REJSEBREV  FRA  PROVENCE - 2007.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.
 
Siden er optimeret til 1280 x 1024   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes
Kontakt   -   Link til flere rejsebreve   -   www.gjerlov.org

Til ren billedside.
Se billederne på PC.
Til ren billedside - tablets.
Se billederne på tablet.
 
Vis stort billede.
Dentelles de Montmirail.

Dentelles de Montmirail. 

Klokken er 05:45 og vi skal på trekking i Dentelles de Montmirail. Efter som det kan være en særdeles varm sag at gå rundt i bjergene i den sydfranske varme, skal vi af sted, inden solen får alt for meget magt.

Vi er noget fortumlede på grund af det tidlige tidspunkt på dagen. Ét er, at man ikke kan falde i søvn om aftenen på grund af varmen og ligger og roterer i sengen længe efter at man har lagt sig. Noget andet er så, at man skal tidligt op. Hovedet er tungt, kroppen slap og ugidelig. 
Men, efter et forfriskende brusebad og en dejlig kop kaffe ovenpå, hjælper det på fysikken, og adrenalinen begynder så småt at gøre sin virkning, ved tanken om at vi skal på tur i bjergene.  

Morgenmaden kommer kun til at bestå af denne ene, gode kop kaffe. Det er ikke specielt morsomt at gå rundt i bjergene med en fyldt vom og dertil også få stillet i udsigt, at man kan få behov for at gå afsides på et eller andet tidspunkt.
Til gengæld skal vi så have et pragtfuldt morgenmåltid, når vi er færdige med vores morgenvandring.  

Susanne og Per henter os og det er meningen, at vi undervejs til Dentelles de Montmirail skal købe herlige nybagte baguettes og croissanter. Kaffe og vand, samt andre små fornødenheder til et herligt morgenmåltid, har vi medbragt hjemmefra i rygsækkene.

 
Vis stort billede.
Vejkort over området.
 

Fra Villedieu går turen ad D7 mod Roaix. Herfra videre ad D7, krydser D997 og fortsætter ad D88 og D23 mod Sablet, hvor det er meningen, at vi skal proviantere vores morgenbrød.

Men ak og ve. Da vi holder foran bageren, er det kun for at konstatere at der er lukket og det ser ikke umiddelbart ud som om han har tænkt sig at holde åbent!  Om bageren virkelig har lukket i dag, eller vi blot er for tidligt på færde, kan vi ikke rigtigt finde ud af. Der er ingen skilte i døren, som vi kan kloges af og vi bliver enige om, at fortsætte og se om vi ikke kan være mere heldige i den næste lille landsby.

Udsigten til at skulle undvære belønningen for at kravle rundt i bjergene tidligt om morgenen, er jo ikke just opmuntrende!  

Nu begynder situationen at blive betænkelig. Vi har som før nævnt endnu en chance, så vi fortsætter videre, igen ad D7 og derefter ad D79 til Gigondas, som er den sidste lille by inden vi kører mod Dentelles de Montmirail
Det er dermed også vores sidste chance for morgenbrød denne dag, så udsigten til, at det heller ikke vil lykkes her, er virkelig skræmmende. 
Vi kører gennem de morgenstille gader og spejder forgæves efter noget der ligner en bager eller et lille brødudsalg, men alt hvad vi møder, er nogle enkelte morgenduelige franskmænd og nogle herreløse hunde. 
Og så, lige som vi troede at vi var fortabte, viser der sig en lille Tabac forretning som netop er åbnet og venter på, at brødbilen skal komme med dagens morgenbrød.

 
Vis stort billede.
Vores lille Tabac forretning i Gigondas.
 

Efter som vi ikke har noget valg, beslutter vi os til at vente på brødbilen og der går da heller ikke mange minutter, før den bremser op foran vores lille brødudsalg.
Efter yderligere 5 minutter er vi de lykkeligste ejere på denne jord, af friskbagte baguettes og croissanter, både med og uden chokolade!  Voila!  Det var værd at vente på!
Med stor sindsro hopper vi ind i bilen igen, vel vidende, at dagens højdepunkt er sikret. Tilbage er der kun at få kørt de sidste få kilometer til stedet hvor vi skal parkere bilen.  

Vi forlader Gigondas ad D229 og efter et par kilometer drejer vi fra og begiver os ind på det sidste stykke, inden vi kommer til den  parkeringsplads hvor vi har tænkt os at parkere bilen.

Denne sidste vejstrækning vi drejer af til - hvis man ellers kan kalde det et stykke vej - er ganske enkelt forfærdelig. Mest af alt kan den minde om et udtørret flodleje, hvis man kan forestille sig dét, fyldt med klippestykker og huller, som vil være enhver bilejers mareridt. Af denne simple grund, går det med mindre end sneglefart op ad dette frygtindgydende, mere eller mindre ujævne klippeterræn, kørende ud og ind, frem og tilbage, for at undgå de værste klippestykker og huller.

Mere end én gang er vi nervøse for at punktere på grund af de mange skarpe klippestykker der er over alt. Eller at der skal ryge en styrekugle på grund af de mange huller, for slet ikke at tale om, at bundkarret på bilen skal komme i nærkontakt med et klippestykke.
Alle disse skrækscenarier kan vi godt være foruden og vi slipper da heldigvis også med skrækken.

