Provence....

Alene lyden af ordet ”Provence” er nok til at man svømmer helt hen i en herlig, lyksalig drømmeverden. Men drømmen er virkelighed: stedet er Provence, varmen er Provence, duften er Provence – og franskmændene er Provençalere med stort P. 

Ganske rigtigt gættet: vi er kommet til Provence.   

Vi har en god tur herned, som starter tidligt fredag morgen omkring klokken 04:00! Forude er der ca. 1.200 km. til vores hotel, som ligger lige syd for Dijon. Turen er rimelig begivenhedsløs (heldigvis), men længden er til gengæld lige i overkanten af, hvad der er morsomt. Vi er dog fremme i nogenlunde god tid – ca. klokken 20:00 – og efter indkvarteringen, får vi os et tiltrængt måltid mad.

Det begivenhedsløse i turen ligger i, at vi har valgt en anden rute end den vi sidst kørte ad til Lorraine og det giver sig udslag i, at vi kører glat igennem hele vejen, stort set uden vejarbejder, kø kørsel på grund af voldsom trafik o. lign., samt andre forstyrrelser.

I dag har vi så ”kun” ca. 600 km. at køre og de er væsentlig mere sjove og behagelige at tilbagelægge, end hovedstrækningen ned gennem Tyskland i går. Trafikken er mere behersket, vejene bedre og ikke mindst udsigten til, at man inden aften vil være fremme ved feriestedet, er jo i højeste grad med til at skabe fornøjelsen og glæden. 

Vi ankommer da også i så god tid til det Sydfranske, at vores håb om, at vi kan handle ind, inden vi booker os ind på campingpladsen, kommer til at holde stik.

Klokken ca. 17:30 bliver vi booket ind uden problemer og får hurtigt indkvarteret os. Inden længe har vi fundet os selv og godt sultne kan vi hygge os med et dejligt måltid fra grillen, under sydlandske himmelstrøg og dertil hørende varmegrader.

Første dag, hvor vi kan nyde, at vi ikke skal ud at køre en hel masse i bil. Dagen bliver da også rimelig begivenhedsløs: vi står op uden vækkeur, nyder solen, varmen og stranden, går på marked i Port Grimaud - dog uden at købe noget – kort sagt laver vi lige nøjagtig det vi har lyst til, når vi har lyst til det.

I dag bestemmer vi os for at tage en tur til St. Tropez. Vi har taget vore cykler med i år, så det bliver besluttet, at de skal holde for til St. Tropez. Det er en tur på godt 7 kilometer og det er væsentligt mere behageligt at tilbagelægge turen på cykel, frem for i bil og dermed risikere at køre i kø det meste af vejen. Det er et dejligt gensyn med den berømte by og den ligner sig selv fra sidste gang vi var her – stort set. Der er tilføjet nogle ting et sted og fjernet nogle ting et andet sted, men i bund og grund ligner den sig selv.

Berømtheder kniber det dog lidt med. Med lidt god vilje mener vi, at vi ser Richard Gere. Han må godt nok have haft en hård dag og nat, sådan som han ser ud og vi vil heller ikke holde ret mange af lommepengene på, at det er ham, men det lugter da af lidt, ikk´?

- Men hvem det så end er vi ser, så har vedkommende stadigvæk haft et hårdt døgn, for han var temmelig hårdt pumpet, den stakkel.

I går kunne vi drømme os til glamour og berømmelse da vi gik rundt i St. Tropez - i dag er det så os selv, der skal føre lidt af det ud i livet. Hør bare......

Vi skal til 60 års fødselsdags surprise-party lidt inde i landet, nærmere betegnet ved Seillans. Her er Margit, Erik, Jytte og Egon på ferie og i dag fylder Egon 60 år.
For næsten et halvt år siden aftalte vi med Margit og Erik, at vi ville holde surprise-party for ham i Provence og nu er dagen så kommet. For at lave lidt ekstra sjov med ham aftalte vi, at vi vil møde op i henholdsvis lang kjole og smoking og det er jo noget af en satsning i Sydfrankrig, når man sådan vover sig i den form for kravetøj - i hvert fald for mændene. 

