Rejsebrev 2014, Korsika - af Jens Rostgaard Gjerløv.


REJSEBREV FRA FRANKRIG - 2014. Af Jens Rostgaard Gjerløv.
Korsika
Siden er optimeret til 1280 x 1024 - © Copyright - Alle rettigheder forbeholdes - Kontakt

Se billederne på PC.	Se billederne på tablet.

Så er vi kommet ned fra 3. etage og kører fra borde på Korsika.

Efter en pragtfuld og oplevelsesrig uge i og omkring Pompei og Amalfi kysten syd for Napoli, er vi nu ved at få indfriet et mangeårigt ønske. Klokken 07:00 holder vi langt om længe i færgeterminalen i Livorno, hvorfra vi skal med færgen til Korsika. Vi har kørt rundt i adskillige hektiske minutter, uden at kunne finde vej hertil, selv om vi havde lavet en prøvetur i går aftes, samtidig med at vi hentede færgebilletterne. Vi troede vi så kunne finde vej i dag, men nej, det kunne vi altså ikke. Vi skal være i færgeterminalen og tjekke ind senest klokken 07:00 og når det som sagt kun lige med nød og næppe. Puh ha. Færgen skal først sejle klokken 08:00 og vi synes det er mærkeligt, at de skal bruge så lang tid på at få bilerne ombord. Vi kan dog ved selvsyn konstatere, at de bruger faktisk en hel time på at pakke bilerne så tæt, at man tror det er løgn - men til gengæld sejler færgen præcis klokken 08:00. Ingen slinger i valsen dér. Til trods for at bilerne bliver pakket som sild i en tønde, lykkes det dog både os og de andre passagerer at komme ud. Bevæbnet til tænderne med bøger, blade og iPads, begiver vi os op på 7. dæk, hvor vi har bestilt stole til den 4½ time lange overfart til Bastia. Først skal vi dog lige se udsejlingen fra Livorno og når vi ser os omkring, er vi ikke i tvivl om, at Livorno er en stor havneby. Da vi er kommet ud på åbent hav, går vi atter ned til vores behagelige stole, bestiller kaffe og croissanter, hvorefter vi fordyber os i bøger og iPads. De 4½ time går forbløffende hurtigt og den sidste halve times tid tilbringer vi på dækket øverst oppe og følger sejladsen ned langs Korsika til byen Bastia, hvor vi skal lægge til. Vi kommer til en ø, hvor himlen er overskyet og blytunge skyer hænger over bjergtoppene - nok ikke lige det vi har forventet, når vi kommer til "Sydfrankrig"!

Palmerne er her, men solen mangler....	Bjergene holder på de tunge og mørke skyer.

Nå, endelig er vi kommet til Korsika og vi sætter kursen mod syd, til byen Ghisonaccia. Det er ca. midt på østkysten af øen. Her har vi lejet et "Chalet" - det kan vel nærmest oversættes til "et lille skovhus af træ" - og det ligger på campingpladsen Marina d´Erba Rossa, som vi selvfølgelig er meget spændte på at se. Det er altid lidt af en satsning når man bestiller plads via nettet. Mange feriesteder viser ofte nogle billeder, som lover væsentlig mere, end virkeligheden kan levere. Indkørselen og receptionen til campingpladsen ser indbydende ud og da vi får tildelt vores Chalet, ser det ganske lovende ud. Der er ikke noget luksus over det, men det er rigelig stort til os og så er det med overdækket terrasse. Det sidste er en god ting, så man ikke skal slås med parasoller og lignende, hvis det skulle blæse lidt. Foreløbig har vi dog kun glæde af overdækningen, fordi det regner og det er også begyndt at tordne, så solen kommer vi helt sikkert ikke til at se noget til i dag.

Vores ydmyge bolig på campingpladsen.