Efter nogle lange, nervepirrende minutter er vi fremme ved den lille parkeringsplads og kan ånde lettede op. Bilen får lov til at slappe af (og det gør vi andre også) og endelig kan vi koncentrere os om at få samling på vores ting, få rygsækkene på og komme ud at nyde den dejlige morgen i bjergene.

 
Vis stort billede.
Som det fremgår af dette skilt, er færdsel i området på eget ansvar!
 

Snart finder vi stien og begynder at arbejde os op ad. Undertegnede danner bagtrop og må mere end én gang høre på dem der går foran, når de finder noget der ligner efterladenskaber fra vildsvinene. Om det er derfor jeg blev tilbudt bagtroppen véd jeg ikke, men jeg har en klar fornemmelse af, at de forventer jeg skal stoppe frembrusende vildsvin, såfremt de skulle sætte ind med et bagholdsangreb.

Så vidt kommer det dog ikke og på et tidspunkt opstår der endog uenighed om, hvor vidt det nu også er efterladenskaber fra vildsvinene, eller det er fra helt andre dyr. Enige blev vi ikke og efter som vi ikke så nogle dyr på vores tur, med undtagelse af fugle, ja, så forbliver det et mysterium.

 
Vis stort billede.
Klippeformationerne oppe ved toppen.
 

Efter at have arbejdet os opefter i en times tid, når vi endelig de nøgne klipper, som rager lodret op i himlen derfra hvor vi står. Nu kan vi prale af, at vi har rørt ved dem og der blev på behørig vis taget billeder som bevis på at "vi har været der".

Derefter fortsætter vi turen langs med klipperne og det ene flotte og spektakulære syn efter det andet viser sig, efterhånden som vi kommer fremad. Det er ubeskrivelig flot at betragte udsigten og se hvordan disen og tågen letter i takt med, at solen kommer op og får magt. Samtidig kan man nyde en helt utrolig stilhed, som kun bliver afbrudt af fuglefløjt.

Da vi endelig kommer til enden af de lodrette klippevægge, begynder vi vores nedstigning, som meget naturligt går noget hurtigere end opturen. Jeg skal ikke kunne sige, om udsigten til morgenkaffen med det friske morgenbrød er med til at fremskynde marchen, men vi kommer faktisk meget hurtigt og nemt ned.

Og vildsvinene, som jeg dannede bagtrop for at forsvare os imod? Ja, dem så vi ikke noget til - heldigvis.

 
Vis stort billede.
Så er det blevet tid til picnic - morgenmaden venter.
 

Efter vi er kommet ned, krydser vi en lille grusvej og på den anden side af vejen er der sat borde og bænke op inde under træerne, så man kan sidde og nyde det man nu har med i rygsækken.  

Og det kan nok være vi får travlt.

Frem kommer de friske baguettes og croissanterne - dem både med og uden chokolade - samt diverse tilbehør af forskellig slags og der bliver lavet kaffe, så der dufter aldeles herligt. Vi sætter os til et , efter forholdene, virkelig veldækket morgenbord og morgenmaden kan ikke smage bedre end den gør, oven på en flere kilometer lang travetur med en fantastisk udsigt og dejlig frisk morgenluft.

Da vi er færdige med at spise og sidder og taler om turen, kommer der et ældre ægtepar forbi, som har været oppe på et udsigtspunkt, der ligger ikke så langt fra det sted hvor vi spiser morgenmad.
Man kan se på den udrustning de kommer med, at de er garvede vandrere og idet de passerer os hilser manden høfligt på os og udbryder: "C´est dure - det er hårdt!".

Og hvor har han ret.

De kommer lige oppe fra det nærliggende udsigtspunkt og da vi erfarer, at de nu begiver sig videre, op og videre ad den rute vi lige kommer fra, så står der virkelig respekt omkring dem. De er bare virkelig seje!

 
Vis stort billede.
Den flotte udsigt oppe fra udsigtspunktet.
 

Da vi har sundet os en rum tid, bliver vi enige om, at vi også vil op til udsigtspunktet, for ligesom at slutte vores tur af med dette "højdepunkt".
Opad går det, ad jeg ved ikke hvor mange trin - begyndelsen af stien kan faktisk ses på billedet hvor vi holder picnic. Efterhånden som vi kommer højere og længere op, går tankerne til det ældre ægtepar der kom ned herfra - og jo større bliver respekten for deres utrolige kondition. Den er virkelig misundelsesværdig.

Efter flere hundrede meters anstrengende optur, er vi endelig fremme ved udsigtspunktet og kan nyde frugten af vore anstrengelser. Og sikke en udsigt, den er imponerende flot.

Efter at have pustet ud oven på anstrengelserne, går turen atter nedad og denne gang tilbage til bilen.

 
Vis stort billede.
Sådan ca. er vores rute i Dantelles de Montmirail.
 

Efter endnu en nervepirrende kørsel på den "flossede flodbund" - heldigvis igen uden skader - kommer vi ud på mere fornuftige veje og kan vende snuden mod nord og sætte kursen mod Villedieu.  

Hvis du ønsker flere oplysninger om Provence - så klik her.  

 
Til sidetop.
 

Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.
Jens Rostgaard Gjerløv.
Sommeren 2007.

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

Skulle du få lyst til at printe rejsebrevet ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her:
     Download printervenlig kopi her.

Til sidetop.