Det vil blive varmt - meget varmt!!!

Allerede på campingpladsen får vi en forsmag på, hvad dette her kan udarte sig til. For det første er vi lige ved at dø af varme inden vi får alt tøjet på og selv om bilen er sat til "forvarmning", så airconditionen kan få lov til at køle lidt ned inden vi skal køre, så er det som om det ikke hjælper ret meget - sveden hagler ned af os.
På vej ud til bilen hilser vi så lige på naboerne, som står dér med hængende underkæber, da de ser os komme ud i bedste James Bond-stil. 
Der er virkelig også stil over det, men desværre får vi aldrig at vide, hvad de tænker om os i de sekunder.

Nu skal vi så møde Margit og Erik uden for huset i Seillans. Her skal de klæde om ved en nærliggende campingplads, efter at de har fået "lokket" Jytte og Egon til at sove til middag. Det er faktisk lykkedes over al forventning, ikke mindst fordi Jytte og Egon er overbeviste om, at vi ikke er i Frankrig på dette tidspunkt og i øvrigt ikke forventer, at der skal ske en hel masse i forbindelse med Egons fødselsdag. 
Det skal lige dertil siges, at han holdt stor fest hjemme i Danmark en uge inden de tog på ferie, så meget naturligt regnede de ikke med at der skulle ske en hel masse.
Selve omklædningen er en komedie i sig selv. I ly af den gamle campingplads, bliver der klædt om til lang kjole og smoking ude i det fri, under megen pjank og pjat. At Erik ender med at have 3 par bukser på, skal vi nok lade være med at tale højt om - det kunne jo ikke ses da han var færdig med omklædningen.

Da alle har fået iført sig selskabstøjet og sat lokkerne, er det om at komme ind i bilen i en fart og så lige så stille rulle ned til huset, hvorefter vi sniger os de sidste meter ned til terrassen.
Her kommer Egon så lige pludselig rundt om hjørnet, fordi han har hørt noget pusle og der står vi så - iført lange kjoler og smoking - og ligner nogle der skal til cocktail party i en James Bond film. 

Han tror ikke sine egne øjne da han ser os stå dér i fuld mundering, så han vender om på stedet og skynder sig ind på terrassen for at sunde sig oven på sådan et syn.  
Vi andre er nær ved at dø af grin, men får dog taget os sammen og så bliver der ellers sunget fødselsdagssang for alle pengene. 

Hvad naboerne tænker, er ikke godt at vide, men de har sikkert undret sig temmelig meget.

Efter således at have fået overrasket fødselaren godt og grundigt, bliver der skiftet til noget mere behageligt og passende tøj.  Resten af dagen - og aftenen - bliver brugt til grill party med masser af mad og vin, fotosafari på gekkoer der kravler rundt på væggene m.m.
Mætte af mad og vin går vi i seng "på et eller andet tidspunkt", efter at have haft en pragtfuld dag og fået fejret Egon.  

De mellemliggende dage er gået med ”de dovnes arbejde” – vi har daset ved stranden, spillet lidt strandtennis og bare nydt livet, spist og sovet til middag i sandet og lyttet til bølgernes sagte skvulpen.

Her til morgen skal Elisabeth og jeg så ind til Nice for at hente Nino i lufthavnen. Han kommer herned, for at Elisabeth og han kan have en uges ferie hernede, sammen med os.
Vi har en god tur ind til Nice. Den er som sædvanlig flot og vi har ikke nogle problemer med at finde lufthavnen, som ligger lidt sydvest for Nice. Der er så bare lige det, at ved selve lufthavnen, kan vi ikke se et eneste skilt der viser til enten ankomst eller afgang! Mærkeligt! Enhver lufthavn med respekt for sig selv og sine omgivelser, vil selvfølge advisere om disse to – særdeles vigtige – steder. 