I går gik vi i seng til regn og tordenvejr og i dag står vi op til regn og tordenvejr! Det er surt og bestemt ikke det vi havde regnet med, da vi besluttede os for at tage til Korsika. Nu er én regnvejrsdag heldigvis ikke ensbetydende med, at det vil regne hele tiden, så vi er rimelig fortrøstningsfulde. Vi har lavet en ønskeliste over de ting vi gerne vil se på øen og der er heldigvis plads til, at det kan regne en enkelt dag - eller to - hvis det endelig skal være. Det eneste gode ved situationen, er tordenvejret. Det er ikke nogen sporadisk torden, som hjemme i Danmark. Næ, her er der masser af bulder og brag, det er virkelig noget der vil noget og på grund af bjergene bliver det hængende, så vi har masser af glæde af det. Da det mest af alt ligner noget der vil blive ved hele dagen, vover jeg mig ud i regnen og op i receptionen, hvor jeg køber internetadgang til os begge. Desværre driller det en hel del; enten kan jeg være på eller også kan Helle være på. Men vi kan bestemt ikke være på samtidig. Efter en ny tur til receptionen med paraplyen og en ny omgang våde fødder, får jeg efter en lang diskussion med personalet endelig et nyt kort. Denne gang lykkes det så at komme på nettet for os begge, vel at mærke samtidig og så bliver der lige samlet op på nyhederne og talt med dem derhjemme, så de kan følge lidt med i, hvad vi laver. På et tidspunkt om eftermiddagen bliver det lidt opholdsvejr, som vi benytter til en tur til stranden, som ligger bare 100 meter fra hvor vi bor. En fantastisk dejlig strand - det eneste den mangler er sol og varme. Tilbage på terrassen og i tørvejr, får vi noget af tiden til at gå med at betragte en solsort i sin rede sammen med 2 unger, kun nogle få meter fra hvor vi sidder. Vi kan følge hvor travlt hunnen har med at skaffe mad til sine to forslugne unger i reden, de er formodentlig ved at tage livet af hende. Men det er ganske hyggeligt at se.

De forslugne fugleunger venter på mad.


Det har været en rigtig kold nat. Alligevel har temperaturen sneget sig op på 21º her til morgen, så vi beslutter os for at tage på tur. Vi starter med at tage til Porto-Vecchio, som ligger helt nede på den sydøstlige del af øen. Det er en utrolig smuk tur og hele tiden kan vi se det azurblå hav med de mange små sandstrande. Vi fortsætter sydpå og lige syd for Porto-Vecchio drejer vi fra mod kysten, ned mod Plage de Palombaggia. Det viser sig at være en rigtig Bounty strand, så lysten til en dukkert er ikke langt væk. Desværre begynder det at regne, hvilket tilsyneladende er almindeligt her på øen, så vi må tilbage til bilen, for ikke at blive gennemblødte. Vi udfordrer endnu engang lykken - håber på at regnen holder op - og fortsætter yderligere sydpå, til den sydligste by på øen, Bonifacio, som ligger helt ude ved klippekanten. Efter sigende meget spektakulært. Undervejs ser vi flere gange nogle runde tårne, som er placeret tæt ved kysten. Det viser sig, at der er ca. 160 af disse genovesiske tårne hele øen rundt. De blev bygget i det 16. århundrede, hvor øen blev forvaltet fra Genova, som vagt-og advarselstårne mod sørøvere, maurere og andre fæle folk, som kunne finde på at invadere øen. Deraf navnet. Tårnene er 18-20 meter høje og er placeret således, at man kan se fra tårn til tårn. Når der så var fare på færde, tændte man bål på toppen af et tårn og i løbet af forbløffende kort tid, var hele øen advaret. Nå, det viser sig, at der er decideret kø kørsel for at komme ind i Bonifacio og da vi kommer op i den gamle bydel, er det aldeles umuligt at finde en parkeringsplads. Efter noget der ligner 1½ times ihærdig søgning (måske lidt mindre) efter en minimal parkeringsplads, må vi kaste håndklædet i ringen og opgive. Det er meget ærgerligt, for byen ser ud til at være både hyggelig og meget smuk. Desuden har vi set frem til at spise frokost i Bonifacio og jeg har længe drømt om en omelet og et dejligt, køligt glas fadøl. Men nej, sådan skulle det ikke være. Vi må skuffede vende næsen hjemad mod Ghisonaccia og undervejs handler vi så ind til resten af ugen. Midt på eftermiddagen er vi tilbage i vores lille Chalet - uden omelet i Bonifacio!

Bounty stranden ved Plage de Palombaggia.	Et af de mange vagt-og advarselstårne.



