart.
 

Nu siges det jo, at overdrivelse fremmer forståelsen, så når man ser ud over stranden må det være sådan et syn man også ser, hvis man en skønne dag skulle komme til Rio og se ud over Cobacabana-stranden. Vel at mærke uden de mange hundrede meter høje klipper at have udsigten fra. 

Nå, videre går det mod Spanien, hvor vi kører ind på vej GL3440, der går gennem noget der hedder Monte Jaizkibel. På kortet ser det ud til at være en smuk vej og bevares, den er da flot og der er udsigt til Atlanterhavet, men der er ikke de store udsigter som vi har forventet.
I det hele taget virker Spanien - i hvert fald den del vi kommer igennem - som meget kedelig, så det bliver en meget kort fornøjelse og vi vender hurtigt næsen "hjemad", til det mere franske.

 
Til sidetop.
 

Der står i brochuren over campingpladsen, at der kun er 2 kilometer til stranden, så vi vil svært gerne vide, hvilken vej det er. På kortet har vi nemlig målt os frem til, at der er et sted mellem 3 og 5 kilometer til kysten, afhængig af hvilken vej man vælger. 

En ældre hollænder som bor lidt længere oppe på pladsen, må have hørt vores trængsler. I hvert fald kommer han hen og spørger os om vi er svenskere? Dette må vi jo svare benægtende på og da han hører at vi er danskere, kommer han langsomt nærmere og indleder konversationen med at spørge, om vi kender resultatet på en bestemt fodboldkamp fra dagen i forvejen….?

Nu kender han os jo ikke, så han skal være undskyldt med sin forespørgsel - men fodbold…? 

Nå, det bliver dog indledningen til lidt mere snak og her kommer han bl.a. ind på, om vi kender den korteste vej til stranden? Der kan man bare se, er manden mon tankelæser! 
Efter som han er mere end ivrig efter at tegne og fortælle for os, udbeder han sig et stykke papir og en kuglepen, spørger høfligt om han må sidde ned, hvorefter han laver en lidt vanskelig tegning over køreruten ned til stranden. 

Så fint, så godt. 

Senere på dagen beslutter vi os så for at afprøve kørevejledningen, men det forventede resultat udebliver af en eller anden grund….. det lykkes ganske enkelt ikke for os, at finde noget som helst af det, vores hollænder har vist og fortalt. Hverken rundkørsel (de er ellers store nok) eller blomsterforretning og supermarked (de er normalt ikke til at undgå at se for store reklameskilte).

 
Vis stort billede.
Kørevejledningen - eller vildledningen om man vil - fra vores "Hollandske forbindelse".
 

Da han senere på dagen kommer forbi, spørger han om vi har fundet vejen, hvilket vi med beklagelse må sige nej til. Vi fortæller ham, at vi ikke rigtigt kan finde de ting han har angivet på tegningen og ganske enkelt ikke kan få det til at hænge sammen. Naturligvis bliver han meget ked af, at vi har så svært ved at forstå det - og hans tegning - så han forklarer det lige endnu en gang og tilføjer med let rystende hånd et par sideveje på den tvivlsomme tegning. For, som han siger: "de skal sikkert også være der, hvis det skal være helt rigtigt".

Belært af disse erfaringer, vover vi et nyt forsøg, men forgæves. Vi beslutter os derfor definitivt for at forespørge på campingpladsen og får her en fin forklaring med tilhørende kort.
Så prøver vi igen og se, nu kommer vi den rigtige vej og mærkværdigvis også den vej, som vores hollænder oprindelig ønskede vi skulle følge. Dér er rundkørslen og dér er blomsterhandleren og søreme om ikke supermarkedet også er der…!  Voila…. 

Efter disse seancer, har vi ham ganske enkelt under mistanke for at have problemer med "højre" og/eller "venstre", samt et par andre småting, som vi ikke skal komme nærmere ind på her….. Han har i hvert fald ikke været forbi siden og spurgt til fodboldresultater og har heller ikke udvist interesse for, om vi nu har fundet den korteste vej til stranden. 

Han "nøjes" med at gå eller køre forbi og hilser så på os i farten………

 
Til sidetop.
 

Vi vågner op til regnvejr! Hvad er det for en uorden. Nå, det er nok ikke andet end vi kan forvente os på disse kanter. Vi véd udmærket godt at vejret i den sydvestlige del af Frankrig (hele vejen langs Pyrenæerne) er ustabilt med hensyn til sol - og for den sags skyld også varme. Vil man være sikker på sol og varme, skal man til Provence.

Altså: hvis man vil se og opleve det sydvestlige hjørne af landet  (og det vil vi i år) så må vi leve med det ustabile vejr.

 
Vis stort billede.
Så er det nærmest tropisk regnvejr på campingpladsen.
 

På grund af det dårlige vejr er det så også dagen, hvor en stor del af dette rejsebrev - indtil nu -  er blevet skrevet. Som vi oplever det lige nu, ser vejret ud til at klare lidt op og solen ligefrem truer med at ville skinne på os. Vi beslutter derfor at køre en tur mod St. Jean-de-Luz ad N 10, der på en del af strækningen er markeret som værende smuk.
Derefter vil vi så prøve at tilpasse tiden, så vi kan være på havnen i St. Jean-de-Luz klokken 18, hvor fiskerne kommer
ind og lander deres tun. Det skulle være et tilløbsstykke, som de lokale går meget op i - nu får vi se.

Ja, det blev alligevel ikke til at komme på havnen for at se fiskerne lande tun. Vejret blev alt for ustabilt, så det blev kun til lidt småhandel i supermarkedet, derefter hjem og så blev der dømt "bilfri" resten af dagen….

En pudsig oplevelse fra supermarkedet er, at vi nær havde fået købt 1½ kg. rejer til aftensmaden, i stedet for et halvt. Sprogvanskeligheden opstår omkring ordene "et halvt" og "halvanden", men heldigvis slap vi med skrækken og kunne nøjes med at pille et halvt kilo rejer. 

Søreme om ikke vores hollænder kommer forbi ved 18:30 tiden og efter at være antastet af os, forespørger han høfligt, om vi mon har fundet den hurtige vej - og stranden. Vi kan bekræfte, at begge dele er fundet i god behold og som tegn på, at dér kunne vi bare se, at det var et godt råd vi havde fået, vender han tommelfingeren opad…! 
Nu håber vi så bare, at han sammen med sin smukke kone kan finde tilbage til Holland. Han nævnte på et tidspunkt, at det er femte gang de er her nede, så vi kan da godt være lidt nervøse for dem. 
De skulle jo nødigt ende med at køre rundt som hvileløse spøgelser på de franske landeveje, fordi de ikke kan finde hjem.

 
Til sidetop.
 

Regn, regn og atter regn. Det begyndte egentlig at regne allerede i går, sidst på dagen og det har faktisk regnet lige siden. Det meste af natten har det ikke bare regnet, men væltet ned, så det har været umuligt at få lukket et øje. Resultatet er, at vi er lidt klatøjede her til morgen og først kommer til bageren klokken 09:30 - det ligner os ikke.

Og som om det ikke er nok med regnvejret. Ved tilbagekomsten fra bageren bliver undertegnede så skældt ud af en indavlet puddelhund med mindreværdskomplekser og med en farve som ikke skal nævnes her. 
Tro det eller la´ vær´. Den står Herren hjælpe mig på vores egen matrikel og giver ondt af sig, som om den ejer det hele og jeg er sikker på, at den i utvetydige vendinger be´r mig om at skrubbe af. 

Den ligner nu ikke en vinder, som den står dér, våd og forpjusket - og meget sølle. Det er  virkelig en taber jeg ser i øjnene.   
Situationen bliver vendt 180 grader da jeg puster mig op, sætter huen godt fast og går til angreb med paraplyen. Så forstår den, at slaget om matriklen er tabt og den lusker flov og slukøret videre. 
Hvor den på nuværende tidspunkt befinder sig, vides ikke, men det formodes, at der må være en eller anden på pladsen, der savner det gale spektakel. 

Tilværelsens ulidelige sværhed trænger sig virkelig på nu. 

I skrivende stund har der heldigvis været bare lidt opholdsvejr ind imellem, men nu trommer det igen på taget. Vejrudsigten for de kommende dage ser faktisk heller ikke for lovende ud.

Vi har hørt fra venner i Provence, at temperaturen dér, faldt 14 (fjorten!) grader i dag og i Sydvestfrankrig hvor vi befinder os, er der lovet spredt regn og overskyet de næste par dage…  Til gengæld lover langtidsudsigten sol og 30 grader i Provence i næste uge.  

Se, det vil vi glæde os til, efter som vi kører til Provence i slutningen af næste uge. 

Omkring middagstid bliver det så meget opholdsvejr, at vi vover os ud på en tur rundt om pladsen. Bækken, som til daglig flyder med det klareste vand man kan tænke sig, ligner i dag mest af alt den grågrønne og ikke mindst grumsede Limpopo-flod. Alt det løse jord og mudder der har ligget rundt omkring, er blevet skyllet ned i bækken. Ærgerligt. Lad os håbe, at den hurtigt får sit flotte, klare og indbydende vand igen. 