Men ”nej”, det er ikke at se noget sted. 

Med typisk fransk overklassemaner, har man selvfølgelig ikke ulejliget sig med at oplyse om disse verdslige ting – og selvfølgelig slet ikke på engelsk. 
Jeg ved ikke om vi begge har overset et eller andet, men det eneste vi kan se, er, at vi kan komme til Terminal 1, Terminal 2 eller ”Kiss and fly”. Det sidste skal vi da i hvert fald ikke, så valget falder meget hurtigt (ikke mindst bestemt af trafikken) på Terminal 2. 

Det går til gengæld også nemt nok.

Vi finder parkeringshuset, får sat bilen, spurgt en stewardesse hvor ”arrivel” er og får det meget hurtige svar, at det er ”bare lige ud”! Voila, hvor svært kan det være… 

Vel ankommet til lufthavnen i god tid, kan vi se, at flyet fra København er forsinket ca. 20 minutter, så vi beslutter os for at få en kop kaffe, nyde tilværelsen og bare sidde og betragte menneskemylderet og de mange sjove typer. Efter en hård kamp ved bardisken for at få bestillingen igennem, får jeg udleveret verdens 2 mindste kopper espresso. 
Det kan man næsten sige sig selv! 
Nå, vi nyder de sparsomme dråber, slapper lidt af og glæder os over, at vi har tid nok. 

Da tiden nærmer sig, skal vi jo så lige se, hvor ankomstgaten er. Det første vi noterer os er, at flyet er landet før tid alligevel og da vi har ledt lidt efter ankomstgaten vedr. flyet fra København uden at finde den, spørger jeg en lufthavnsfunktionær, hvor den befinder sig. 

”Jo”, siger han, ”den ligger ude i Terminal 1, I skal bare lige tage bussen der holder udenfor, den kører direkte til Termial 1 og - det er ganske gratis”! 
På spørgsmålet om, hvorvidt man kan spadserer dertil, får han øjne et fjernt udtryk og han svarer på det mest bestemte, at: ”der er alt for langt at gå”!

Altså er der ingen vej uden om. Vi må ud for at tage bussen.

Hvor vi lige før havde masser af tid, har vi nu temmelig stort  underskud af tid – det er ikke så heldigt. 
Der går 7 lange minutter, før bussen begynder sin lange vej til Terminal 1, så vi er temmelig sikre på, at vi nu under alle omstændigheder kommer for sent.
Men puh ha, alt er forsinket ved ankomsten af flyet fra København, så det ender med, at vi får endnu en lang ventetid uden for dørene, inden Nino dukker op. 

Derefter begynder det hele forfra: ud for at vente på bussen der - ganske gratis - kører os tilbage til Terminal 2, hvor bilen holder parkeret. Med vanlig fransk arrogance, har man undladt at gøre ordentlig opmærksom på, hvordan betalingen i parkeringshuset skal foregå. Efter således at have gættet sig frem nogle gange og risikeret at miste sit kreditkort ved at putte det ind i diverse automater, lykkes det endelig at slippe fri af favntaget fra lufthavnen.

Så kan det ikke gå hurtigt nok med at komme til Port Grimaud og eftermiddagen bliver nydt på stranden.

Weekenden bliver igen brugt til ren afslapning. Vi er igen en tur i Port Grimaud til marked og det lykkedes de ihærdige sælgere at få Helle til at bruge penge på en kjole og undertegnede til at spendere penge på en skjorte. Vi må være ved at blive lidt "slappe".

I dag, mandag, skal vi til Porquerolles, den lille Bounty-ø, der ligger ud for Hyères, øst for Toulon. 
Før i tiden tog det ca. 20 minutter at sejle dertil, i dag tager det med de nye både mellem 10 og 15 minutter, alt afhængig af kaptajnens temperament. 
Efter at have lejet 4 mountainbikes begiver vi os ud på opdagelse – eller gensyn skal jeg måske hellere sige, for vi har været her flere gange tidligere. Det skal lige indskydes, at der kun er to måder at komme rundt på øen på, for turister: enten på gåben eller på cykel, som kan lejes på stedet. 
Man kan godt have sin egen cykel med derover, men vi vælger at ”mishandle” de lejede cykler, frem for vore egne.