I dag vil vi til Ajaccio - Napoleon Bonapartes fødeby. Byen ligger på vest siden af øen, så det vil sige, at vi skal på tværs, ind over bjergene og det tager temmelig lang tid og er ikke bare lige til. Korsika er en klippeø, så der er ikke så forfærdelig mange veje på tværs, vi skal enten et godt stykke nordpå eller sydpå fra hvor vi bor, for at komme på tværs. Vi kører først lidt nordpå for at tage vej D 344 mod Ghisoni og så derfra til Vivario. Turen fra Ghisoni op mod Col de Sorba, som ligger i ca.1300 meters højde, er utrolig flot. Flere gange må vi ud af bilen for at nyde bjergene og tage billeder. Af erfaring véd vi godt, at de billeder vi tager i bjergene, slet ikke yder dem retfærdighed, når vi kommer hjem og ser dem på PC´eren - men vi kan bare ikke lade være.

De flotte bjerge, som ikke ydes retfærdighed.	De flotte bjerge, som ikke ydes retfærdighed.

Fra Vivario kører vi nu ad N 193 mod Vizzavona og Ajaccio. Undervejs leder vi efter et vandfald, Cascade des Anglais. Vi finder det også, d.v.s. skiltet som viser retningen dertil. Desværre viser det sig, at stien er mere eller mindre ufremkommelig på grund af sten og ujævnheder. Da vi helst ikke vil have brækkede ankler eller ben, dropper vi vandfaldet og da det samtidig begynder at regne, er beslutningen ikke svær. Men ærgerligt er det. Da vi når ned til Ajaccio, er der igen bilkø ind mod byen. Denne gang er vi dog mere heldige, køen er ikke så slem som antaget og vi finder hurtigt en parkeringsplads nede ved havnen. Vi går op i den gamle by og i dag lykkes det at få omelet og koldt fadøl til frokost - se, nu er der noget ved det. Efter frokost er vi nede at se Citadellet, vi ser hvor Napoleon Bonaparte blev født i 1769 og vi kryber i ly for regnen (tro det eller lad være, det regner igen) i en pavillon på Place de Gaulle.

Napoleons fødehjem.	Place de Gaulle med statuen af Napoleon.
De golde bjerge ved Col de Sorba.

På vejen hjem kommer vi igen over Col de Sorba og visse steder er bjergsiderne så golde at se på, at de kunne være kulisser i Ringenes Herre. Imponerende flot. - Og igen yder billederne ikke landskabet fuld retfærdighed.



22 º og sol fra en skyfri himmel, nu begynder det at ligne lidt sommer - men den sydlandske varme lader i allerhøjeste grad vente på sig! I dag kører vi så nordpå mod Bastia. Vores første stop skal være i Poretta lufthavnen, hvor der skal være et mindesmærke for forfatteren Antoine de Saint-Exupéry, hvis berømte bog "Le Petit Prince" (Den Lille prins), efter sigende er oversat til ikke mindre end 113 sprog. Grunden til at mindesmærket står i lufthavnen, er formodentlig den, at han oprindelig var postflyver og styrtede ned under krigen i 1944 - dog uden at have været i kamp. Vi finder mindesmærket, som ikke gør en hel masse ud af sig selv, men døm selv.

Mindesmærket i Poretta lufthavnen.

Syd for Bastia drejer vi fra og kører ad D 82 mod Oletta og St.-Florent. Derfra fortsætter vi gennem Desert des Agriates, en såkaldt ørken. Den er dog ikke uden bevoksning, men alligevel meget imponerende og vi kommer heldigvis helskindet gennem det "barske" landskab og frem til L'Île-Rousse. Byen ligger meget smukt og er også smuk i sig selv. Midt på byens hyggelige torv, som hedder Place Paoli, finder vi en statue af Pascal Paoli - le Père de la Patrie (Fædrelandets Far) - en frihedskæmper som kæmpede indædt for et frit Korsika i 1700 tallet. Overalt på Korsika, finder man statuer af ham og mindetavler. Det var i øvrigt også samme Pascal Paoli, som grundlage byen L'Île-Rousse i 1758. Som skrevet, en smuk by og ganske hyggelig. Overalt er der fortovscaféer og én af byens gader er næsten helt overdækket af parasoller, nærmest som en arkade. Her finder vi et skyggefuldt sted - le Cocotier - med en menukort som vi kan lide, så vi beslutter, at det er her vi vil spise frokost. Helle vil godt smage den korsikanske Brocciu - en slags ost - og jeg beslutter mig for den traditionelle æggekage. Dertil dejligt, køligt fadøl. Et rigtig dejligt måltid mad i hyggelige omgivelser. Lidet anede vi hvad der senere skulle komme ud af dét!

Statuen af Pascal Paoli i L'Île-Rousse.	Den hyggelige arkade i L'Île-Rousse.

Fra L'Île-Rousse følger vi kystvejen længere mod syd, hvor vi i Lumio kommer forbi Fremmedlegionens elitekorps, som holder til her. Det er faldskærmstropperne, som bl.a. har tjent i eks. Jugoslavien, Zaire og Sierra Leone. Nu går det igen nordpå. Det har som sagt noget at gøre med, at der ikke er ret mange veje på tværs af øen, så vi skal samme vej tilbage, som vi kørte ud. Ellers bliver det alt for lang en omvej, eller også er vejen så lille og "bjergrig", at det vil tage alt for lang tid. En ting vi lægger mærke til, er, at rigtig mange steder er der skiltet både på fransk og korsikans (italiensk), men lige så mange steder er det franske stednavn sprøjtet over med maling. Selvstændighedstrangen er stor på Korsika og bemalingen af vejskiltene er bare én af de måder de protesterer på, mod regeringen i Frankrig. Øen blev udråbt til selvstændig stat i 1755 og løsrev sig fra republikken Genova. Det blev dog for meget for Genova da de kunne se, at de mistede kontrollen over øen, så i en hemmelig aftale solgte de den til Frankrig i 1764 og lige siden har uroen omkring selvstændighed ulmet på øen.

Indgangen til Fremmedlegionen i Lumio.	Over alt er der overmalede vejskilte på øen.

Nå, det var et sidespring. Vi er som sagt igen på vej nordpå mod St. Antonino. En lille by, som er kåret til én af Frankrigs smukkeste byer. Det er vi så ikke helt enige i, men vil dog medgive, at den er flot og ikke mindst ligger den øverst på en bjergtop med en hel utrolig flot udsigt. Det er i øvrigt selvsamme by, som skal være berømt for sin citronlimonade, presset fra økologiske citroner, men mærkeligt nok, kan vi ikke se et eneste citron træ nogen steder!

St. Antonino, én af Frankrigs smukkeste byer.	St. Antonino, én af Frankrigs smukkeste byer.
Den imponerende udsigt fra St. Antonino.	Den lidt særprægede kirke i St. Antonino.

Hjemturen er så ad samme rute som udturen. Vi kører tilbage til L'Île-Rousse, videre gennem Desert des Agriates og ender i St. Florent som også er en meget hyggelig by. Her skal vi finde en cave, Domaine Gentile, hvor vi vil ind at handle. Så langt når vi dog ikke. Nu bliver vi for første gang i 30 år stoppet af politiet. Hvorfor vi bliver stoppet véd vi den dag i dag ikke. Vi har altid haft en tyrkertro på, at når fransk politiet ser at vi er fra udlandet, er de ikke interesseret i os, med mindre vi laver noget vi ikke må. Ikke mindst på grund af en eventuel sprogbarriere. Nu får vi til gengæld ændret vores barnetro. De er nemlig rimelige emsige og til trods for, at vi lader som om vi ikke kan tale fransk, vil de se papirer på bilen, spørger (på engelsk) hvad vores ærinde er og går rundt om bilen og er i øvrigt meget interesseret i den. Vi får dog lov til at fortsætte uden anmærkninger og da vi kører ud fra holdepladsen kan vi se, at vi er lige ved den cave - Domaine Gentile - som vi har besluttet vi vil besøge. Det er givetvis meget heldigt, for ellers ville vi nok have overset den (den ligger faktisk lige ved en rundkørsel) og var fortsat et godt stykke vej videre frem, for så et ende med at skulle køre tilbage. Her køber vi nogle flasker rødvin og efter den gode handel fortsætter vi hjemturen og er hjemme omkring klokken 18:30 efter en lang dag med mange oplevelser. Tro det eller lad være - det regner igen særdeles pænt!!.



Igen i dag vågner vi til sol, men mistroen ligger dybt i os, så vi tvivler på at det holder hele dagen. I dag skal vi ikke ud på oplevelser, allerhøjst i E.Leclerc (et supermarked) og vi trænger i den grad til at hvile fødderne (speederfoden) og hjernen. Da vi har handlet færdig og kommet tilbage til vores "slot", går Helle på stranden en times tid - og så regner og tordner det igen! Senere på dagen kommer solen dog tilbage og vi slapper af med forskellige gøremål. Helle skriver postkort til Nana og Liva og jeg skriver lidt notater til rejsebrevet. Sidst på eftermiddagen får jeg det dårligt, så det bliver en stille aften. Efter mange konsultationer på nettet, kommer vi frem til, at jeg efter al sandsynlighed har fået en salmonellaforgiftning. Udsigten siger, at den kan vare fra 2 dage og op til 14 dage! Derefter skal man søge læge! Ved nærmere eftertanke mener vi, at det med stor sandsynlighed er omeletten fra i går, som er synderen. Den var måske en smule "løs" i det, så sandsynligheden taler for at det er æggene dér, der er skyld i det. Eftersom jeg ikke kan bidrage med underholdning på grund af tingenes tilstand, er aftenens eneste højdepunkt i underholdning, da vores tyske naboers lille dreng synes det er morsomt at banke en sten ind i siden på vores anden nabos bil (en BMW)! Det var en stor sprogoplevelse...men ærgerligt for bilejeren.



De næste dage er der ikke så meget at berette om. Jeg har det stadig skidt og befinder mig bedst i nærheden af vores lille Chalet. Dagene går med at læse og hvile sig og Helle er ved stranden, hvis ellers vejret tillader det.

Den utrolig flotte og dejlige strand, som vi desværre ikke fik brugt ret meget.



Det er nu blevet onsdag og det var torsdag i sidste uge jeg startede med at være ukampdygtig. I dag går det dog lidt bedre efter vi har fået købt noget "lappegrej" til mig, som ser ud til at virke. Vejret ser også ud til, for en gangs skyld, at blive godt (og vedblive med at være det), så det er på høje tid, at vi igen kommer ud at opleve noget. Denne gang kører vi mod syd, mod byen Solenzara og derfra fortsætter vi ad D 268 mod Zonza. Vi kommer bl.a. gennem det utrolig smukke Bavella massiv, hvor folk bader i floden La Solenzara. Til trods for, at der er en masse store sten og det dermed er vanskeligt at komme ned til floden, skal vi alligevel ud at se nærmere på det og have nogle billeder. Belønningen udebliver da heller ikke - det er rigtig flot.

Bavella massivet med floden La Solenzara.	Bavella massivet med floden La Solenzara.

Da vi fortsætter og når Col de Larone i 608 meters højde, bliver vi mødt af en redningshelikopter fra gendarmeriet, som er klar til at rykke ud, hvis det bliver nødvendig. Det er imponerende, at de har så godt et beredskab.

Redningshelikopteren ved Col de Larone.

Lidt længere mod syd, stadig ad D 268, kommer vi til Col de Bavella i 1243 meters højde. Det er et ubeskrivelig flot syn der møder os her, da vi endelig finder en parkeringsplads og kommer ud af bilen. Helt henne ved kanten af slugten, ser man over på Aiguilles de Bavella (Bavellas Nåle) og har et imponerende syn ud over bjergmassivet.

Aiguilles de Bavella (Bavellas Nåle).	Udsigten fra Col de Bavella.

Vores sidste mål er byen Zonza, en lille by med omkring 2000 sjæle. Her gør vi holdt så vi kan strække benene og går en tur op og ned ad "hovedgaden" hvorefter vi finder et godt sted, hvor vi kan få en pastis og en kold fadøl. For en yderst sjælden gangs skyld, får vi en anden til at tage et billede af os begge mens vi sidder og nyder vores drink, men det forbliver i det private billedarkiv.

"Hovedgaden" i Zonza.

Hjemturen går som sædvanlig ad samme rute som udturen. Igen får vi set de flotte bjergformationer på Col de Bavella, hvor parkeringssituationen nu er blevet om end endnu mere håbløs. Vel hjemme i vore Chalet kan vi sætte os på terrassen og nyde et glas vin, samtidig med at vi glæder os over, at temperaturen nu ligner noget sydfransk, nemlig 33 º.



Eftersom jeg har fået det helt godt, er vi tidligt oppe og kører til Corte - i fint vejr med sol fra en skyfri himmel. Byen ligger næsten midt inde på øen og det tager en god times tid at komme dertil. For en gangs skyld er det uden bjergkørsel, hvilket er ganske behageligt. Ind imellem kan det med bjergkørsel godt blive for meget af det gode. Bilen bliver sat i p-hus og igen kan vi konstatere, at det er en hyggelig by vi er kommet til og igen er det en by, hvor torvet er opkaldt efter Pascal Paoli, nemlig Place Paoli - hvad ellers? En statue af Pascal Paoli mangler naturligvis heller ikke og det er lige før vi vil sige, at der er noget galt, hvis der ikke er mindst én statue af ham i de byer vi kommer til. Vi sætter os på byens torv og bestiller kaffe til to og dertil hørende croissanter. Men ak, den søde dame kommer tilbage og melder, at der desværre kun er én croissant tilbage. Det synes vi er en værre uorden - når man er i Frankrig skal det altid være muligt at få en croissant til kaffen. Resultatet bliver, at vi hver får en halv croissant til kaffen.! Efter kaffen går vi op i Haute Ville til Citadellet og går rundt og nyder den gode stemning. Vi kan jo konstatere, at rigtig mange af de korsikanske byer er utrolig hyggelige at gå rundt i og Corte er ingen undtagelse.

Haute Ville i byen Corte.	Haute Ville i byen Corte.

Det er heller ikke nogen undtagelse, at masser af steder protesteres der imod den franske regering og Frankrig. Det gør korsikanerne bl.a. ved at bruge dét de mener skal være det korsikanske flag, som de hænger op over alt hvor de kan komme til det. Om det så vil lykkes for dem at løsrive sig fra Frankrig, er en anden sag, men jeg tror det næppe.

Der protesteres mange steder med det "korsikanske" flag.

Mætte af indtryk, sætter vi kursen mod campingpladsen igen og på vejen hjem vil vi lige se, om vi kan få endnu et par gaver med hjem til pigerne. Det lykkes dog ikke, så vi ender hjemme på campingpladsen med uforrettet sag. Og for at det ikke skal være løgn, begynder det at tordne om eftermiddagen og vi får endnu en ordentlig skylle vand, men heldigvis klarer det op igen. Det er ved at være lidt for meget med al den regn!



Det er sidste dag på campingpladsen - og Korsika. Der er almindelig opbrudsstemning, så det bliver kun til en sporadisk tur ind til Ghisonaccia, hvor vi går lidt op og ned ad hovedgaden, for at se om der skulle være noget "vi ikke kan undvære". Vi finder ikke noget, så resten af dagen tilbringes på stranden og terrassen. Vi har bestilt slutrengøring, så alt hvad vi har tilbage at gøre, er, at pakke vore kufferter og sikre os, at vi ikke glemmer noget når vi rejser i morgen tidlig, for vi kommer ikke tilbage.



Vi skal først med en færge fra Bastia klokken 13:30, men alligevel er vi tidligt oppe og tidligt af sted fra campingpladsen. På vej til Bastia får vi lige et glimt af Monte Cinto i varmedisen, Korsikas højeste bjerg med en højde på 2707 meter.

Toppen af Monte Cinto kan skimtes i varmedisen.

Vi kommer til Bastia i rigtig god tid, så vi kører lidt rundt og finder endelig ned til vandet, hvor vi får os en kop kaffe og en croissant - denne gang én til hver - efter som vi egenhændigt har købt dem hos bageren. Da tiden nærmer sig afgang, kører vi så til færgeterminalen, hvor det hersker mere eller mindre kaos. Skiltningen og informationen er mildest talt mangelfuld, så det er svært at finde ud af, i hvilken vognbane man skal placere sig, ikke mindst fordi der er vognbaner til flere forskellige destinationer. Efter et godt stykke tid kommer der endelig nogle medarbejdere og vi bliver lukket ind til de egentlige vognbaner, hvorefter der falder lidt ro over gemytterne. Efter lang tid ankommer færgen vi skal med og en langsommelig og tidskrævende ombordkørsel begynder. Igen bliver bilerne pakket så man dårligt kan komme ind eller ud.Langt om længe er den sidste bil kørt ombord og vi kan endelig sætte kursen mod Livorno, hvor vi skal overnatte i aften, inden turen går videre til Gardasøen i morgen.

Vores færge på vej ind til færgelejet.	Et sidste blik på Korsika og Bastia agterude.

Med et sidste blik på Korsika og Bastia forlader vi øen for denne gang - om vi vender tilbage er nok tvivlsomt. Vi har haft rigtig mange gode oplevelser og set en masse, så vi vil nok lade det være ved det. Nu skal vi foreløbig videre til Gardasøen, hvor vi skal være den sidste uge af vores ferie. Link til rejsebrevet fra Italien. Når det så er slut, går turen igen tilbage til Næstved, hvor vi skal fordøje de mange nye indtryk vi har fået på ferien i år.



*Jens Rostgaard Gjerløv.* Oktober 2014.	Skulle du få lyst til at printe rejsebrevet ud, kan du downloade en printervenlig kopi her: