REJSEBREV  FRA  PROVENCE - 2008.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.
 
Siden er optimeret til 1280 x 1024   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes
Kontakt   -   Link til flere rejsebreve   -   www.gjerlov.org

Til ren billedside.
Se billederne på PC.
Til ren billedside - tablets.
Se billederne på tablet.
 
Mont Ventoux

  - eller 'Det blæsende bjerg'
  - eller 'Det skallede bjerg'.  
  Ja, - kært barn har mange navne!  
 
Toppen af Mont Ventoux.
(2005)
Mont Ventoux.
(2005)
 

Le Mont Ventoux er kendt som det højeste bjerg i Provence og ikke mindst for at være én af de virkelig skrappe bjergetaper i Tour de France. Med sine 1912 meters højde og stigninger på 10-12% er det med til at "trække tænder ud" på enhver cykelrytter som har en drøm om at besejre bjerget - og for nogle er drømmen bristet, hvilket er meget forståeligt.

Når man har besøgt toppen af bjerget - vel at mærke i bil - forstår man godt den respekt der står omkring det og ikke mindst den stolthed, som cykelryttere føler, efter at have gjort hele turen op på cykel - og det hvad enten de er professionelle eller amatører.

 
Skilt på toppen af Mont Ventoux.
(1994)
Skilt på toppen af Mont Ventoux.
(2008)
Skilt på toppen af Mont Ventoux.
(2008)
Målt på toppen af Mont Ventoux.
(2006)
   

En lille morsomhed er, at bjerget tilsyneladende er "vokset" fra sine 1909 meters højde i 1994, til 1912 meters højde i 2008. 

Om det så er bjerget der har forskubbet sig eller målemetoderne der er bedre i dag, skal jeg lade være usagt, men den officielle højde i dag er 1912 meter i følge ét af skiltene på toppen. 

Vores egen GPS kom op på 1910 meter, så lidt uenighed er der trods alt om højden.

 
Vis stort billede. (2006)
Udsigten fra Mont Ventoux.
Vis stort billede. (2006)
Udsigten fra Mont Ventoux.
 

Så er der dét med "Det skallede bjerg". Som man sikkert kan ane på billederne ovenover, er der en lille hvid kalot øverst oppe. Det er ikke sne, men derimod kalksten, hvor der kun vokser nogle forkølede buske. Resten af bjerget er til gengæld bevokset med skov. 

 
Vis stort billede. (2005)
Mont Ventoux.
Vis stort billede. (2005)
Mont Ventoux.
 
Til sidetop.
 
Og det er her nede -  på de skovbevoksede bjergskråninger i ca. 1000 meters højde, i det område der hedder Rochers des Arms - vi begynder vores bjergvandring.
Rochers des Arms
ligger på kanten af det der hedder Foret Domanial du Mont Ventoux, som dækker det meste af Mont Ventoux, med undtagelse af den tidligere nævnte hvide kalot af kalksten.

Af praktiske årsager har vi besluttet at køre dertil i 2 biler. Idéen er, at vi lader den ene bil blive stående ved foden af bjerget, hvorefter vi tager den anden og kører 7 - 8 kilometer op ad bjerget til ca. 1000 meters højde, hvorfra vi vil begynde vores nedtur.
Når vi så kommer ned, kan vi i ro og mag tage bilen der står dernede og køre op og hente den anden bil. På den måde slipper vi for en lang, opslidende gåtur flere kilometer opad, for at hente den anden bil. Dovenskab? Ja, men temmelig praktisk efter en lang og anstrengende nedtur!

Som sagt tager vi bilen op til vores udgangspunkt, som ligger adskillige kilometer oppe. Til at begynde med, har vi problemer med at finde stedet, men efter lidt søgen lykkes det og vi kan træde ud i den dejlige, friske morgenluft. Der er nu noget specielt dejligt ved luften - og duften af skov - på denne tid af dagen, hvor solen og varmen endnu ikke har nået at ødelægge den dejlige morgenluft og hvis man dertil lægger "lyden" af skov, så er det bare en herlig oplevelse.
Nå, bilen er blevet behørigt parkeret, rygsækkene er kommet på ryggen og så begynder vi eller vores nedtur, som flere kilometer længere fremme - og nede - gerne skulle munde ud i et dejligt morgenmåltid. Sulten og kaffetørsten skal vi nok få oparbejdet på vejen ned.

Vi har ikke gået ret langt, før vi kommer til det første af mange kors (skal det senere vise sig). Hvem der har lavet dem og i hvilken anledning véd vi ikke, men det er lidt ejendommeligt at støde på dem her, midt ude i ingenting. Men der er mange af dem og kendetegnende for dem alle er, at de er lavet af høvlet træ og med udskæringer i spidserne.

 
Vis stort billede. (2008)
Kors på bjergskråningerne af Mont Ventoux.
Vis stort billede. (2008)
Kors på bjergskråningerne af Mont Ventoux.
 