Man skal lige være opmærksom på en ting, når man kommer herover. 
Når man kommer op i "hovedgaden" og er parat til at leje cykler det første og bedste sted, skal man lige dreje op ad vejen til venstre. Omkring 20 meter oppe på højre hånd, er det ca. 2,5 € billigere at leje cykler - pr. stk.!
Om ikke andet, så har man da tjent til en is, efter at have trådt godt i pedalerne rundt omkring i de mange bakker.
Så passer det fint med, at når man har afleveret cyklerne, kommer man lige forbi isdamen nede på hjørnet, vel at mærke i den retning man alligevel skal, når man skal ned til båden og over på fastlandet. Det er nu man har fortjent en belønning.

Vi tilbringer nogle dejlige timer med at køre rundt på øen (det blev helt nøjagtigt til 11.6 kilometer - i middagsheden!), bade, hvilket var tvingende nødvendigt for at holde kropstemperaturen nede på et tåleligt niveau, samt spise den medbragte madkurv (altså indholdet).

Midt på eftermiddagen tager vi så tilbage til fastlandet. Tilbageturen tager ikke mere end ca. 10 minutter, så vi er fast overbeviste om, at det må være besætningens sidste tur for i dag, inden det er fyraften!

Vi kører ”hjem” via kystvejen, fordi Nino ikke har været her før og som sædvanlig er den fyldt med det ene flotte panorama, efter det andet. 
Om aftenen poster Helle 18 postkort…! og undertegnede får griflet lidt her, som det jo kan ses.

Efter at have sendt mail hjem om vore oplevelser indtil til nu, går der ikke lang tid før vores gode og mangeårige ven Per Hauberg - som sædvanlig - har en hurtig replik og en skarp pen, til det vi har foretaget os - og nogle gange for hurtig.....  :-) )

I går, tirsdag, var det meget varmt, så det meste af dag blev tilbragt på stranden og i vandet.

I dag, onsdag, tager vi til Monaco på et længe ønsket genbesøg. Turen derind går glat og vi får set den gamle katedral (det var nyt for os), vi får igen set den flotte lystbådehavn, som jo selvfølgelig er fyldt med yachter i ubeskrivelige størrelser og vi bliver endnu en gang mindet om, at der er nogle der tjener flere penge end os.

Vi er oppe at se vagtskiftet ved slottet (det havde vi heller ikke set tidligere), men det er nu ikke noget at skrive hjem om.

Hvad der derimod er imponerende, er, at soldaterne går rundt i deres hvide uniformer, med lange bukser, gamacher uden på skoene, et rødt tørklæde i skjorteåbningen – og så med hvide handsker på…!  Og det i nogle og tredive graders varme med sol fra en skyfri himmel.

Efter at have set vagtskiftet, får vi os lidt frokost nede ved havnen, hvorefter vi iler til bilen, får startet airconditionen og sætter kursen hjemad. Hvor er vi glade for, at vi ikke skal sidde i en lummervarm bil på vejen hjem. Vi er hjemme sidst på eftermiddagen og får rigelig tid til at få en eftermiddagsdukkert og blive svalet af. Det har været en varm dag, hele vejen igennem. I skrivende stund (klokken er 16.20) viser termometret 34,5 grader – i skyggen!

I går kom Mistralen. Den lidt kølige blæst fra nord, som normalt varer 3-4 dage. Historien beretter, at hvis det blæser mere end de berømte 3-4 dage, har man som franskmand lov til at "blive utilregnelig" p.g.a. blæsten – og skulle man begå mord under disse omstændigheder, kan man meget vel blive frikendt…!    
Ja, ja, hvorvidt denne historie er sand eller ej, skal være usagt, men én ting er helt sikkert: blæsten er meget irriterende. 

