REJSEBREV  FRA  PROVENCE - 2011.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.
 

Siden er optimeret til 1280 x 1024   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes
Kontakt   -   Link til flere rejsebreve   -   www.gjerlov.org


Til ren billedside. Til ren billedside - tablets.
 
Caféliv  i Beaumes-de-Venise.
Caféliv i Beaumes-de-Venise.
 

Så er det ved den tid, hvor vi skal til at tage afsked med vores campingplads Prairies de la Mer.  

Vi har haft 14 dejlige dage med sol fra morgen til aften og 33-37 graders varme, så vi er mætte af begge dele. De 10 af dagene har vi tilbragt sammen med børn og børnebørn og 6 af dagene har vores svigersøns forældre også været her, så der har virkelig været gang i den, fra tidlig morgen, til sen aften.  

Som sagt skal vi tage afsked med campingpladsen - også i en lidt overført betydning. Vi gæstede den første gang i 1985, hvor vi helt tilfældigt kom forbi og siden er vi vendt tilbage adskillige gange, både med børn og børnebørn.
Dels fordi den er meget børnevenlig - ikke mindst stranden - dels fordi den har mange dejlige faciliteter for både børn og voksne.
Derfor faldt valget i år igen på denne plads, ikke mindst da børnene spurgte om vi ville med derned sammen med dem og børnebørnene.  

Nu er det  et par år siden vi har været der, så derfor blev det lidt af en overraskelse, da vi erfarede hvordan prisniveauet var gået i vejret.  

Og ikke nok med det!  

En lille detalje som er af stor betydning når der er små børn med, er, at man kan bo enten lige over for hinanden eller lige ved siden af hinanden, så børnene frit kan løbe mellem familierne.
Dette ønske om selv at bestemme hvor vi skal bo (vel at mærke ikke typen af mobilhome) takseres nu med en ekstra pris på 10% af lejeprisen!  

Alt i alt bliver det en rimelig dyr affære at gæste pladsen fremover, så det er derfor at afskeden med campingpladen også får en lidt overført betydning. Vi vil formodentlig se os om efter andre muligheder i området - og der er rigtig mange - som reelt er lige så gode og ikke mindst billigere.

 
Vis stort billede.
Et sidste aftenbillede fra campingpladsen.
 

Som sagt er det tid til at sige farvel til campingpladsen. Unge og gamle er taget tilbage til det kolde Danmark og vi vil fortsætte vores ferie og køre ind i landet. Nærmere betegnet op til departementet Var, hvor vi skal besøge gode venner og tilbringe nogle dejlige dage med hyggesnak, pique-nique, ture i bjergene og så ellers slappe af.  

Turen til Villedieu er faktisk ikke så lang, kun ca. 240 kilometer , men da vi jo ikke har travlt, vælger vi til at begynde med, at lade GPS´en bestemme ruten for os, uden om motorvejene. Så kan vi nyde roen og freden på nogle af de små veje.

Det betyder bl.a. at vi kommer ind gennem byerne Hyères, Toulon og Marseille. Efter Marseille går det mod Aix-en-Provence og da byen er passeret, sætter vi kursen mod Apt og Sault ad D 943.  

Et sted undervejs, da vi er ude for at strække benene og få en kop kaffe, er vi så heldige, at det er lige dér hvor paraglidere starter og lander, så der er hele tiden noget at se på. Flot er det at se, når de kommer svævende lige så lydløst og lander så graciøst, at man skulle tro de steg ud af en bil.

 
Vis stort billede.
Paraglidere i lydløst svæv.
Til sidetop.

Da vi nærmer os Mont Ventoux, kan vi ikke nære os. Som (næsten) sædvanligt, skal vi lige en tur op på toppen, for at nyde udsigten og en kop kaffe, for jeg véd ikke hvilken gang.

 
Vis stort billede.
Udsigt mod Mont Ventoux.
Vis stort billede.
Mont Ventoux ligger og venter i baggrunden.
 

Da vi kommer sydfra, vælger vi at fortsætte fra Sault via D 164 til toppen, for det er mere end længe siden, at vi er kørt op til toppen ad denne vej.
Da vi passerer mindesmærket for cykelrytteren Tom Simpson, som omkom her under Tour de France i 1967, er der som sædvanligt mange mennesker ude for at se mindesmærket og fotografere. Du kan læse lidt mere om det og se billeder på dette link: www.gjerlov.org/jens/provence.htm  - se under 'Tour de France'.

Mindesmærket står få hundrede meter fra toppen og da vi når helt op, er det tid for den traditionelle kop kaffe og den storslåede udsigt.
Næsten som altid, er det desværre meget diset og det er svært at "fange" de imponerende panoramaer med kameraet, men (også som altid) prøver vi i håbet om, at det en dag vil lykkes for os.

 
Vis stort billede.
Den disede udsigt fra Mont Ventoux.
Vis stort billede.
Den disede udsigt fra Mont Ventoux.
 