Nogle står og læner sig op af et træ, andre står i en lille stenopsætning som for nogles vedkommende består af en slags støbte kantfliser med lidt løse klippestykker ovenpå som afslutning. Hvorfor man har slæbt støbte kantsten op på Mont Ventoux´s bjergskråninger er lidt af en gåde for os, når man tænker på, at der er masser af klippestykker på stedet, som kan bruges til formålet!
Som sagt kommer vi forbi et utal af kors på resten af vores nedtur og ind imellem er vi så heldige, at der er fri udsigt mellem træerne, så vi kan nyde det flotte panorama.
Vi skal dog ikke nyde det mere, end vi kan se os rigtig godt for på vores videre fremfærd, så vi ikke pludselig befinder os på en gevaldig rutsjetur ned af bjergskråningerne, som visse steder er temmelig stejle.

 
Vis storrt billede. (2008)
Én af de mange stejle skråninger på vejen ned.
Vis stort billede. (2008)
Den flotte udsigt.
 

Det viser sig desværre,  at et par dejlige vandrestøvler jeg har købt i Tyskland, er et halvt nummer for små. Det resulterer i, at jeg på hele nedturen har været helt fremme i støvlerne med storetåen, så jeg efterhånden er ved at være temmelig øm i fødderne.
Jeg har købt dem ved juletid og selv om jeg tog højde for det, viser det sig nu, at når varmen trænger sig på er de alligevel for små!  Pokkers ærgerligt.

Da vi efter et par timers nedtur på kryds og tværs, kommer til et sted, hvor stien krydser landevejen, beslutter vi os for at gå ad landevejen de sidste ca. halvanden kilometer, til stedet hvor vores bil holder. Det hjælper da lidt på fødderne, men det går stadig pænt nedad, så jeg er ikke i tvivl om, at støvlerne er for små og de er på nuværende tidspunkt blevet "pensioneret", desværre alt for tidligt.!

 
Vis stortr billede. (2008)
Nogle gange "går det bare nedad"...!
Vis stort billede. (2008)
Kort over området.
 
På det sidste stykke vej ned, møder vi adskillige cykelryttere, som er på vej op for at prøve kræfter med bjerget. For nogle lykkes det, for andre lykkes det ikke at nå toppen og nyde den fantastiske udsigt. Der er ingen tvivl om, at kunne asfalten fortælle sin historie, ville den kunne berette om mangen en drøm som er blevet til et mareridt!

Efter at have tilbagelagt det sidste stykke af vejen ned på asfalt, når vi frem til vores bil og mens "pigerne" retter an til et dejligt morgenmåltid i det fri, kører vi op efter den anden bil, som vi jo efterlod dér hvor vi startede tidligere på dagen. Ikke længe efter er vi tilbage og vi kan alle sætte os godt til rette ved et dejligt morgenbord og tænke tilbage på en dejlig tur på Mont Ventoux.

Vil du vide mere om Mont Ventoux så klik her.

 
Til sidetop.
 
Chemin de Fer de La Mure
Ca. 20 kilometer syd for Grenoble, ved den lille by Saint-Georges-de-Commiers, ligger én af Frankrigs smukkeste veteran-jernbaner.
 

”Det Lille Tog fra La Mure” er gamle dages skønhed. Velkommen til vores togvogne fra 1930´erne og en fantastisk rejse med opdagelser og undere. Blandt Vercors (højdeplateau) og Monteynard´s tyrkisgrønne vand, afløses bjergslugter af dale, viadukter af tunneller og hvert nyt landskab er som et nyt maleri.
Hvis du kommer og besøger os, vil du forstå hvorfor ”Det Lille Tog fra
La Mure” bliver kaldt ’Alpernes mest fantastiske tur’.

 

Således frit oversat fra jernbanens udleverede materiale, kan det dårligt siges bedre: Det er en storslået oplevelse at køre ad den ca. 30 kilometer lange jernbane, som snor sig ud og ind i et fantastisk landskab fra start til slut.

Jernbanen blev bygget i perioden 1882 til 1886 for at forbinde Saint-Georges-de-Commiers med La Mure. I 1903 blev den elektrificeret og havde det ikke været for oliekrisen i 1970´erne, var den formodentlig blevet lukket. Den fik således forlænget sit liv med at transportere kul frem til 1988, hvorefter den gik hen og blev en turistattraktion. Siden da er den blevet benævnt som en af Europas flotteste veteran-jernbaner.

Det er selvfølgelig ikke den eneste veteran-jernbane i de franske bjerglandskaber og nogle vil formodentlig også sige, at det ikke er en "rigtig" veteran-jernbane.  

Den er nemlig elektrisk.  

For vores vedkommende falder valget dog alligevel på denne her af flere grunde. For det første siges det, at det er den smukkeste og mest spektakulære veteran jernbane i Frankrig. Der næst ligger den lige til ”højre fod” da vi skal hjem fra Provence og endelig det lidt mere luksuriøse aspekt, nemlig dét, at den er elektrisk.