I dag blæser det stadig. I går var vi lidt usikre på om det nu var Mistralen eller bare en almindelig gang blæsevejr. I dag er vi sikre: det er Mistralen – så må vi bare håbe, at den ikke varer mere end de berømte 3-4 dage.

Og så er det sidste dag her på stedet. I den anledning har Elisabeth og Nino inviteret os ud at spise på en af de hyggelige restauranter i Port Grimaud. Vi har en rigtig dejlig aften, med pragtfuld mad og alle tiders betjening. 

I morgen tidlig kører vi Elisabeth og Nino til lufthavnen i Nice så de kan komme hjem og passe deres arbejde og vi fortsætter så ferien med at køre lidt ind i landet, nærmere betegnet til en lille landsby der hedder Villedieu.  Her skal vi bo i "Åndernes Hus" - et lille slags Bed and Breakfast – som bestyres af nogle lettere handicappede, dog under kyndig vejledning. Det er så vores hensigt at starte hjemturen på torsdag og regner med at være hjemme først på aftenen på fredag.

Afrejsedag fra Port Grimaud!

Vi er tidligt oppe, klokken 06.30, dels for at pakke bilen, dels for at gøre lidt rent, inden vi forlader stedet, der har været vores base camp de sidste 14 dage. Turen til Nice, hvor vi skal sætte Elisabeth og Nino af i lufthavnen, går glat - også med at finde den rigtige gate, hvorfra de skal flyve… jo, jo, vi lærer skam hele tiden…

På vores vej mod vest kører vi gennem Vence, som er en hyggelig, men også ret hektisk by. Videre går det over Col de Vence, hvor vi er oppe i lidt over 900 meters højde og vi ender på et tidspunkt på N85, som jo er en del af den gamle Napoleons-rute. Derefter går det mod Digne, stadig ad den gamle rute.

Hvordan Napoleon har båret sig ad med at komme denne vej med alle sine elefanter og øvrige udrustning, er stadig en stor gåde for os, men, som vi ved tidligere lejligheder har givet udtryk for, kunne de gamle gubber bare noget, vi ikke helt forstår… 

Under vejs kontakter vi Susanne og Per og meddeler, at vi regner med at være i Villedieu ca. klokken 16.00. Det viser sig at komme til at passe særdeles godt: klokken 15:55 kører vi ind i byen og lige som vi skal til at indkvartere os i "Åndernes Hus", kommer Susanne gående forbi med Anniella og Jacob, hendes svigerdatter og søn, samt hunden Chac. Vi aftaler, at vi skal være hos dem klokken 18.30 til middag og det ser vi frem til med glæde.

Herefter bliver vi indkvarteret i "Åndernes Hus", hvor vi hurtigt finder os til rette. Efter at have fået båret vores ting ind og op, får vi os et velfortjent bad og får skyllet rejsestøvet af, inden vi skal mødes. Selv om vi har aircondition i bilen, bliver vi varme og svedige, hver gang vi bevæger os uden for i ca. 32 graders varme. - Men, på den anden side, det er jo en af årsagerne til, at vi er på disse breddegrader, ikke? 

Vi er meget heldige, for vi er de eneste der bor i huset her i weekenden. D.v.s. at vi har en stor opholdsstue, et stort landkøkken, et stort værelse (som selvfølgelig er vores eget) samt en stor tagterrasse, helt til vores egen disposition. Først på mandag kommer der en enkelt gæst mere.

Klokken 18.30 ringer vi så på døren hos Susanne og Per, hvor vi som sædvanlig bliver modtaget af hunden Chac, der ikke ved hvordan den skal opføre sig. Samtidig med, at den render rundt med en sutsko i munden, "jamrer" den af gensynsglæde – det bilder vi da i hvert fald os selv ind… joh, der bliver taget godt imod os. 
Vi har en hyggelig aften hos Susanne og Per, sammen med Anniella og Jacob. De rejser videre på mandag, hvor de kører til Spanien for at tilbringe en uges tid dér.