Efter en god pause går det så nedad igen og nu ad D 974 mod Malaucène. Derfra videre mod Vaison-la-Romaine ad D 938 og endelig mod Villedieu ad D 51 og D 94.  

Vel fremme i Villedieu, finder vi hurtigt vores Chambres d'Hôte - " La Catouna " - som ligger ved kirken og torvet, lige midt i byen.
Mme. Peyriere er hjemme og tager godt imod os og snart er vi installeret på vores værelse, som Mme. Peyriere kalder "Tournesol".

Inden længe sidder vi på altanen og nyder et par glas vin og udsigten til Mont Ventoux.  

Om aftenen er vi inviteret over til spisning hos Susanne og Per. Som sædvanligt bliver det sent inden vi er færdige med at spise, smage på de gode vine og oste, høre nyt om Villedieu og dens indbyggere  ( byen er faktisk ikke ret stor, kun ca. 500 sjæle), ordne verdenssituationen som vi ikke har fået gjort et stykke tid og ikke mindst udveksle nyheder og tanker af mere privat karakter.

 
Vis stort billede.
Udsigten fra vores altan mod Mont Ventoux.
Til sidetop.

Det er helt mærkeligt at vågne her til morgen - det er overskyet og køligt. Alt andet lige, er det nu egentlig dejligt med et lidt mere køligt vejr oven på de meget, meget varme uger vi har haft ved Middelhavet.  

Og vejret passer også fortrinligt til det vi skal foretage os her til morgen, nemlig en tur ud i skoven Forêt Communale de Cairanne, som ligger i bjergene ved byen St-Roman-de-Malegarde. Det er ikke fordi vi er så højt oppe - ca. 340 meter viser GPS´en - men alligevel er terrænet ikke bare lige til!

 
Vis stort billede.
Udsigt fra turen.
Vis stort billede.
Under vejs på turen.
 

Under vejs på turen, kommer vi forbi et træ, hvor der hænger at par underbukser! Vi morer os en del over "fænomenet" og der er en del gætterier på, hvorfor og hvordan de er kommet til at hænge lige dér, for ikke at tale om hvorfor de ikke er taget med af ejermanden.

Spørgsmålene er dog stadig ubesvarede...

 
Vis stort billede.
De mystiske underbukser.
 

Efter en dejlig tur på flere timer, går turen hjem mod Villedieu til frokost.

Undervejs er vi inde for at købe en kasse meloner "direkte fra ladet" hos Mme. Simoncelli, en 81 år gammel dame, som er kommet til skade, da hun faldt over børnebørnenes legetøj.

Trods de tilsyneladende voldsomme skader, er hun "still going strong" og går ikke af vejen for at komme med små, frække hentydninger omkring melonernes stilke - om det nu er han-meloner eller hun-meloner...!

 
Vis stort billede.
"Disken" i forretningen - ladet på en lille lastbil.
Vis stort billede.
Så er der gang i samtalen med Mme. Simoncelli.
 

Om eftermiddagen kører vi ud og handler, hvorefter det igen går hjemad for at slappe lidt af.  

Om aftenen er vi til grill hos Susanne og Per. Det er begyndt at småregne og Per bliver temmelig uvenner med grillen og parasollen, da de ikke lige vil makke ret, som han gerne vil have det.
De ender dog med at blive gode venner, grillen bliver holdt fri for regn, kødet bliver grillet og så er det til bords - dog inden døre i anledning af dagens regnfald.
Igen bliver det sent inden vi kommer til ro, men sådan er det jo i gode venners lag.

*   *   *

- Der er fuld sol og varme i dag - Vorherre har tændt alle lamperne - og vi skal på besøg på en stor vingård ved Beaumes-de-Venise.
Derefter skal vi til det lille marked i samme by, hvor vi bl.a. skal handle ind til pique-nique, som vi skal på bagefter.

 
Vis stort billede.
"Domaine de Durban".
Til sidetop.

Vejen op til vingården "Domaine de Durban" er i sig selv lidt af en oplevelse. En god del af vejen kan 2 biler faktisk ikke passere hinanden, så vi krydser fingre for, at vi ikke møder nogle på vejen.

Vi er heldige og under vejs nyder vi den flotte udsigt der er rundt omkring os og vi kan konstatere, at vingården ligger et stykke uden for byen. Den ligger utrolig smukt oppe i højderne og er én af de bedre vingårde i området.

 
Vis stort billede.
Den flotte udsigt oppe fra "Domaine de Durban".
 

Selvfølgelig skal der smages på noget af vinen - og selvfølgelig skal der købes nogle flasker, som det bliver spændende at smage, når vi engang kommer hjem fra ferie.  

Efter denne oplevelse går turen ned til markedet i Beaumes-de-Venise, hvor vi skal have købt lidt brød, skinke og paté til at supplere vores frokostbeholdning med.

 
Vis stort billede.
Markedspladsen i Beaumes-de-Venise.
 

Desværre viser det sig, at bageren har udsolgt af brød, men i den sidste ende viser det sig, at han ikke er kedelig. Han lover, at han med det samme vil sætte noget brød i ovnen, så vi snart kan få helt nybagt brød med på turen. Herligt.  

Ventetiden udnytter vi så til indkøb af skinke og paté og resten af tiden tilbringer vi på et lille lokalt "vandingssted", hvor vi får lidt pastis og nogle fadøl. Da vi har drukket vores forfriskninger går turen tilbage til bageren - og se bare - herlig, nyt og friskbagt brød venter os.  

Så er det af sted til stedet, hvor vi skal pique-nique. Efter kortet  at dømme skal det ligge lidt uden for byen lige ned til floden, men det lader sig ikke sådan lige finde. Efter en del kørsel frem og tilbage, beslutter damerne sig til at stige ud af bilen og undersøge sagen nærmere til fods.  

Vi mænd undlader klogelig at kommentere dette initiativ!

Vi véd, at stedet vi leder efter, ligger nede ved floden, men vi kan som sagt ikke finde vejen derned. Flere gange er vi kørt forbi en lille vej der fører ned til floden, med et skilt ved indkørselen, hvor der står "Kun for vejens beboere"!
Nu begiver damerne sig ned ad denne lille vej og tro det eller lad være, det er vejen ned til pique-nique pladsen. Typisk fransk at skilte med, at det er en privat vej, ned til en offentlig pique-nique plads.  

Vi mænd udtrykker selvfølgelig vores store respekt over for damerne, freden og roen er genoprettet i selskabet og nu venter de kulinariske oplevelser forude, på den anden side af floden.

Vi finder hurtigt et bord i skyggen (det er brændende varmt) og snart har vi fået sat tænderne i alle de herlige ting der er med.

 
Vis stort billede.
Så pakkes der ud til pique-nique.
Til sidetop.

Mens vi sidder og spiser, kommer der nogle unge mennesker gående og det viser sig, at de skal ned til floden at bade. De har fundet sig et lille, svalende sted, hvor de kan bade i fred og ro og snart kan man høre på deres plasken, hvordan de morer sig med udspring og andet.

Vi kan ikke lade være med at gå hen og se hvad der sker, så vi får en lille snak med dem og ser dem springe ud i vandet. De har det bare dejligt.

 
Vis stort billede.
Et lille, køligt åndehul for de unge mennesker.
 

Efter en dejlig pique-nique går det hjemad. Om aftenen spiser vi igen sammen og senere er vi oppe ved bænken, hvorfra man kan betragte solnedgangen. Som vi sidder dér, kommer der en australier forbi, som er "housesitting" for nogle venner. Han er utrolig sympatisk og vi får en rigtig hyggelig snak med ham og hører nyt fra den store verden 'down under'.

*   *   *

- Dagen i dag skal bruges på at handle. Der skal købes vin med hjem og måske kan der findes nogle spændende ting som "vi ikke kan undvære", inde i det store center i Avignon. Bilen skal også vaskes inden hjemturen i morgen og ikke mindst forestår der et større rengøringsarbejde med at få harpiks af bilen.

En enkelt nat har den stået så uheldig parkeret, at der er dryppet harpiks ned på den fra det fyrretræ den stod parkeret under, så om morgenen stråler solen i alle harpiksdråberne, som om det er diamanter. Det ser fantastisk flot ud, men jeg kan hilse dem der ikke har prøvet dette her før og sige, at det er et hestearbejde at få harpiksen af igen!  

Sidst på eftermiddagen er vi inviteret på en afskeds apéritif hos vores værtinde, hvor Susanne, Per og Melu (én af byens beboere) også er med.

 
Vis stort billede.
Det lille afskedsselskab.
 

Dagen sluttes af med middag hos Susanne og Per og efter at have spist et dejligt måltid mad med tilhørende dejlig vin, er det på tide at sige farvel og tak for denne gang og gå hjem, så vi kan få en ordentlig nattesøvn, inden hjemturen i morgen.

*   *   *

- Klokken ca. 10.00 starter vi hjemturen og vi "siger" farvel til Anne Marie Peyriere (vores værtinde), Melu (med katten Lola), Josette (som Per var inde og hente i Orange), Françoise (med hunden Lulu), Allemand´erne (Susanne og Pers naboer), Mme. Simoncelli (hvor vi købte meloner), Jacky (som har fået flere by-pass operationer og nu er gået på pension), alle de andre og Villedieu i almindelighed, samtidig med at vi tænker: Hvornår kommer vi tilbage?

 
Til sidetop.
 

Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.
Jens Rostgaard Gjerløv.

Juli 2011.

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Send en mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

Skulle du få lyst til at printe rejsebrevet ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her:
     Download printervenlig kopi af rejsebrevet uden billeder.
Til sidetop.