Ja, nu er der jo så også lige det, at på vores tur rundt på campingpladsen begynder Helle at småfilosofere lidt over tingene. Og det skal man ikke altid gøre….

Problemet er, at campingpladsen ligger i et lidt kuperet terræn med terrasseopbygning og det er årsag til visse bekymringer.

Kombinationen af meget kraftige regnskyl, kuperet terræn og mange TV-aviser med død og ødelæggelse på grund af oversvømmelser og mudderskred, har i den grad fået fantasien op på høj klinge.

Se, det er, hvad der kommer ud af småfilosofi…  

Af selv samme grund, må jeg til tider bruge mine bedste overtalelsesevner på at forklare, at den slags ting er vi heldigvis ikke i nærheden af og vi vil selvfølgelig blive forskånet for den slags vold fra naturens side. Der skal meget mere regn til - og meget mere mudder - og fjernsyn har vi heldigvis ikke. Så voila…derfor ingen problemer. (Jeg tror den forklaring bliver accepteret...)

 

Vis stort billede.
Springvand på området omkring campingpladsen. (Der var i øvrigt sumpskilpadder i bassinet.)

 
Næh, nu skal vi til helt andre jordnære ting: på vores turné rundt på pladsen fandt vi lige ud af, at det er dagen, hvor der er kommet op til flere hold danskere herned, så nu er vi ikke "alene"..! Det er nu, vi skal til at tænke over hvad vi siger - hvor vi siger det - og hvornår vi siger det . 

Efter som regnen har besluttet for os, at "vi skal ikke mere i dag", retter vi ind efter det og får os et ekstra lille glas vin i dagens anledning. (Mådehold er jo en god ting…). Vi er faktisk også så heldige, at det bliver opholdsvejr på et tidspunkt, så vi benytter os af situationen og når at gå en tur rundt på campingpladsen og er tids nok hjemme, inden det begynder at regne igen. 

En gang imellem har man lov til at være heldig.

 

Til sidetop.

 

Tro det eller la´ vær´. Vi vågner et par gange i løbet af natten og gæt hvorfor? Rigtigt! Der kommer endnu nogle regnbyger, som vil gøre opmærksom på sig selv.

Da vi står op, er det til gengæld til noget der ligner tørvejr - og måske lidt sol… - så vi beslutter os for at køre til Col de St. Ignace som ligger i 169 meters højde. Herfra går en tandhjulsbjergbane op til en lille bjergtop der hedder la Rhune og som er 900 meter høj. Bjergbanen er vi blevet opmærksom på hernede, vi har ikke set den omtalt i nogle af de bøger vi har set eller læst.  

Fra Bidart kører vi ud på N 10 og mod St. Jean-de-Luz. Her drejer vi fra ad D 918 og kører langs med floden Nivelle (nogle steder) mod byen Ascain, - den vender vi tilbage til. Herfra kører vi ad D 4 og ca. 4 kilometer ud af denne vej, ligger Col de St. Ignace.
Vi har ingen problemer med parkering, så vi får hurtigt løst billetter og efter som toget afgår for hvert 35. minut, varer det faktisk ikke ret længe før vi er på vej op med den gamle træ bjergbane. Hastigheden er 8 kilometer i timen, vi er 30 minutter om at komme op, ergo er banen ca. 4 kilometer lang.  
Og opad går det. Det er en gammel træ bane med tandstang mellem skinnerne og affjedring så som så. Det er temmelig svært at fotografere fra vognene, sådan ryster de og håbet om, at der bliver et lille fotostop under vejs, svinder i takt med at toget bumper opad og opad.

Men imponerende flot er det, billeder eller ej.

Da vi er næsten helt oppe har vi lidt af et problem: Der bliver lukket for billetsalget mellem klokken 12:00 og 13:30. (Her skylder jeg lige at sige, at vores tog startede opturen klokken 11:30 og det fremgik ikke af de informationer vi fik på campingpladsen, at der var middagslukket!)  
 

Vis stort billede.
Den lille bjergbane ved La Ruhne.

 

Muligheden for at "strande" på toppen i 1½ time huer os jo ikke rigtigt. På forespørgsel om, hvornår det tog vi kommer op med kører ned igen, er svaret ca. 10 minutter, så vi vælger at køre med ned igen med det samme.

Udsigten der oppe fra er meget flot og  vi når heldigvis at "få" den på grund af det gode vejr, hvorimod vore naboer (et engelsk par med, formodentlig, et barnebarn) var af sted i går, hvor det regnede og de kom "op over skyerne" og fik desværre ikke set den flotte udsigt.  
Vi kan absolut anbefale turen, hvis man kommer på disse kanter og det kan selvfølgelig også anbefales at springe en enkelt togafgang over, når man er på toppen. Man skal bare ikke komme i middagspausen….

På tilbageturen kommer vi så igen igennem Ascain, som er en hyggelig og idyllisk by og efter som det næsten allerede er forbi frokosttid, fremkommer ønsket om frokost meget belejligt.  
Der er eller dømt østers til frokost på havnen i St. Jean-de-Luz, men, da valget lige pludselig står imellem det idylliske Hotel de la Rhune i Ascain med tre retters menu til overkommelig pris, eller østers på kajen i St. Jean-de-Luz, ja, så falder valget altså ud til hotellets fordel.
 

 

Vis stort billede.
Hyggeligt lille hotel og restaurant, som det er absolut værd at besøge.

 

Og det er ikke et dårligt valg.  

Vi skal lede længe efter et så veltillavet og velsmagende måltid mad, en virkelig dejlig rosévin (Irouleguy, som er en Baskisk vin), samt en utroligt behagelig, hyggelig og ikke mindst hurtig betjening. 
Prisen var også fordelagtig: 43 Euro for 2 gange tre retters menu, samt omtalte rosévin (50 cl., vi kører jo bil ). Selv samme vin koster i det lokale supermarked 7,72 Euro for 75 cl.  
Alt i alt en herlig oplevelse, hvor man ikke føler sig snydt og bedraget, samt lovlig bestjålet og hvor personalet ikke griner af én bagefter. I skulle bare have været der.  

Her i eftermiddag når vi lige en tur i swimmingpoolen hjemme på pladsen, inden det igen begynder at småregne….  

Aftensmaden i dag kommer til at bestå af Merguez pølser (de er lavet af lammekød), samt lammekoteletter. Begge dele tilberedt på grill med diverse krydderier. Dertil grøn salat og baguette, så det kan måske blive en speciel oplevelse, at komme tæt på os i aften.

Og så må vi endelig ikke glemme vinen: en Beaujolais Villages 2002. "Concours des Grands Vins de France" Macon médaille D'Argent 2003. Der er godt nok nogle, som har fortalt os, at vinen årgang 2002 i Sydfrankrig ikke har været  god, men i det område af Frankrig hvor denne vin kommer fra, tror vi ikke, at der har været problemer. Vi kan i hvert fald stå inde for denne her.

Velbekomme.  

I morgen er der umiddelbart Pyrénées tur på programmet, men nu må vi se…….og så har vores "Hollandske Forbindelse" været forbi her sidst på aftenen, måske kan der komme en tilnærmelse…?

Og så lige en anden ting:  

Der er et stort fugleliv på pladsen og de lever fedt og godt af velnærede turisters overflod af brød. Til tider har de ikke engang tid til at vente på, at der bliver serveret for dem. Næ, de hopper gerne op bordet og stjæler, hvad de kan komme af sted med.

 

Vis stort billede.
Én af dem fra det "dårlige selskab", mens vi endnu var venner!

 

De øvrige dage har vi gerne foræret vores velfærd væk og sat en bakke med brød ud til dem. Takken for denne velmenende  gestus har - indtil nu - været en overskidt bil, samt en overskidt terrasse.

Vi her derfor meldt krig og har som første modtræk afskåret dem fra alle forsyningslinjer. Så må tiden vise, om vi kan sulte dem væk, eller vi skal gå over til næste træk.  

 

Til sidetop.

 

Vejret ser godt ud her til morgen og der bliver hurtigt dømt Pyrénées tur. Øvelsen går på, at vi vil til Cirque de Gavarnie. Det ligger et sted mellem 213 og 284 kilometer fra campingpladsen, afhængig af hvilken vej man vælger.

Hvad er så Cirque de Gavarnie? Det er et hesteskoformet bjergmassiv, som har et af Europas højeste vandfald - ca. 400 meter. Når man har set det, kan det næsten bedst beskrives, som værende den bedste "location" til en film om "Hulebjørnens klan". Det er fantastisk.  

Vi vælger at køre ad det man kalder "Pyrenær-ruten" (beskrevet i flere bøger).  