Søndag!

Vi tillader os at sove lidt længe i dag og da vi står op, er det til en - igen - dejlig varm og solrig dag.
De foregående uger havde vi selvfølgelig selv stået for morgenmaden, så det er en utrolig dejlig fornemmelse bare at kunne sætte sig ned til et veldækket og særdeles velsmagende morgenbord, uden at have rørt en finger. Allerede når vi åbner døren fra vores værelse, kan vi dufte kaffen, uhm…herligt. 

Efter således at have fået en dejlig start på den første dag i den sidste ferieuge, er der dømt "marked" i Nyons. De har et meget stort marked hver søndag og selv om vi efterhånden har været til mange markeder rundt omkring i Frankrig, kan vi ikke lade være med også at besøge dette.
Som regel er der ikke de store overraskelser, de fleste markeder ligner jo hinanden, men der er altid lige denne lille nagende tanke, at: "det kunne jo tænkes der var noget her, vi ikke havde set eller oplevet før". - Og vi skulle jo nødig gå glip af noget, vel?

Altså af sted til marked klokken 10:00 hvor vi så mødes med Susanne, Per, Anniella og Jacob. Markedet er stort, må vi indrømme. Til gengæld er der ikke de forventede "nyheder", men som altid er det hyggeligt, at vandre rundt blandt de mange mennesker, boderne og parasollerne. 
Efter et par timers snusen omkring, kræver den tiltagende varme, at vi slutter af med nogle øl og pastis og det hjælper heldigvis en lille smule på væskebalancen (men ikke meget…). 

Som vi sidder der og nyder livets lyksaligheder, kan vi ikke lade være med at more os lidt i det skjulte over en af tjenerne. Han ligner i udseende og opførsel en skøn blanding af Jacques Tati og Fernandel - to franske, nu afdøde skuespillere/komikere. - Jeg gad nok vide om han selv er klar over det og spiller en lille smule på det? 

- Se, der findes en lille perle af et flodleje, som vi - hver gang vi er på disse kanter - ganske enkelt skal ned at besøge og bade i. Bagefter skal vi så bare ligge på stenene og lytte til vandets brusen og blive varmet igennem af solen. (Det er en af de få floder man godt må bade i!) 
Med dette ædle formål for øje, køber vi en dejlig tærte på markedet og vel ankommet til floden, hvor vi er så heldige, at "vores" plads er ledig, bliver der så holdt picnic.
Det er en ren lise at komme ned til det svalende vand, væk fra den varme asfalt og de varme mure inde i byen og så lægge sig ned i det friske, rislende vand og blive afkølet. 

Efter således at være blevet kølet lidt ned, er en provençalsk tærte en ren himmerigsmundfuld.

Gårdsdagens forskellige gøremål må have tæret mere på vore kræfter, end vi egentlig har lagt mærke til og troet. I hvert fald sover vi igen længe - 08:30 - og det er længe for os. 

I dag vil vi bestige Mont Ventoux til fods! 

Et ønske fra Helle sidste år, om at gå det sidste stykke op til toppen til fods, blev af en eller anden årsag ikke rigtigt til noget. Derfor har vi besluttet, at i år skal vi opleve det og vejret er tilsyneladende perfekt til det. Hverken for varmt eller for koldt og sol fra en skyfri himmel. 
Nu lyder det jo noget voldsomt, at vi vil "bestige Mont Ventoux til fods" og der er da også en lille forklaring til denne uhyrlige påstand. 

Når man er kommet næsten helt op til toppen fra vestsiden, er der på højre hånd en radarstation, som bliver benyttet af den civile luftfart. Her er der ligeledes en mere eller mindre uofficiel parkeringsplads, hvor man kan sætte sin bil og så kan man begive sig det sidste stykke op til toppen til fods. 
I afstand er der vel 400-500 meter og så ligger det vel ca. 200 meter højere oppe. Her går man så ad noget der skal forestille en sti, som er planet en lille smule ud i de, nærmest hvide skærver, som toppen består af.