Vi kan således hænge ud af vinduerne så meget vi lyster, uden at vi kommer til at ligne skorstensfejere, når vi er færdige med turen og vi kan tage billeder så meget vi vil, uden at det hele bliver indhyllet i røg og damp.

Det ville vi ikke kunne have gjort, hvis det havde været med damplokomotiv og vi sælger måske således lidt ud af ”veteranmodellen”, men det har vi bestemt ikke fortrudt. Vi kan derimod kun anbefale andre at gøre det samme.

 
Vis stort billede. (2008)
Jernbanestationen i Saint-Georges-de-Commiers.
Vis stort billede. (2008)
Jernbanestationen i Saint-Georges-de-Commiers.
 
Med start fra den lille jernbanestation i Saint-Georges-de-Commiers – som ligger i 316 meters højde – kører vi til La Mure , som ligger i 880 meters højde. Undervejs stopper vi i den lille by, La Motte d’Aveillans, dels for at kunne købe lidt forfriskninger og strække benene med en lille gåtur, dels fordi der skal krydses. Det vil sige, at togene der kører henholdsvis op og ned skal passere hinanden her, efter som det er en ensporet strækning.
 
Vis stort billede. (2008)
El-lokomotivet med vogne
som skal bringe os til La Mure.
Vis stort billede. (2008)
Nogle af de forventningsfulde passagerer.
 
I begyndelse af turen følger vi floden Drac

Den har sit udspring i Orcières Merlette i Hautes-Alpes og udmunder i floden Isère i  Grenoble. Drac betyder faktisk Drage, et navn som man gav floden i gamle dage, fordi man ikke magtende den rivende strøm, som den var på den tid. I dag er floden tæmmet, takket være 4 dæmninger, som leverer elektricitet til området.

Og der går ikke lang tid, før vi kommer til den først dæmning, som ligger ved Notre Dame de Commiers. Dæmningen  blev bygget i 1964 og er bygget som en ”overløbsdæmning”, hvilket vil sige, at vandet ”falder” ud over kanten på dæmningen, når vandstanden bliver tilstrækkelig høj i Monteynard søen. Dette medfører, at man hverken kan svømme eller bade, fiske eller sejle på den sø som bliver skabt på grund af dæmningen.
Den forhøjede vandstand opstår, når en anden dæmning - nemlig Monteynard-dæmningen - som ligger lidt længere syd på, lukker vand ud gennem turbinerne!
 
Vis stort billede. (2008)
Monteynard søen med dæmningen, set mod nord.
Vis stort billede. (2008)
Monteynard søen set mod syd.
 

Monteynard-dæmningen - som ligger i den nordlige ende af Monteynard søen - blev bygget i 1962 og det medførte bl.a. at en hel by ved navn Avignonet blev total oversvømmet og nu befinder sig et godt stykke under søens overflade.

I 1980 besøgte Jasques Cousteau søen og da han gik på opdagelse under overfladen, fandt han nogle meget store ørreder/foreller - ca. 2 meter .  De er ganske enkelt blevet så store, fordi de står lige ud for turbinerne. Når der så bliver lukket vand gennem turbinerne, bestiller de ikke andet hele dagen, end spise de små fisk det helt automatisk bliver serveret foran dem på grund af strømmen til turbinerne.

Hvis man forstørrer billedet lige oven over til venstre, vil man på bjergkæden i horisonten se to "pukler". Bjergkæden er en del af det massiv der hedder Vercors og de to "pukler" bliver kaldt De to Søstre. Den venstre "pukkel" bliver kaldt Agathe, den højre "pukkel" bliver kaldt Sophie.

 
Vis stort billede. (2008)
Rivoire viadukten – også kaldet Den store Balkon.
 
På resten af den spektakulære tur bliver det ene flotte panorama afløst af det andet. Der er storslåede viadukter og spændende tunneller. Især Den Mystiske Tunnel, som er fyldt med morsomme "lysbilleder" der bliver vist på bjergvæggen. Mens vi kører gennem den 1 kilometer lange tunnel, bliver lyset slukket i toget, alt imens vi sidder og betragter de viste lysbilleder på bjergvæggen.

Det er umuligt at fortælle i detaljer om denne pragtfulde tur. Man skal selv opleve den og forhåbentlig kan de få billeder give lyst til at besøge området og ikke mindst prøve en tur med ”Det Lille Tog fra La Mure

Du kan finde endnu flere oplysninger om Provence på denne adresse: www.gjerlov.org/jens/provence.htm

Kildemateriale: Chemin de Fer de La Mure.

Link til  Chemin de Fer de La Mure

Til sidetop.

 

Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.
Jens Rostgaard Gjerløv.
Sommeren 2008..

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

Skulle du få lyst til at printe rejsebrevet ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her:
     Download printervenlig kopi her.

Til sidetop.