For at gøre det rimelig kort, kører vi dertil via St. Jean-de-Luz, Cambo-les-Bains og St. Jean-Pied-de-Port. Derefter mod Mauléon-Licherre, Oloron, Pau, Lourdes, Argelès-Gazost og herfra følger vi så skiltningen direkte til Gavarnie. Det lyder voldsomt, men er egentlig ikke så slemt. Skulle der være nogle der er interesseret i en mere udførlig kørevejledning, kan den findes på vores hjemmeside - klik her.

Allerede tidligt, finder vi ud af, at vores timing ikke kommer til at holde. Dels er stækningen længere end vi regnede med og dels holder vores gennemsnitshastighed ikke. Det viser sig, at vi er ca. 6 timer om at køre en strækning på 284 kilometer! Undervejs til Cirque de Gavarnie kan vi konstatere, at når man har set så mange andre smukke bjergpartier i Frankrig, er der ikke nogen grund til at bruge tid på "Pyrenæer vejen". Vel er byerne yndige, men decideret bjergkørsel oplever man ikke, da vi kører i dalene på den del af Pyrenæer vejen. Så har man set bjergpartier i forvejen  kan man lige så godt køre en mere direkte vej ud. Men derom senere.

 

Vis stort billede.
Cirque de Gavarnie som man ikke må snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

 

Vel ankommet til Cirque de Gavarnie - og efter at have trampet hårdt i pedalerne i mange timer - forestår der os nu en gåtur på en længde af ca. 3 kilometer - ud…!

Som I ganske rigtigt kan konkludere, er der således også 3 kilometer hjem igen. Altså til det sted vi parkerer bilen!

Det kommer nu ikke bag på os - vi ved det godt. Vi er bevæbnet med passende fodtøj og hvad dertil hører og så går vi ellers der ud ad - og op ad. De sidste 1½ kilometer går konstant opad, med en stigning der kan mærkes kraftigt i læggene og til sidst begynder at trække tænder ud. Godt nok er vi vant til at gå meget, men ikke i så bakket et terræn.  
Det er en sej tur, men da først vi er fremme, udebliver belønningen heller ikke. Det er urtoligt spektakulært og skal opleves. Efter at vi har set os mætte i de fantastiske klippeformationer og 7 vandfald (vi mener der er 7, men kan først få det verificeret når vi kommer hjem og får set billederne) deriblandt et af  Europas højeste med et fald på 400 meter, går turen tilbage til bilen.

Vi er kørt fra campingpladsen klokken 09.00 og er tilbage til bilen i Cirque de Gavarnie da klokken er 17.00!  

  går det hjemad igen. Fra Cirque de Gavarnie går det direkte til Lourdes, derfra videre nordpå til motorvejen og så ellers vestpå til afkørselen ved Biarritz. Den vej vil vi anbefale at tage både ud og hjem, for så bliver der tid til et besøg i Lourdes. Det nåede vi desværre ikke. Vi er hjemme på pladsen klokken ca. 19:30, efter at have kørt  213 kilometer.

På vejen hjem kan vi konstatere, at varmen er ved at indfinde sig i Sydfrankrig. 33,9 grader klokken 19:00    

Det skal også lige bemærkes, at vores krigslist mod gråspurvene tilsyneladende har hjulpet. De er åbenbart blevet så fornærmede over vores manglende velvilje, at de har fundet andre sponsorer. Vi ser ikke lige så meget til dem som tidligere og det skal de have tak for.  

 

Til sidetop.

 

Igen i dag indbyder vejret til lidt skriveri. Postkort samt rejsebeskrivelse (som vi i øvrigt regner med at sende torsdag eller fredag formiddag).

Inden frokost tager vi en tur ind til Bidart, hvor vi bl.a. tager ned på stranden for at se surferne. Det er sjovt at se dem ligge der i vandet som en flok sælhunde og vente på at den rigtige bølge kommer.

Derefter en lille tur rundt i byen, som hurtigt er overset. Vi når også lige at blive skældt ud af en ældre dame fordi vi vil tage et billede af hendes hus. Vi lusker af, samtidig med at vi undskylder meget. Til gengæld glemmer vi at fortælle hende, at vi har fået taget et billede. Sådan kan det gå.
Da vi senere kommer tilbage og igen går forbi hendes hus, står hun stadig på balkonen, halvvejs tandløs og stadig med en cigaret i munden og skuler efter os……….

Frokosten indtager vi i dag på campingpladsen og bagefter kører vi til Plage d'Ilbarritz og går en rigtig lang tur langs stranden. Efter at have gået adskillige kilometer spørger jeg to teenagepiger vi møder på stranden, om den by vi er nået til er Biarritz. De har tilsyneladende ikke forstået mine franske gloser - og slet ikke de engelske - for de ser bare ganske uforstående på mig, som om de tænker: Sådan en klaphat, hvor skulle vi da vide det fra... Tænk at unge mennesker ikke kan klare sig bedre rent sprogligt.

Igen kommer jeg til at tænke på vore unge mennesker der hjemme. De allerfleste kan klare sig, om ikke andet så med et minimum af kendskab til fremmedsprog, men her nede er de ganske uforstående. 

 

Vis stort billede.
Rådhuset i Bidart.

Vis stort billede.
Så er fotografen ved at stille op til "langskud".

 
Bagefter kører vi til stranden i Bidart og ser på surferne og jeg er vist nok lidt til grin, fordi jeg stiller op med stativ og komedie, for at tage nogle billeder af dem. Men, det er nu engang nødvendigt, når det er med lang telelinse. 
Der er en kraftig brænding, til trods for, at det er næsten vindstille. Flot ser det ud. I øvrigt er det utroligt som de kan være ude i bølgerne i timevis, uden tilsyneladende at blive trætte. 

Så bliver det tid til vores eftermiddagsdrink og da madlavningen så småt går i gang, begynder det selvfølgelig at små dryppe, så vi haster inden døre med glas, flaske, peanuts og vasketøj.  Komisk, ikk´? Lige så snart man tror man kan tage sig lidt friheder, skal man nok blive banket på plads... 

Og som om det ikke er nok, bryder Helle sammen i dag. Hun forbarmer sig over de stakkels  gråspurve som sidder og kikker på hende med deres bedende øjne og forslugne næb, så det ender med, at de bliver fodret med det meste af et helt flûte.

Resultatet er, at hele terrassen "flyder" med gråspurve, som godt vil have et måltid mad.  

Var der nogen der nævnte ordet karakterstyrke? 

Det udløser i øvrigt en aftale om, at bilens ruder i samme anledning bliver pudset af fodermesteren i morgen, såfremt det skulle blive nødvendigt…. 

Huskede jeg for resten at fortælle, at vi igen grillede nogle helt fantastiske lammekoteletter til aften, hertil bagte kartofler, grøn salat og selvfølgelig en god rødvin.  

 

Til sidetop.

 

Vi prøver at få sendt vores rejsebrev i dag. Om det lykkes eller ej får vi se. Indtil nu - og det er middagstid  - er det ikke lykkedes os at finde et sted, hvorfra vi kan sende en vedhæftet fil. I skulle egentlig bare have haft et postkort, men har "bare fået lidt mere". 
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været morsomt for os at skrive dette og det giver os selv et godt minde om vores ferie i det sydvestfranske. 

På lørdag kører vi til Provence, hvor vejret, ikke bare efter vejrudsigten, men også generelt er bedre. Vi håber, at der bliver lejlighed til at skrive yderligere et rejsebrev fra Provence, men vi lover ikke noget. Til gengældt bliver der mulighed for, efter vores hjemkomst, at høre hvordan det er gået på resten af vores tur. 
Skulle der være nogle, som imod forventning hellere vil have et postkort med lidt færre oplysninger, ja - så må I jo lade os det vide. 

Er det ikke fantastisk. I dette vidunderlige land, som igennem tiderne har fostret et utal af videnskabsmænd, kunstmalere, forfattere samt kunstnere af snart sagt alle mulige (og umulige) slags, for ikke at nævne et utal af filosoffer, dette land er ikke i stand til at frembringe en sproglig forståelse i befolkningen, så de er i stand til at svare på selv ganske simple sætninger på engelsk! Er det ikke bare utroligt? 

Nå. Her til formiddag kører vi ind til Biarritz og går en tur i byen og ser os lidt omkring. Det bliver kun til "lidt", for det begynder at småregne på et tidspunkt og da vi tilfældigvis er lige ud for Musée de la Mer, beslutter vi os for at gå ind at se det og håbe på, at vejret er blevet lidt bedre når vi kommer ud igen. For øvrigt er museet ganske interessant.  

 

Vis stort billede.
La Musee de la Mer - ligger i Biarritz.

Vis stort billede.
Klippeøen Rocher de la Vierge.

 
Inden museumsbesøget når vi lige at komme ud på en lille klippeø som er forbundet med en gangbro til fastlandet. Klippeøen hedder Rocher de la Vierge og ligger lige ved museet.

Det er  meget morsomt at se, at vi dagen i forvejen har gået hele vejen til Biarritz langs stranden og i dag (altså til formiddag) er det ikke muligt, fordi det er højvande og alle strandene er sat under vand. 

Nu kommer vi så tilbage til det her med at kunne tale - og forstå - engelsk i Frankrig. Det er vores hensigt, at tage disketten med rejsebrevet med ind til Biarritz og sende det derfra. Vores fantasi rækker til gengæld ikke til, at man i en by af denne størrelse, ikke kan prale af en Internetcafé. 
Men, det umulige er indtruffet - byen kan tilsyneladende ikke mønstre en sådan. 
Jeg prøver så at spørge en ung mand i en varebil og hvor utroligt det end lyder, prøver han efter bedste evne - og ikke mindst sprogkundskaber - at forklare den ret indviklede vej til en Internetcafé, som ligger ca. 10 kilometer væk…!

Som situationen normalt er hernede, skal han have mindst 11 med pil opad for kunstnerisk udførelse af tegningen og knap så meget for sproglig præstation. Men han kunne og han gjorde det. Det taler til hans ære. 

Vi overvejer om vi skal afprøve hans kørevejledning og i mellemtiden kører vi ind i et stort Casino for at handle. Måske kunne vi være så heldige, at der et eller andet sted i centret er mulighed for internetforbindelse, så jeg retter henvendelse til en person, som står i det, der nærmest kan beskrives som fotoafdelingen i sådan et stort Bilka-agtigt supermarked.  

For det første var han meget svær at få kontakt med. Der er ingen tvivl om, at da han ser jeg nærmer mig disken, konstaterer han meget hurtigt, at her kommer der én der lugter af problemer. Ferietøj, sandaler og bare tæer, samt kamera på skulderen. Jo, jo, den er go´ nok. 
Han har allerede stillet ind på uendeligt - og bliver ved med det - indtil jeg tilspørger ham: Om han taler engelsk? Jo, da, lidt…lyder svaret…..   

Og så er det nu man skal passe meget på. Der skal ikke herske tvivl om, at franskmændene er super arrogante, men ikke nok med det, de er også super indbildske.

"Jo, da, lidt" var de eneste engelske gloser der kom over hans læber den dag og formodentlig mange  uger frem i tiden.

Efter at have forelagt ham mit lille problem med Internetadgang, lirede han et eller andet af på fransk, vimsede ned ad den store midtergang med mig sjokkende bagefter - og pegede på afdelingen for computere! 
Sådan en parodi på en "verdensmand".  Helle var ved at gå til af grin over ham og hans vimseri. 

Nå, ekspedienten i computerafdelingen fortjener også et par points. Det lykkes da for ham at forklare, hvor der er et sted, hvor vores hedeste ønsker (vel at mærke Internetadgang) kan opfyldes. Og sandelig om det ikke er det samme sted, som den rare franskmand i Biarritz har forklaret. Og ikke nok med det, det ligger næsten lige ovre på den anden side af gaden. 

Men trængslerne er ikke forbi for os hårdt prøvede turister. Efter adskillige rusk i døren til det forjættede land, kan vi konstatere at der er lukket og låst - og der åbnes først om en time!

Så kører vi resolut hjem til pladsen og forsøger os så med den stedlige computer, der virker via et telefonkort, hvis ellers der er tilstrækkelig mange enheder på det. 
Kortet bliver indkøbt, PC´eren virker tilsyneladende, men (og det er her man er parat til indlæggelse) der er ikke noget diskettedrev…!

Det viser sig, at maskinen er totalt støbt ind i plastik og kan absolut ikke andet end koble sig op på Internettet og det er jo en god forretning for teleselskabet. Til gengæld er det en meget dårlig forretning for os. Vi har lavet vores hjemmearbejde og skal kun bruge 5 minutter for at få det afleveret.     

Nu har vi ligesom fået nok. 

Vejret indbyder til strandtur, så vi pakker hurtigt og kører ned til "vores" flotte strand i Biarritz, hvor resten af eftermiddagen bliver tilbragt.  

 

Vis stort billede.
Stranden ved Bidart.

 

Det blæser svagt, men alligevel er der en meget voldsom brænding. De badende går faktisk kun ud til knæhøjde og står så der og venter på, at bølgerne kommer og overskyller dem, hvis de ikke er så uheldige at blive væltet omkuld. Det er meget voldsomt. 

På vej hjem fra stranden, prøver vi så endnu engang at køre til det nu berømte Super Bowling, som kan levere vores ønsker om Internetadgang.  
Døren er åben, ledige maskiner af sidste nye kaliber med alt tilbehør, flinke, rare og hjælpsomme mennesker, som efter bedste evne gerne vil tale engelsk/fransk - og som I forhåbentlig har erfaret - får vi nu sendt vores griflerier, som ligger på den medbragte diskette. 

Aftenen bliver tilbragt på terrassen med at grille, smage på lidt rødvin og prøve at kortfatte dagens begivenheder for at få dem nedfældet til de kommende generationer. 

På et tidspunkt sker der det, at naboen tænder op i grillen. Det er deres sidste aften på pladsen og alle sejl bliver sat til. 

Grillen bliver tilsyneladende startet op med højoktan aircraft fuel, så vi får en begrundet mistanke om, at hele pladsen er parat til "take off" inden for få minutter. 
Senere, da stanken af brændstof har fortaget sig, kan vi umiskendeligt mærke på duften, at de skal have fisk til aftensmad. Umiddelbart går vores gæt på tun, men laks er også et bud. Hvad der reelt bliver sat på bordet derinde, vides ikke i skrivende stund - og vi får det heller aldrig at vide. 
Men vi kunne følge med i det hele.

 

Til sidetop.

 

Så er det sidste dag her på stedet. Som altid, er det en mærkeligt dag, hvor man har lidt svært ved at foretage sig noget, for "vi skal jo hjem i morgen". 
Vi skal godt nok ikke hjem i morgen, men derimod videre til Provence, hvor der forhåbentlig venter os endnu en pragtfuld uge.

Men alligevel, man bliver ligesom lidt rodløs - opbruddet ligger og lurer. 

Vi kan - om ikke tørt - så halvtørt konstatere, at vejret ganske rigtigt er meget omskifteligt her i Baskerlandet. Det er ikke typisk sydfransk, med bagende sol og en varme der nærmest slår én.

Dette til trods, har det virkelig været en oplevelse at se en egn af landet, som på mange punkter er så meget anderledes, end det vi kender. Sådan er det. Hver egn og hvert område har sine særheder og specialiteter og vi vil ikke have undværet også at opleve dette her. Har man set det meste af Frankrig og ikke været i Pays Basque - så skal man ikke snyde sig selv for dette hjørne af landet. 

Her i formiddag er vi ude at købe lidt postkort - nogle vil jo godt have postkort - og vi tanker bilen, så den er klar til ca. 800 kilometer fransk motorvej i morgen tidlig. 

Frokosten bliver i dag indtaget lidt tidligere end vi plejer, så vi kan komme ned på stranden i ordentlig tid og få lidt ud af eftermiddagen. Vejret tegner fint og der er ikke noget bedre, end at ligge nede på stranden og lytte til den voldsomme brænding. Herligt. Måske er der også gang i surferne. 

Og så må jeg nok hellere lige indskyde, at når vi taler om surfere, så er det ikke vindsurfere som hjemme i Danmark. Næh, det er surfere, som dem vi ser i amerikanske sommerfilm, hvor den ene unge mand er mere dygtig end den anden, til den sport det er at stå op på et "strygebræt" og ride på bølgerne ind mod kysten. Vel at mærke uden at miste balancen…
- Det viser sig desværre, at der ikke er så mange surfere i dag, hvad årsagen så end er.  

Hvor utroligt det end lyder, giver det én en utrolig indre ro og balance bare at sidde dér på stranden og se på havet, lytte til brændingen og se de unge menneskers fantastiske udfoldelser.  

Kunne jeg ende mine dage med det synsindtryk på nethinden - og lyden af brændingen ind mod land på min "indre båndoptager" - så tror jeg ikke jeg ville ønske mig mere Det er helt utrolig fredfyldt og man kan godt beholde alt andet for min skyld.  

Nå, vi må videre.

På vej hjem fra stranden er vi lige inde på postkontoret at købe frimærker til de sidste postkort og samtidig købe en bog med postnumre over Frankrig. Vi kan ikke nære os da vi kommer tilbage til pladsen, uden at vi lige skal ned at have en dukkert i swimmingpoolen.  

 

Til sidetop.

 

Vi har ikke sovet godt i nat og det skyldes formodentlig, at det er opbrudstid. Vi er tidligt vågne og da klokken er 06:30 står vi op og får gjort "klart skib" meget hurtigt.

Morgenmaden er kun en bar kop kaffe for at spare tid - vi har ca. 800 kilometers kørsel at se frem til - så vi skal ikke spilde tiden. Klokken 07:30 er vi klar til at køre fra campingpladsen og vi er meget hurtigt på motorvejen og så bliver bilen sat i overgearet, så vi kan få lagt noget asfalt bag os.

Efter en times hurtig kørsel er vi inde for at få os lidt mere fast føde, i form af lidt flûte med ost, samt kaffe og derefter igen på "landevejen". 

Om turen er der ikke så meget at berette. Den går hurtigt og glat. Efter 824 kilometer er vi nået frem til vores bestemmelsessted, Digne-les-Bains, i Provence. Under vejs kan vi glædeligt konstatere, at Vorherre langt om længe har smidt nogle store brændeknuder i brændeovnen og tændt for de store lamper.

Kort sagt: Temperaturen bliver helt sydfransk, nemlig 33,7 grader og dertil sol fra en skyfri himmel. Vi  kan endnu en gang konstatere, at i Provence er klimaet anderledes, nemlig mere sol og mere varme - vi føler det næsten som om vi er kommet hjem, efter de utallige gange vi har besøgt Provence.   

Vi finder uden problemer Le Vallon des Sources - "Kildernes Dal" - som skal være vores hjem i den næste uge. 

Vi henvender os glade og forventningsfulde i receptionen for at booke os ind. Her bliver vi først mødt af en ung mand, som vrider sig ustyrlig meget i sædet, ved udsigten til at skulle tale alt andet end fransk. Med lynets hast, får han ekspederet os videre til en - tilsyneladende - overordnet kollega, som heldigvis er rimelig god til engelsk og vi fortæller hvem vi er og hvor vi kommer fra.
Der er lige lidt problemer med at se hvordan der er betalt, men alt løses heldigvis hurtigt, til alles store tilfredsstillelse.

Så vidt, så godt. 

Næste punkt er, at vi som sædvane er de fleste steder, bliver afkrævet et depositum på 100 € til dækning af bare nogle af alle de ødelæggelser, vi forventes at gøre i løbet af vores korte ophold. 

Nu er vi jo fredelige mennesker og indstillet på, at tingene skal forløbe stille og roligt, så for at vise vores gode velvilje, fremdrager jeg mit Visakort og lægger det på bordet, samtidig med at jeg fortæller ham, at vi selvfølgelig godt forstår hans forlangende. Den form for forlangende er vi også bekendt med fra andre steder. 

Som svar på denne - vores gode velvilje - siger han, at han desværre ikke kan modtage Visakort, eller for den sags skyld, andre kreditkort. De modtager og bruger slet ikke kreditkort på stedet. Her arbejdes der udelukkende med kontante pengemidler og han vil således gerne udbede sig beløbet i kontanter! 

Det var lige godt pokkers!   

Det er på nuværende tidspunkt vi føler anledning til at fortælle ham, at vi endnu ikke har været et sted i Frankrig, hvor de ikke modtager kreditkort. Det være sig det mindste lille ishus i den yderste lille provinsflække.

Alle, og vi gentager, alle steder kan man bruge sådan et lille plastikkort. Og i øvrigt er vi ikke fra udlejningsbureauet blevet gjort opmærksomme på denne særdeles utidssvarende måde at behandle pengesager på, så derfor har vi meget naturligt ikke så mange kontanter.

Men lige lidt hjælper det, svaret er - og bliver: "Non Monsieur!"   

Vel har vi lidt klingende mønt på lommen, men de er ikke ligefrem beregnet til at skulle bruges på et dumt depositum. Desværre er vi her stødt på sand, fransk ubøjelighed og bureaukrati. Har vi ikke kontanter, er vi velkomne til at køre ind til byen at hæve penge og komme tilbage, når vi har fået fravristet automaten de herlige kontanter.

Ikke noget med, at vi kan blive installeret i lejligheden og komme af med bagagen og lige trække vejret.

Næh, ingen penge ingen lejlighed - og så beklager han selvfølgelig for ulejligheden, men det er uden for hans kompetence, at ændre eller slække på reglerne. 

Stillet over for dette bastante ultimatum og godt trætte efter 800 kilometers kørsel, bliver de nødvendige midler nu hentet i tegnebogen og samtidig hermed, opfordrer vi ham i høflige vendinger til at gå videre op i det franske bureaukrati,  medbringende vore beklagelser og så i øvrigt fortælle dem, at i kalenderen står der altså år 2004!   

Igen mange beklagelser og skuldertræk, pengene bliver talt omhyggeligt op og sirligt lagt i en kuvert som bliver lukket, hvorefter vi begge (han og jeg) forsegler pagten ved at skrive vore navne på kuverten. 

Se så. Alle er glade og tilfredse - lige med undtagelse af os!   

 

Vis stort billede.
Den "berømte" kuvert.

Vis stort billede.
Vores opholdssted i Provence - Digne-les-Bains.

 
Efter dette lille intermezzo, er der ikke flere problemer.  

Vi bliver høfligt, men bestemt,  indført i "husreglerne" på stedet, så vi véd hvordan vi ikke skal opføre os. Derefter får vi forevist en lille lejlighed, med en minimal terrasse/altan/balkon, men, det ser ud, som om det vil fungere. Endelig får vi overdraget nøglerne til lejligheden og med ønsket om et godt ophold, går han så tilbage for at passe sit lille bureaukrati.

Man er vel høflig…! 

Så får vi ellers travlt med at få os indrettet på de få kvadratmeter og få det bedst mulige ud af det. Det lykkes nogenlunde og efter et tiltrængt bad og lidt senere et tiltrængt måltid mad, skal vi lige snuse lidt rundt på stedet og se hvad der er og hvor det er. 

Til alt held fik vi ikke ødelagt noget på vores rundtur, så vores kontante depositum er indtil nu ikke i farezonen! 

Nu er der heldigvis faldet lidt ro over os. I skrivende stund - klokken er 22:20 - er det behageligt varmt uden for. Vi sidder ude på balkonen og nyder en god nightcap og når vi ser op mod himlen, ser vi tydeligt bjergenes sorte skygger på baggrund af månens diffuse lysskær og cikaderne holder som sædvanlig en rigtig "koncert". 

Det er Provence.

 

Til sidetop.

 

Vi vågner til flot vejr og det er vi jo ikke forvænt med fra vores ophold i Bidart.

Vi har aftalt med Susanne og Per, at vi skal mødes i dag hos dem og så skal vi overnatte til i morgen.

Vi kører fra Digne-les-Bains klokken 10:20, fordi vi gerne vil se - og gense - nogle ting på vejen.

Vi er bl.a. inde at se nogle mærkelige stenhytter, Village des Bories, som er opført af mellem 200.000 og 300.000 sten, og de vejer mellem 30 og 200 tons. Stedet ligger nær byen Gordes,  som for øvrigt også er et besøg værd.
Når man går rundt uden for på pladsen hvor husene er bygget er der hamrende varmt, ca. 36 grader. Men lige så snart man går ind i et af husene, er der dejlig svalt - de vidste godt hvad de lavede, de gamle gubber.

 

Vis stort billede.
De ejendommelige - og spændende - stenhytter i Village des Bories.

 
Senere får vi et glædeligt gensyn med - og på - Mont Ventoux. Vi er ca. en halv time om at køre derop - der er en stigning på 10-12 procent og temperaturen falder ca. 8 grader under opkørselen. Det er gensynet værd. 

Vi har aftalt,  at vi skal være i Villedieu klokken 16:00 og præcis klokken 16.00 ringer vi på døren hos Susanne og Per. 

Om eftermiddagen er vi først på torvet for at få os en øl til at slukke den værste tørst med og her falder vi i snak med to hyggelige, gamle franskmænd, som sidder og hygger sig med lidt i glassene. Da de hører at vi skal på La Quinquette at spise, (det er en meget hyggelig familierestaurant, der ligger ned til floden Eygues) - og derned - siger de"oh la la, der er langt at gå"! Det mener Susanne og Per nu ikke. De har været der tidligere i bil og mener, der "kun" er ca. 3 kilometer derned!

Til trods for advarslerne fra de gamle fyre på torvet, bestemmer vi os for at derned for at samle appetit. 

Og det får vi virkelig gjort  

Da vi skal hjem, får vi taxachaufføren til at måle hvor langt der reelt er. Det viser sig, at der er mellem 5 og 6 kilometer derned og det gik vi i ca. 35 graders varme og bagende sol! 

Torve livet i sådan en lille fransk landsby er noget for sig. De to gamle mænd vi faldt i snak med, havde også deres indbyrdes diskussioner om stort og småt. 
Der er specielt to ting, der for øjeblikket optager alle i landsbyen. Nemlig fontænen på torvet og beskæringen af platantræerne på torvet. 
Fontænen har to haner og rundt om hanerne er der en kraftig bevoksning af mos. Diskussionen i byen går på, om mosset skal fjernes eller det skal have lov til at blive. Det er noget der
virkelig optager alle og bølgerne går højt, både på torvet og med skriverier i det lokale blad.

Hvor vidt det er "pænt" med mosset eller ej, skal jeg lade være usagt. Det er i hvert fald en garanti for, at vandet der kommer ud, ikke er forurenet, for i samme øjeblik mosset dør, er det ensbetydende med, at vandet er forurenet.  

Platantræerne volder også problemer. Nemlig om det skal være professionelle udefra der skal komme at beskære dem, eller det skal være lokale som skal prøve sig frem. Her går bølgerne også højt og det var sjovt at høre de to franskmænd. Man skulle bare lige berøre emnerne, så fløj skummet fra glassene og der blev fægtet med arme og ben, så det var en sand fornøjelse. 

Om der på nuværende tidspunkt er blevet enighed om hvad man skal - eller ikke skal - vides ikke. Men én ting er helt sikkert: der er livligt på torvet også om aftenen, når den værste hede og sol er væk. 

Vi slutter aftenen af på det mere end livlige torv, med kaffe og Marc (Provencalsk cognac), hvorefter vi går hjem og runder aftenen af med et glas hvidvin.

Vi kommer først i seng klokken 01:30. En virkelig dejlig dag og aften.

 

Til sidetop.

 

Som sagt, kom vi først i seng klokken 01:30 efter en meget hyggelig aften. 

Vi forlader Villedieu klokken ca. 09:30 og kører mod Nyons og videre mod Gap. Under vejs kører vi langs Gorges St. May, en meget flot strækning, som vi før har kørt. I Serres vender vi næsen mod syd, mod Sisteron. Det er en flot by, der ligger ved Durance-floden. 
Efter dette går det mod Digne-les-Bains og vi er tilbage i lejligheden klokken 12:30. Efter en hurtig frokost, bliver der dømt middagslur - 2 nætter i træk, hvor vi ikke har fået for megen søvn, er ved at hævne sig.

 

Vis stort billede.
Udsigt ud over Durance-floden ved Sisteron.

Vis stort billede.
Én af de snævre gyder i den gamle bydel i Digne-les-Bains.

 
Her i eftermiddag er det ved at blive rigtig varmt. Der er lovet op til 37 graders varme og det virker, som om forudsigelserne kommer til at passe. 
Alligevel vil vi godt en tur ind til Digne-les-Bains at gå lidt omkring og vi besøger blandt andet den gamle bydel, som er meget charmerende. 
Efter dette er vi altså nødt til at frekventere en af de utallige små og hyggelige barer, for at få stillet den værste tørst.

På vejen hjem bliver der også handlet lidt ind, blandt andet til aftensmad.

Nu vi er ved indkøb. Det at handle ind i et fransk supermarked er på visse punkter markant anderledes. Franskmændene er jo på mange punkter høflige og belevne og de holder meget på formerne. De har således også en anden og væsentlig højere service med visse ting  i deres supermarkeder. 

Tag f.eks. den situation, at man selv skal finde forskellige grøntsager og så veje dem bagefter. Her hjemme kan du få lov til selv at stå og bøvle med vægten og lede langt og længe efter en der kan hjælpe dig, hvis vægten ikke fungerer eller det pågældende billede af grøntsagen af en eller anden grund ikke sidder på tavlen længere. Vi kender vist alle sammen den situation! 
Nej, hvor er hjælpen langt væk!

Så kan vi lære lidt af franskmændene. Her foregår det på den måde, at du bevæger dig med dine færdigpakkede grøntsager ned til en betjent "veje-ø", hvor der er 4-6 vægte. Her lægger du så dine grøntsager op på vægten og ekspedienten står så og programmerer vægten for dig  på kryds og tværs af det hele. Dét er nemt, hurtigt og smertefrit. 

Men - når man kommer ned til kasserne! Så skal man til at mobilisere al den tålmodighed man er i stand til - og en hel del mere. Her er servicen helt i top - men af en helt anden karakter!

I Danmark er vi vant til, at hver enkelt tur gennem kassen går hurtigt og nemt. En hurtig kassedame, ønsket om at få det her overstået hurtigst muligt, samt dankortet, er med til at opfylde ønsket om hurtighed. Ikke noget småsnak om det ene eller det andet. Højst en forespørgsel om muligheden for at få udbetalt lidt penge på dankortet.  

Men i Frankrig...!

Ja, så er det altså, at tålmodigheden kommer på en mere end hård prøve. Den (tålmodigheden) skal begynde allerede når man ser  længden af køen. Når man så erfarer, at én af årsagerne til disse lange køer er af social karakter, ja så er det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Den enkelte kunde og kassedamen har ganske enkelt oceaner af tid til at snakke og småpludre. Det er rendyrket smalltalk der udøves her og det må kunne få socialkonteret i en hvilken som helst dansk provinsby til at rødme af skam.

Alt imens varerne køres gennem stregkodelæseren snakkes der og skulle der pludselig være et mere alvorligt emne der kommer op, ja, så går indlæsningen ganske enkelt i stå! Her hjemme er vi vant til, at der er to "sluser" til varerne, således at den ene kunde kan pakke i fred og ro (men dog skynde sig), mens den anden bliver betjent. 

Sådan er det ikke i Frankrig. 

Det du troede skulle være et halvhurtigt comando raid for at handle lidt fornødenheder ind, er på nuværende tidspunkt ved at udvikle sig til en mindre katastrofe. På båndet ligger der nu for sådan ca. 137,50 € varer tilhørende kunden foran dig! Lad dét være hvad det være vil, men der er kun én "sluse" til varerne...! 
Altså blokerer kunden for den næste i rækken, indtil alle varerne er pakket i diverse poser. 

Men rolig nu. Trængslerne er langt fra forbi.   

Alt imens varerne bliver pakket ned i et hav af poser, fortsætter udvekslingen af nyheder og når denne proces efter en rum tid er tilendebragt, kommer vi til næste nummer i rækken af "sociale udfoldelser" og den er ikke uvæsentlig. 

Franskmændene elsker checks - de er helt vilde med dem!

Igen er der belæg for at få tiden til at gå med en masse hyggelig snak omkring løst og fast, alt imens man nu begynder at lede efter checkhæfte og kuglepen (hvis man da ikke skal låne én). Når alle tingene er fundet og man har fundet et fornuftigt sted at bruge som underlag for sine griflerier - og i øvrigt er blevet enige om beløbets rigtighed og fået styr på pungens forskelligartede indhold der truer med at forlade sit vante opholdssted - så bliver checken skrevet.

Når dette så er sket, skal den (checken) herren hjælpe mig igennem et specielt stemplingssystem (noget lignende det vi kender fra bankernes udskrift af kvitteringer). Herefter får kunderne forevist checken, så de selv kan overbevise sig om, at beløbet er udskrevet korrekt...! 

Voila! Hermed er der så en kærkommen lejlighed til at få afrundet den hyggelige samtale man har haft med kassedamen, ønske hende og hendes familie, puddelhunden og alle de andre en fortsat god dag, samt lige udveksle de sidste høfligheder med de andre ved kassen. 

Der er på nuværende tidspunkt man ville ønske, at man beherskede det franske sprog til fuldkommenhed. Eller også skal man være glad for, at man ikke gør det...

 

Til sidetop.

 

For et par dage siden opdagede vi, at det ene nærlys på bilen mangler. Pokkers også. Det sker efterhånden temmelig tit og er yderst irriterende. Erfaringsmæssigt véd jeg, at det er en større operation, at skifte noget så enkelt som en forlygtepære på en Ford vogn. 
Det er ellers franske biler der har den absolutte førsteplads, når det gælder sværhed og besvær, samt mængden af ting og sager der skal afmonteres, for at udskifte en ellers nem lille sag, som oven i købet forventes at skulle skiftes forholdsvis tit!

Den medfødte dovenskab har indtil i dag afholdt mig fra at gå i gang med projektet, men nu er der ingen vej uden om. 

Vi skal på besøg hos en kollega i Castellane i eftermiddag og i aften, så det kan forventes at det bliver mørkt inden vi kommer hjem og så er det en tvivlsom affære, kun at have ét nærlys. Det skal snarest passe, at det også ryger sig en tur under vejs og så har vi balladen.

Altså tidligt i gang. Først i supermarkedet at købe en pære og så ellers tilbage for at finde et sted i skyggen. 

Allerede på dette tidspunkt begynder jeg at forbande forhandlere og ikke mindst konstruktører af  Ford biler langt væk. Da Helle kan mærke, at jeg er ved at være tændt, flygter hun op i lejligheden. 
Efter således at være overladt til mig selv og uden tilhørere der gider høre mine mange og - synes jeg selv - gode udgydelser, kan jeg lige så godt begynde på dagens arbejde.   

 

Vis stort billede.
Så skal der skiftes forlygtepære i bilen - en ikke helt lille operation!

 
Op med motorhjælmen, af med et beskyttelsesstykke over køleren, afmontering af kølergrill, afmontering af nogle stik til forlygten, afmontering af tre skruer, løsning af to skruer, så prøver jeg at få forlygten lempet ud. Derefter løsning af fjeder og afmontering af beskyttelseslåg ind til selve pærerne. (Nu nærmer vi os…)

Så afmonteres et nyt stik, denne gang på den famøse pære og fjederen der holder pæren på plads løsnes.

Voila.

Den dårlige pære tages ud, den nye sættes i og så gentages hele proceduren, denne gang baglæns. Se, er det ikke bare nemt og hurtigt…! 

Så skal det lige indskydes, at der bagefter forestår et større rengøringsarbejde af hænderne, som i løbet af denne arbejdsgang er blevet umanerlig beskidte.

Nå, efter denne hårde omgang arbejde midt i ferien, bliver der heldigvis skyllet efter med en kold øl og det kan til en vis grad formilde omstændighederne. 

Men det er da strengt, ikke?

Her inden frokost giver vi os lige tid til en times tid ved swimmingpoolen og lidt afslapning i solen bagefter. Det er blevet varmt…!   

Næsten lige inden vi skal køre til Castellane (klokken 15:30), kommer der to mænd og siger, at de skal ind i køkkenet med et skab…? 
Helle har godt nok på et tidspunkt beklaget sig noget over, at der næsten ikke er ret meget plads til at sætte "småting" fra på, når vi kommer hjem fra indkøb. Der er faktisk kun køkkenbordet, som består af en rustfri plade med 2 indbyggede kogeplader (som er hundrede år om at komme i omdrejninger!), en køkkenvask og endeligt ca. 60 cm bordplads under en nedhængende kasse, hvori der står en mini ovn…!

Til gengæld er der fundet plads under kogepladerne til en mini opvaskemaskine, som vi dog ikke finder brug for! Det vil sige, at der er ikke ret meget køkkenbordsplads. 
Den øvrige plads i køkkenregionerne er begrænset til spisebordet, der, såfremt man har behov for at sidde dér at spise, meget naturligt ikke kan bruges som oplagsplads. 

Altså: To mænd kommer ind med et skab, som måler ca. 90 cm. i bredden, 40 cm. i dybden og ca. 150 cm. i højden? De placerer det uden spørgsmål i køkkenet på en sådan måde, at det - selvfølgelig - står op mod væggen, ca. 5 cm. fra den ene seng, (der er placeret to senge i stuen - hvor hyggeligt !) og ca. 5 cm. fra spisebordet…!

Vi havde uheldigvis ikke fået sat den ene spisebordsstol tilbage på sin plads inden skabet kom, så når den engang skal det, er vi nødt til at rykke bordet, sætte stolen ind under bordet - og så rykke bordet tilbage til sin oprindelige plads.

Gør vi ikke det, kan de der eventuelt skal sidde på den modsatte side af bordet og spise, ikke sidde der, fordi stolene ikke kan komme langt nok tilbage!

Hvor fransk!

Nå, klokken ca. 15:45 kommer vi så ud af døren og kører til Castellane, hvor vi som tidligere nævnt, skal besøge en kollega, der også er på ferie her i området. 
Vi har en virkelig hyggelig eftermiddag/aften hvor vi griller og ved 22-tiden kører vi hjemad. Der er stadig godt varmt - 23ºC - og mørkt (meget godt jeg fik skiftet forlygtepæren) og da vi  kommer hjem, får vi os en nightcap på terrassen, inden det er tid at gå i seng. 

I morgen skal vi tidligt op, for vi har tænkt os at tage til Nice med "Koglebanen". Afgang fra Digne-les-Bains klokken 07:00.

Det er altså tidligt på en feriedag, hvis der skulle være nogle der er i tvivl.

 

Til sidetop.

 

Det blev senere i går end forventet og vi vågner rimeligt kvæstede af varme klokken 08.40…!

Det var ikke så heldigt.

For det første nåede vi jo ikke toget til Nice og for at det ikke skal være løgn, er vi også for sent på den, til at vi kan nå at købe morgenbrød på feriestedet! Der stopper salget allerede klokken 08.30! (Og det er ganske enkelt for dårligt efter vores mening…!) 

Jeg starter med at køre til bageren i det nærmeste supermarked og under morgenmaden bliver vi enige om, at vi måske skulle have et gensyn med Grand Canyon du Verdon.

 

Vis stort billede.
Grand Canyon du Verdon, eller George du Verdon, som den også bliver kaldt.

 
Vi kører fra Digne-les-Bains klokken 10.01 og beslutter os under vejs for, at vi vil køre syd om slugten, altså ad Rive Gauche (venstre side).

Der er 15-20 år siden vi sidst har været her og den gang var det ad Rive Droite (højre side) - eller nord om, om man vil.

Som forventet er det selvfølgelig et gensyn værd. Det er flot og imponerende og da vi når frem til Lac de Ste. Croix, har vi svært ved at forstå - eller forklare den ubeskrivelige flotte isgrønne/isblå farve søen har. Den er bare så flot. 

Nu går det så tilbage mod Digne-les-Bains og her hvor vi nærmer os byen sydfra, kan vi se en hel masse lavendelmarker. Desværre er de ikke helt udsprungne, så de har endnu ikke fået deres karakteristiske farve. Det er noget Digne-les-Bains er kendt - og berømt - for, men indtil nu, har vi faktisk ikke set ret mange lavendelmarker. Men nu véd vi, de er der.

 

Vis stort billede.
Typisk lavendelmark i nærheden af Digne-les-Bains.

Vis stort billede.
Swimmingpoolen.

 
Omkring klokken 15:15 er vi tilbage i Digne-les-Bains og efter en lynhurtig omklædning, er vi nede ved swimmingpoolen, så vi kan få os en dukkert og blive svalet lidt af.  Air-con´n har ellers kørt for fulde omdrejninger, så vi kan holde ca. 20 grader inde i bilen imod ca. 34 grader udenfor, men alligevel er det varmt at køre i bil hernede. 

Efter at være blevet svalet af i swimmingpoolen et par timer, kører vi lige ned for at handle nogle småfornødenheder ind til i aften og så er det ellers hjem igen hurtigst muligt. 

Vi spiser sent i dag og det er vort oprigtige mål, at i morgen vil vi til Nice. Vækkeuret er allerede sat på nuværende tidspunkt, morgenmaden er købt og klar, så nu er der ikke nogen undskyldning. 

(Ikke før i morgen tidlig, når vækkeuret ringer.)

 

Til sidetop.

 

Der er ikke rigtig nogle undskyldninger her til morgen, da vækkeuret ringer klokken 06:00. Selv om vi ikke har sovet for godt på grund af varmen og er lidt mørbankede, er vi enige om, at vi vil til Nice.

Klokken 06:45 står vi på banegården i Digne-les-Bains og får købt billetter. De koster 61.80 € for os begge og det er selvfølgelig retur. Turen tager 3 timer og et kvarter, så man får noget for pengene. Desuden bliver jeg mobbet lidt, fordi jeg for første gang får pensionistbillet…! Er man over 55 år i Frankrig, kører man på pensionistbillet hos Chemins de Fer de Provence. 

Igen har DSB noget at lære…! 

Turen er der ikke så meget at sige om ud over, at den er meget, meget flot, men, den er også lang. Desuden er det en smalsporet jernbane og skinnerne ligger ikke helt så godt, med det resultat, at man en gang imellem føler, at nyrerne bliver raslet løse. Men alt i alt en god oplevelse, vi kan anbefale andre.

Lidt underholdning er her dog. Det er ganske morsomt at iagttage hvordan lokomotivføreren utallige gange undervejs skal hilse på folk han kender. Toget kører stort set hele tiden parallelt med landevejen og det ene øjeblik er det en taxachauffør han skal hilse på, det næste øjeblik en lastbilchauffør. Et sted standser han toget midt ude i det hele, springer ud af toget og skal lige sige noget til nogle mænd, som går og arbejder. 

Ejendommeligt og ikke helt efter danske normer.

Og som om dette ikke er nok, er han en sand virtuos med tyfonen. Hver gang han skal hilse på nogen, får den både op og ned og til siden, så vi nærmest føler os halvdøve, inden vi er nået til Nice.

På tilbageturen fra Nice er det en anden lokomotivfører, som tilsyneladende er mindre populær. I hvert fald hilser han ikke på ret mange mennesker og bruger kun tyfonen dér, hvor der forskriftsmæssigt er brug for det. Alt andet lige meget behageligt.  

Vi er i Nice, lidt forsinket, klokken 10:45 og ikke til en SNCF banegård, men en speciel banegård til le Train des Pignes. Det skal man lige notere sig, til tilbageturen.  

Så får vi ellers travlt med at finde det vi gerne vil se. Først ned til Quai des Etats-Unis, det er Promenaden nede ved vandet. Derefter ser vi blomstermarkedet på Cours Saleya, videre gennem den gamle bydel, over Place Massena og op ad avenue Jean Médecin (opkaldt efter byens tidligere borgmester).

 

Vis stort billede.
Banegården hvor le Train des Pignes udgår fra i Nice.

 
Klokken 12:45 sidder vi igen i toget, på vej tilbage til Digne-les-Bains. Det var næsten ulidelig varmt i Nice og på tilbagevejen er vi heldige at komme med et tog af lidt nyere dato, med aircondition. Men, turen hjem er lang.

Tilbage i Digne-les-Bains handler vi lige lidt på vej fra banegården og så er det hjem at nyde et glas kold rosévin. Det trænger vi i allerhøjeste grad til. 

I aften skal der pakkes. Vi har besluttet at køre hernede fra en dag tidligere og tage det lidt mere med ro på vejen hjem. Kommer vi først herfra fredag, får vi for langt at køre til hotellet i Tyskland på grund af receptionens sene åbningstid. Den åbner først klokken 08:00, derefter skal der være syn af lejligheden, så vi kan risikere, at vi først kommer herfra klokken 09:00 og det er for sent - vi vil køre senest klokken 06:00. 

Altså kører vi i morgen, torsdag og tager vores første overnatning i Beaune, lidt syd for Dijon og så gør det ikke noget, at vi først kommer herfra op ad formiddagen.

 

Til sidetop.

 

Det er vist den første nat i vores ferie i år, hvor vi får en nogenlunde ordentlig nattesøvn. Hvorfor så det? Spørg mig ikke, det kan bare konstateres. Men jeg tror det har lidt med temperaturen at gøre. I nat har den i hvert fald været mere "normal". 

Alligevel vågner vi omkring klokken 06:30. Vi prøver at snyde os til en ekstra halv times søvn  og står så op. Klokken 07.30 skulle bageren så komme ude fra byen og sætte sit "morgenbord" med brød op på pladsen foran receptionen.
Med vanlig sans for manglende fransk præcision, kommer hun selvfølgelig først klokken 07:45 og siger med sit venlige smil, at "selvfølgelig kunne hun ikke komme til tiden". Pourquoi? Vi får det aldrig at vide.

Nå, vi får da endeligt lidt morgenbrød til den anden kop kaffe denne morgen, så nu fungerer man lidt bedre. 

Klokken ca. 08.30 går jeg ned i receptionen og meddeler at vi har tænkt os at rejse her til morgen og i den anledning gerne vil have inspektion af lejligheden, så vi kan få vores depositum tilbage. Han spørger lidt undrende om vi virkelig rejser i dag, fredag og dertil kan jeg jo kun svare, at det gør vi.

Jeg tror, han godt er klar over, at vi ikke har været så begejstrede for stedet.   

Nu forholder det sig jo sådan, at det ikke bare er dét med den manglende mulighed for at bruge kreditkort. Det er et minus vi godt kan leve med.
Til gengæld har vi lidt svært ved at acceptere, at et får tilsyneladende skal holdes som kæledyr i "feriekolonien" og f.eks. skal have lov til at blokere døren til receptionen, når man har et ærinde derinde. Eller lægge sig ud for en verandadør hos underboen, fordi der tilfældigvis er nogle kølige fliser. For ikke at tale om, at efter som det ikke har lært at gå på toilettet (ikke en gang et fransk stå lokum), så lægger det sine efterladenskaber pænt spredt over det hele.

- Og det passer ikke os!

Vi har dog ikke på nogen måde foreholdt ham vores opfattelse af kæledyret, fordi vi kun forventer at få et pænt, solidt, fransk skuldertræk ud af det. Til gengæld har han uden tvivl forstået det på vores kropssprog og øvrige lydelige tilkendegivelser. 

Nå, han fatter sig hurtigt, rejser sig med det samme og nærmest skridter hele turen af til lejligheden. Jeg opgiver at følge med ham, så han får lov til at "løbe" i forvejen. Efter en hurtig og overfladisk gennemgang af lejligheden, bliver vi clearet og han skridter tilbage til receptionen,  med mig traskende bagefter.

Jeg nægter ganske enkelt at løbe på denne tid af dagen!  Og også resten af dagen for den sags skyld! Når man har nået min høje alder og får pensionistrabat, så løber man ikke…! 

Jeg får overdraget vores deponerede 100 € og i og med, at han får overdraget nøglerne til lejligheden, ja, så er vi snart på landevejen igen.

 

Vis stort billede.
Det alle steds nærværende "husfår"...!

Vis stort billede.
Bjergparti fra vores hjemtur.

 

Klokken 08:50 går det mod nord. Temperaturen er 15ºC og turen går først mod Sisteron og  Serres. På vej mod Grenoble passerer vi Col de la Croix Haute i 1179 meters højde og temperaturen falder til 13,7ºC.

Vejret er også blevet lidt mere truende med mørke skyer, men vi ser da solen ind imellem. Til gengæld er udsigten formidabel flot, da vi kører ned fra Col´en og ser bjergmassivet Hautes Alpes.

Da vi senere når Grenoble, er temperaturen steget til 22.6ºC, hvilket faktisk er 10 grader lavere end i går ved samme tid.

Vi beslutter os for at køre uden om Lyon, som ellers altid er en gennemkørsel værd. Vi har imidlertid noteret os, at der er temmelig meget trafik, så vi tager motorringvejen øst om byen, hvorefter vi kører ind på N6 mod Macon. Her bliver trafikken yderlige fortættet, så vi beslutter os for at vende tilbage til motorvejen, resten af vejen til Beaune. Her er vi fremme på vores hotel klokken 17:00.   

Vi har i øvrigt "skiftet hotelkæde". Det lyder lidt flot, men vi synes efterhånden at Première Classe Hotellerne er blevet noget luvslidte.

Efter at have konstateret, at Village-hotellerne er en del bedre udstyret (air condition, større badeværelse, lidt mere hyggelige værelser, indvendig adgang til værelserne, et vindue "ud til det frie" og en lidt bedre morgenkomplét), er det helt klart, at det er dem der vil blive benyttet fremover, i hvert fald indtil noget bedre viser sig i den prisklasse. 

Efter at have booked os ind, kører vi lige i byen og handler lidt ind. Det viser sig, at det heldigvis kan klares lige rundt om hjørnet, som man siger. Vi køber bl.a. champagne, som vi skal bruge til at fejre Elisabeth med, når vi kommer hjem. Hun har fået nyt job som IT konsulent på Næstved Sygehus.

Efter at have handlet ind, skynder vi os tilbage til hotellet, så vi kan slappe af og ligge dér, hvor der ikke kører nogle biler. 

Vi får os et velfortjent glas rødvin - og vi får vist også mere end ét.

 

Til sidetop.

 

Vi vågner klokken 06:30 til overskyet vejr. Allerede klokken 07:45 er vi klar til at køre videre til Kassel i Tyskland, som er vores næste "pitstop" på vejen hjem.

Hotellet har givet os en god oplevelse, så det er helt klart, at det er et hotel og en by vi vil benytte fremover - og i øvrigt kan anbefale til andre. 

Turen til Kassel er der egentlig ikke så meget at fortælle om, den går planmæssigt. Vejret er heller ikke noget at skrive om, det er jævnt kedeligt, nemlig13-16ºC, overskyet, med regn ind i mellem. Temperaturen kommer ikke på noget tidspunkt over 20ºC.

Klokken 17:00 er vi ved hotellet og efter at have sundet os lidt, går vi over på nabohotellet og får os en velfortjent wienerschnitzel med dertil hørende velskænket fadøl.

 

Til sidetop.

 

Igen er vi oppe klokken 06:30 - uden vækkeur. Det er egentlig lidt chokerende, at man (vi) ikke kan sove længere om morgenen, når vi har ferie. Vores dagligdag har godt nok fået en stor magt over os, med hensyn til at stå tidligt op o.s.v. 

Nå, vi kører fra Kassel klokken 08.30  og der er sandelig ikke meget sommer i vejret. 12.4ºC!

Så er det den sidste strækning til Næstved det drejer sig om og vi bliver enige om, at vi vil "sparke røv" nu.

 

Vis stort billede.
Uvejr over Lübeck.

 
Vejret er desværre ikke for godt. Det er overskyet og mørkt med regn ind imellem og der foruden bliver vi lidt forsinket omkring Fehmarn Sund broen på grund af vejarbejde, så vi kommer først med en færge klokken 12:15. Ærgerligt!

Klokken 14:00 er vi i Næstved, hvor vi kan konstatere, at sommeren endnu ikke er kommet. Det er koldt, blæsende og så småregner det. 

Efter at have krydset rundt i Europa i godt 3 uger og kørt 6.347 kilometer, er det dejligt at være hjemme igen. Nu kan vi så gå i gang med at planlægge vores næste tur. 

Var der nogle der sagde Korsika?  Nu får vi se...! 

Du kan finde flere oplysninger om Aquitaine her

Du kan finde flere oplysninger om Provence her.

 

Til sidetop.

 

Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.
Jens Rostgaard Gjerløv.
Juli 2004.

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

Skulle du få lyst til at printe rejsebrevet ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her:
     Download printervenlig kopi her.

Til sidetop.