 Her kom vi så, undertegnede i korte bukser, poloshirt og på fødderne: trekkingsandaler.

Helle var i nogenlunde samme mundering - og badetøfler…!

Iført denne mundering, skulle vi nu begynde opstigningen ad denne, mere eller mindre afmærkede sti af skærver og sten. 

Nu var det jo oprindelig Helle der havde ønsket denne spadseretur, så jeg var naturligvis en lille smule uforstående over for fodtøjet. På et spørgsmål fra undertegnede, om det dér med badesandalerne var en forglemmelse, kom der ikke rigtigt noget svar. 

Men jeg må medgive Helle, at hun bed tænderne godt sammen og stred sig opad, til trods for stor risiko for at skride ud eller vride foden om. 
Om der i den anledning var tanke for, at det skulle være mig der skulle bære hende hvis det gik galt, skal jeg lade være usagt.

Vores påklædning er i øvrigt ikke videre velvalgt til turen, for det blæser sådan ca. 5 "pelikaner" da vi først er kommet op i ca. 1900 meters højde (helt nøjagtig 1912 meter) og dertil er temperaturen faldet til 16-17 grader, så det er en temmelig kold affære.  

På vores vej opad, møder vi et andet par som er på vej nedad. Da vi er ud for hinanden peger manden på sin dejlige varme vindjakke og lader mig forstå, at det er temmelig koldt og blæsende deroppe! 
Jo tak! Og der står vi iført vores korte ærmer, korte bukser - og sandaler! Nå, vi kommer helskindet op, uden brækkede ben og fødder og uden forfrysninger.  

Belønningen udebliver da heller ikke. 

Godt nok blæser det temmelig kraftigt og det er rimeligt koldt. Men der er nu en særlig fornøjelse i at være kommet derop, gående, og så tage rygsækken af, lave sig en kop kaffe, spise den medbragte croissant og så nyde udsigten.

Efter denne oplevelse går det hjemad. På vejen gennem Vaison-la-Romaine handler vi ind til lidt frokost, som vi indtager på terrassen. 
Det er også ved at blive overskyet, så vores eftermiddagstur til floden bliver sat i bero og det ender da også med, at vi ikke kommer af sted. 
Om aftenen spiser vi sammen med Susanne og Per og det hele ender med et voldsomt uvejr, med regn og kraftig torden.

Vi er i Vaison-la-Romaine klokken 09:30 og det er ikke et minut for tidligt. Vi er mere end heldige at finde en god parkeringsplads og har derfor ikke så langt at gå ind til markedet. Som forventet finder vi ikke noget nyt. 

Vi bliver dog opmærksomme på, at priserne på lertøj varierer endog temmelig meget på dette marked og især et mærke adskiller sig fra de andre, nemlig "Crestet". Det vil på et senere tidspunkt give os anledning til at aflægge et besøg i potteriet, som ligger nogle få kilometer syd for Vaison-la-Romaine. 

Sidst på formiddagen mødes vi med Susanne og Per til en drink på en af de mange små, hyggelige fortovscaféer og det var faktisk de eneste penge vi fik brugt på markedet i dag. 

På vejen hjem er vi lige inde at handle lidt frokost som vi kan tage med til floden, som vi har tænkt os at køre ned til i eftermiddag. 

Resten af eftermiddagen bliver således med afslapning til lyden af rislende vand. Mætte af varme og frisk luft kører vi hjem sidst på eftermiddagen og igen i dag spiser vi til aften sammen med Susanne og Per.

Kilden i Villedieu.

Sidste år skete der dét, at kilden på torvet i Villedieu næsten holdt op med at give vand. Det medførte en større "udrykning" af beboere, inklusiv Susanne og Per, som skulle op i bjergene for at finde årsagen til denne uorden.

Årsagen til tilstopning blev da også fundet, men al denne virak medførte, at man var nødt til at rydde et længere stykke skovvej, for at man kunne komme ind til stedet med diverse arbejdsredskaber.

Det var et kæmpearbejde, som foregik pr. håndkraft i 30 graders varme eller mere og i dag er det så meningen, at vi skal op i bjergene for at se hvor kilden har sit udspring og ligeledes se alt det arbejde der blev lavet.

Vi mødes klokken 08:00 med Susanne og Per. Vi er i dagens anledning lidt bedre påklædt til traveturen, end da vi skulle på Mont Ventoux og rygsækkene er pakket med "Casse-croûte", det vil jeg vende tilbage til. Vi har helt nøjagtig 3,25 kilometer at trave op til udspringet, som ligger i ca. 340 meters højde. Selv om det er rimelig tidligt om morgenen, er det allerede meget varmt og solen bager ubarmhjertigt ned over os, alt imens vi strider os opad. 

Efter en anstrengende tur er vi endelig fremme ved vores mål. 

Vi får set hvor kilden udspringer og vi får set, hvor stort et arbejde det har været, at komme frem til de forskellige steder, hvor der skulle arbejdes.

Efter at have set alt dette, finder vi et dejligt sted hvor vi kan sidde og så er det blevet tid til "Casse-croûte". "Casse-croûte" betyder at: "skære skorpen af" og er faktisk vores morgenmad, fordi vi har kun fået et par kopper kaffe her til morgen, inden vi begiver os af sted. 
Måltidet består af brød, skinke, caillette (en paté, som består af spinat og lever og som er fantastisk velsmagende), endnu en paté, ost, vin og endelig kaffe. Oven på sådan en travetur er der en gevaldig appetit og maden bliver nydt i fulde drag.

Klokken 07:30 er vi oppe. Vi får båret de sidste småting ned i bilen, som jo heldigvis blev pakket i går og vi sætter os til det sædvanlige dejlige, veldækkede morgenbord, som bliver nydt for en sidste gang - i hvert fald i denne omgang. 

Klokken 08:45 forlader vi Villedieu og sætter kursen mod N7. Der er faktisk ikke så varmt i dag, ca. 19ºC, overskyet og ind imellem regner det også. Så er det ikke så svært at køre hjem fra ferie, når vejret er sådan. Det er værre, hvis det er helt i top… 

Turen op gennem Rhônedalen er der ikke så meget at sige til. Vi kører selvfølgelig på hovedvejene lige til vi kommer til Langres - en flot fæstningsby - herefter kører vi ind på motorvejen det sidste stykke til Metz. Temperaturen er nu nede på ca. 14ºC og det er ikke spor rart, efter de varmegrader vi har været vant til.

Vi er fremme ved vores hotel klokken 19.14, hvor vi hurtigt bliver installeret.

Undervejs hører vi den sørgelig nyhed om terrorbomberne i London og vi får set lidt flere nyheder i fjernsynet på vores værelse. 

Trist...

Klokken 07:00 kører vi fra Metz. Turen går gennem Luxembourg, Bremen og Hamburg. Temperaturen er på kun sølle 14ºC og lidt overskyet. Omkring Bremen og senere Hamburg er der en del kø kørsel, som forsinker os ca. 1 times tid.

Alligevel er vi heldige at komme med en færge klokken 17:30 fra Puttgarten (de faste sejltider var tilsyneladende suspenderet) og klokken 19:15 holder vi på Jet tanken i Næstved og får tanket det sidste benzin på bilen, som endnu engang har gjort et godt stykke arbejde for os, gennem en god del af Europa. 

Helt nøjagtig blev det til 4858 km. denne gang.   

Du kan finde flere oplysninger om Provence på denne adresse: www.gjerlov.org/jens/provence.htm

Skulle du få lyst til at printe rejsebrevet ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her: