Bortset fra 4 forholdsvis korte besøg, er det utrolig lidt jeg kender til Italien. De allerfleste af vore ferier har været holdt i Frankrig, og Norditalien har kun været brugt som gennemkørselsland på vej til Provence og Middelhavet.

Nu var der noget at se hen til.

Som tiden nærmede sig, begyndte jeg alligevel at blive lidt betænkelig. Hvad var det jeg havde sagt "ja" til. 10 dages busrejse og så jeg, der altid har været vant til kør-selv-ferie! Det lovede ikke godt.
Betænkelighederne var i sandhed store, men, som det senere viser sig til min store overraskelse, bliver alle mine betænkeligheder meget hurtigt gjort til skamme.

Vi skal tidligt op, for klokken 05:45 skal vi med bussen fra Slagelse og - viser det sig - derfra til Vamdrup, hvor vi skal skifte til den endelige bus, som skal bringe os til Toscana og rundt til de forskellige steder vi skal besøge.

Vores guide / rejseleder tager imod os i Slagelse og vi bliver hurtigt installeret i den "søvnige" bus. Udgangspunktet for bussen er København, så der er ikke noget at sige til, at folk er trætte og prøver at få det sidste af en nattesøvn, inden det går rigtig løs.

I Vamdrup er der som sagt bus skifte og vi bliver hurtigt installeret i en rigtig dejlig 5-stjernet bus, som nu skal være vores "hjem" de næste mange dage.
Omkring klokken 09:00 starter vi så turen sydpå og vores første overnatning er "et sted i Sydtyskland", så vi belaver os på en lang køretur.

Efter at alle er kommet op til overfladen efter den sidste smule nattesøvn, præsenterer vores rejseleder sig. Han hedder Henning Rostung og chaufføren hedder Ibro Husic. Begge skal være med på hele turen og vi får nu programmet for turen samt andre papirer udleveret, så vi véd hvad der venter os forude.
Dernæst får vi nogle praktiske oplysninger om bussen. Bl.a. at der er Wifi til rådighed og 220 volt stik ved hvert sæde, så der er mulighed for at gå på nettet, hvis man skulle begynde at kede sig.

Endelig er der nogle helt andre "praktiske" ting. Vores rejseleder vil komme gennem bussen i løbet af dagen og tilbyde diverse forfriskninger, som kan købes for et absolut rimeligt beløb.
Det vil sige, at morgenen / formiddagen begynder med muligheden for en bitter (6 forskellige slags at vælge imellem) så vi kan få klaret stemmebåndene til dagens snak. Dernæst bliver der mulighed for formiddagskaffe og senere på formiddagen er der mulighed for kolde drikke: vand, sodavand, øl og vin. Om eftermiddagen bliver der igen serveret kaffe og kolde drikke alt efter temperament og dette mønster gentager sig, alle de dage hvor vi er ude at køre i bussen.

Det er ren luksus og vi bliver forkælet i alle ender og kanter af rejselederen og - ikke at forglemme - af chaufføren, som kører bussen utroligt behageligt. Vi finder senere hen ad vejen ud af, at Ibro virkelig kan sin metier og jeg er stadig forundret over, at vi er kommet hjem, uden så meget som en skramme på bussen.

Som sagt er det ren forkælelse og turen ned gennem Tyskland foregår uden problemer og næsten inden vi får set os om, er vi nået frem til Hotel & Gästehaus Krone, som ligger i den lille by Geiselwind. Her skal vi have vores første overnatning samt middag på hotellet.

Den er dog ikke planlagt...!

Bussen bliver stoppet af det tyske politi og BAG (Das Bundesamt für Güterverkehr). Det er specielt BAG som er interesseret i os.
BAG er en organisation, som står for - og kontrollerer - en masse forskellige ting. Blandt andet køre-og hviletider for bus-og lastbilchauffører og det er derfor vi er blevet stoppet.

Bussen får en overfladisk kontrol af politiet, men der er selvfølgelig ikke noget at komme efter, idet bussen kun er et halvt år gammel.

Men vores chaufførs køre-og hviletider bliver gået godt og grundigt efter. De går faktisk et halvt år tilbage i historikken! Dette tager selvsagt noget tid og da BAG så samtidig får problemer med deres computere, går der det meste af fem kvarter, inden vi får lov til at fortsætte, vel at mærke uden anmærkninger.
Til gengæld får vi et pænt skilt i forruden, som fortæller at vi er blevet undersøgt og fundet i orden, så vi ikke risikerer at blive stoppet 100 km. længere fremme for at skulle igennem den samme undersøgelse én gang til.
Desværre gælder skiltet kun én dag!

Vel tilbage ved bussen har Ibro, vores chauffør, sørget for, at der er både Lumumba'er og Irish Coffee til de af os der ønsker det. Igen er det ren forkælelse.

Da vi atter sidder i bussen for at fortsætte, fortæller vores rejseleder, at han er glad for at det er lykkedes ham at arrangere denne musikalske modtagelse af os, til trods for forsinkelsen. Jo, jo, humoren fejler heldigvis ikke noget.

Det er så småt ved at være ved den tid hvor vi skal videre til vores bestemmelsessted, så mødet med Firenze slutter hvor det begyndte, nemlig på Piazza della Signoria, som i renæssancen var Firenzes politiske magtcentrum, med familien Medici som den herskende familie.
Her på Piazza della Signoria finder man bl.a. Neptun fontænen som er lavet af billedhuggeren Ammannat, hvis værk var genstand for megen kritik da den stod færdig. Fontænen er lavet til minde om de sejre storhertug Cosimo 1. opnåede og til venstre for fontænen er der en rytterstatue af storhertugen.

Dagen i dag er til egen rådighed. Det er egentlig ganske dejligt at få en dag, hvor man kan slappe lidt af, trække vejret og foretage sig nogle ting i sit eget tempo. Det eneste "officielle" arrangement i dag, er toscansk middag i Sarteano i aften klokken 19:30, men det vender jeg tilbage til.

Byen Chianciano har ca. 7.200 indbyggere og består faktisk af 2 bydele, en ny (Chianciano Terme) og en gammel (Chianciano Vecchia). De 2 bydele ligger i små 500 meters højde og er ligesom trukket fra hinanden så byen bliver aflang, med den nye bydel mod syd og den gamle mod nord.

Med i turen er der arrangeret en middag i den lille by Sarteano, som ligger omkring 10 kilometer sydøst for Chianciano Terme.
Her skal vi spise en rigtig toscansk middag på restaurant Il Chiostro. Det er en hyggelig restaurant med en meget intim atmosfære. Den ligger i et gammelt byhus fra 1500-tallet - maden og betjeningen er fortræffelig og omgivelserne kan være svære at beskrive, de skal opleves, men måske kan man fornemme noget af atmosfæren når man ser billederne.

Som sagt kører vi videre til Trasimeno-søen, nærmere betegnet til Passignano, som ligger på nordsiden af søen. Her skal vi holde en velfortjent pause. Vejret er faktisk blevet rigtig godt igen og selv om nogle mørke skyer truer os fra oven, så kommer der ikke regn. Hvor heldige har vi lov til at være?
Og heldet varer ved. Vores rejseleder og chauffør kræser igen for os og serverer Lumumba'er, Irish Coffee, kaffe, øl, vin og vand i den udstrækning vi ønsker det.

Efter et hyggeligt, velfortjent og forfriskende ophold ved søen, går turen atter hjem mod Chianciano Terme og hotellet, hvor vi skal spise til aften.
Efter aftensmaden bliver der også tid til en kop kaffe og en nightcap eller to i baren, ganske hyggeligt.

Frokosten i dag er også på egen hånd, så igen bliver det til nogle panini med dejlig skinke og ost, som bliver indtaget på balkonen på hotellet, sammen med en kølig øl.

Eftermiddagens tur går i dag til den gamle by Orvieto, som ligger 60-70 kilometer fra Chianciano Terme, mod sydøst. Den har en lidt speciel beliggenhed, idet den ligger på en ca. 600 meter høj "klippe" af tufsten, med ret stejle sider hele vejen rundt. Byen er bl.a. kendt for at huse Italiens største vinmesse, samt for sine mange hvidvine.
- Og så virker det som om vores stunt med paraplyerne fra i formiddags hjælper på vejret - da vi ankommer til byen bevæbnet med paraplyer, skinner solen og det er ca. 21º - så måske er der alligevel lidt om snakken... At det så småregner på hjemturen, er jo en helt anden snak...!

Nå, det er Orvieto det handler om. Man kan godt køre derop i bil, men man har lavet en lille kabelbane, Funicolare, som kan bringe én op til byen uden anstrengelse. Fra Funicolarens endestation er der så mulighed for at fortsætte det sidste, lange stykke op til domkirken med små minibusser, som kører i pendulfart og det kan stærkt anbefales at benytte sig af disse to transportmidler.

Når man går fra pladsen ved domkirken ned mod centrum af byen, kommer man forbi Maurertårnet - La Torre del Moro - som er 47 meter højt og den højeste bygning i byen. Tårnet er ikke mindst berømt for sit præcise urværk.

Efter en sidste is og en spadseretur tilbage til minibusserne der kører os ned til Funicolaren, er bussen klar til at køre os tilbage til hotellet, hvor vi igen i aften skal indtage vores middag.

Efter middagen er vi nogle stykker der slutter af i baren med en kop kaffe og den sædvanlige nightcap. Desværre er der kommet et hold franskmænd som er ualmindelig støjende og da de ikke har tænkt sig at dæmpe tonen lidt, fortrækker vi ud i receptionslokalet.
Det bliver det dog ikke meget bedre af. Her er der af en eller anden grund (det er onsdag, midt på ugen) levende musik og dertil en yderst dårlig akustik, så det bliver ikke spor bedre af at flytte. Vi kan ganske enkelt ikke høre hvad vi selv siger!

Resultatet er, at vi meget hurtigt får drukket vores nightcap og trækker os tilbage til værelserne. I den sidste ende gør det nu heller ikke så meget. Vi skal tidligt op i morgen og på heldagstur til Rom, så vi tager ikke skade af at komme lidt tidligt i seng  Men alligevel....

Da vi nærmer os Rom, er vi ikke i tvivl om, at det er en storby vi kommer ind i. Trafiktætheden er voldsom og man fornemmer virkelig den voldsomme puls der er i byen.

Vi starter med at samle vores danske guide, Malene Sommer, op. Hun har ligesom vores guide i Firenze, været bosat i Italien gennem mange år og hun guider os nu på en sightseeing-rundtur med bussen, til de forskellige seværdigheder. Igen har vi fået en guide som kan fortælle rigtig meget om de forskellige seværdigheder vi ser og endnu engang må vi beundre Ibro, vores chauffør, for at han tumler bussen som om det er en lille to-sædet Smart.

Vi kommer bl.a. forbi Colosseum, hvor der bliver lidt tid til at forlade bussen, men desværre er der så mange turister der vil ind at se arenaen, så vi må opgive at komme ind. Det må gemmes til en eventuel anden gang.

Da vores guidede rundtur er forbi, bliver det tid til at bevæge sig lidt rundt på egen hånd. Puh ha! Hvor skal man begynde og hvor skal man ende?

Vi kommer forbi Den Spanske Trappe, som er spærret helt af. Før i tiden var der fyldt med mennesker på trappen, som er vidt berømt, men i dag ligger den øde hen, med et gitter foran, så man ikke kan komme op på den. Synd.
For foden af Den Spanske Trappe er der til gengæld en fontæne hvor vandet springer lystigt og der er fyldt med mennesker omkring den. Man fornemmer helt klart hvor populært stedet er og der er ingen tvivl om, at mange er gået forgæves herned.

Anderledes er det, da vi besøger Pantheon. Her er mange mennesker og vi bliver ikke skuffede. Der er et imponerende flot bygningsværk, som blev opført år 27 f. Kr. Oprindelig blev Pantheon opført som tempel til guderne, deraf navnet, men senere blev det lavet om til kirke.

Her, på pladsen foran Pantheon og som så mange andre steder i Rom, går der "turistjægere" rundt, klædt ud som gladiatorer o.lign., som prøver at lave en skilling eller to, ved at lade sig fotografere. Om det lykkes nogle, skal jeg ikke kunne sige, jeg så ikke nogen som blev fotograferet. Men hvis der ikke er en turist eller to som ind imellem lader sig overtale til at tage et billede, vil de vel næppe være der stadigvæk.

Det er her på denne livlige og spændende plads vores rundtur i Rom slutter og vi går tilbage til bussen, som skal bringe os hjem til vores hotel i Chianciano Terme.
Det har været en rigtig spændende dag, specielt når man som jeg, ikke tidligere har været i Rom. Vi har hørt historiens vingesus og set ting derfra, som man næsten ikke troede var muligt. En rigtig spændende og interessant dag.

Dels skal vi besøge den lille by Pienza om formiddagen, dels skal vi på besøg på en vingård om eftermiddagen.

Vi bliver kørt til Pienza så vi er der midt på formiddagen og efter en kort introduktion til byen, bliver vi sluppet løs på egen hånd. Som vores rejseleder så frejdig udtrykker det: "Jeg er sikker på, at I ikke kan fare vild i denne her by".

Byen er hurtigt overset, men man betages af den ualmindelig flotte udsigt der er ud over dalen  Val d' Orcia, den er svær at komme væk fra.

På vores øvrige tur gennem byen kommer vi forbi et sted hvor de er ved at sætte kulisser op til en filmserie de skal lave om familien Medici, den virkelig indflydelsesrige og magtfulde familie i renæssancen.
Det viser sig, at vi på vores vej væk fra byen, kommer forbi endnu et sted, hvor de er i gang med optagelser on location. Det vil da blive interessant, om man kan komme til at se den serie, når den om et par år kommer i fjernsynet.

Men ellers minder byen på mange punkter om de andre små byer vi har set på vores ture og adskiller sig således ikke væsentligt.

Og dog.

Byen er meget kendt for sine oste (Pecorino-ostene) som er noget for sig selv. De er lavet af fåremælk (pecora betyder "får" på italiensk) og jeg må indrømme, at de har en noget speciel lugt. Det er forskelligt hvor længe de forskellige typer oste lagres og de får med tiden et udseende, som ikke er det mest charmerende. Jeg smager ikke på dem og jeg er helt sikker på, at der er ikke nogen i selskabet der tør tage en sådan ost med i bussen. Jeg vil i hvert fald ikke selv løbe risikoen.

På billedet kan man se de nye oste på de øverste hylder, de ældste oste på de nederste hylder og man kan tydeligt se forskel på dem.

Når vi ikke tør tage ost med hjem af hensyn til vore medrejsende, bliver der til gengæld købt lidt pølse (spegepølse) med hjem. Der er flere butikker som har et flot udvalg af skinker og pølser - det er ret så spændende og mange af dem smager rigtig godt. Og så er der den store fordel, at de er rimelig lugtfri - ikke at forglemme.

Da vi ankommer til vingården, står vingårdens frue, Janne, allerede klar og tager imod os midt ude i vinmarken. Janne er - som navnet antyder - aldeles dansk, har boet i Italien i mange år og er italiensk gift.

Vi bliver straks grebet af hendes rivende talestrøm og syngende fynske og inden længe er hun i fuld gang med at fortælle os i begejstrede  vendinger, om det der står hende nær. Nemlig vinproduktion af den prisbelønnede Brunello di Montalcino, Brunello di Montalcino Riserva - og ikke at forglemme Rosso di Montalcino. Der foruden producerer vingården også Grappa di Brunello og Grappa di Brunello Riserva og endelig har de også egen produktion af olivenolie.

Overalt er Janne med i produktionen.

Hun fortæller om økologisk dyrkning af vinstokkene, om håndarbejdet med at beskære planterne, hvordan alle druerne bliver håndplukket - og om kampen med vildsvinene, som vældig godt kan lide at spise af druerne i ubevogtede øjeblikke.
Vi kommer hele vejen rundt og det er bestemt ikke nogen dans på roser at producere en af Italiens fineste vine - det er hårdt arbejde fra først til sidst.

Fra vinmarken går vi ind i produktionshallerne og her ser vi hvordan hele processen foregår, fra druerne kommer ind og stilkene tages af, til lagring af den "færdige" vin på de store egetræsfade fra Slavonien dybt nede i kælderen. Her skal vinen så ligge i minimum 5 år for en Brunello di Montalcino´s vedkommende og 6 år for en Brunello di Montalcino Riserva´s vedkommende.

Efter således at være blevet bare lidt klogere på produktionen af nogle af Italiens fineste vine, er der vinsmagning og dertil smagsprøver med Parma-skinke, Pecorino-oste, hjemmebagt brød og olivenolie. Alt dette har Jannes italienske mand stået for og gjort klar til os.
Og hvad vinsmagningen angår, ja, så bliver der ikke sparet på noget. Vi får lov til at smage alt det vin vi vil og skulle der ikke være mere i flaskerne, ja, så bliver der trukket flere op. Jeg har dog været til nogle vinsmagninger igennem årene, men aldrig oplevet noget der ligner dette. Det er i sandhed overdådigt.

Efter vi således har mæsket os med alle lækkerierne, bliver der mulighed for at købe vingårdens produkter til favoritpris og det var vi mange der benyttede os af.

Når vi så på et tidspunkt skal smage på Brunello´en herhjemme, kan vi forhåbentlig fornemme duften af Toscana og se de gyldne vinmarker for vores indre og mindes en rigtig god oplevelse.

Allerede fra morgenstunden, har vores rejseleder krydret "underholdningen" i bussen med pragtfuld musik. Da vi forlader Chianciano Terme i de tidlige morgentimer, hænger disen og tågen lavt i de bløde bakker og hvad falder mere naturligt, end at sætte noget skøn musik på, nemlig "Tågen letter"  af Carl Nielsen.
En pragtfuld stemning, i hvert fald for undertegnede, at sidde dér og betragte de dejlige landskaber, samtidig med at der lyttes til aldeles dejlig musik. Ganske enkelt pragtfuldt.

Hjemturen er for så vidt ganske begivenhedsløs. Der er selvfølgelig den sædvanlige gode forplejning ombord i bussen, d.v.s. morgenbitter, kaffe, kolde vand, øl og vin.
Og som noget nyt - og en overraskelse - vil der blive serveret pølser med brød i frokostpausen, hvis vi har lyst til det. Det afføder naturligvis tilråb og klapsalver og det er vist overflødigt at svare ja til dette gode tilbud. Nu føler man, at man så småt er ved at være hjemme.

Først på aftenen er vi fremme ved vores hotel - Altmühlberg - hvor Megi og Stefan Rupp står klar med vores værelser og derefter serverer en dejlig middag til os alle.

Som vores rejseleder så rigtigt udtrykker det ved valget af endnu et dejligt stykke musik: "Time to say goodbye" med Sarah Brightman og Andrea Bocelli. Bedre kan det ikke siges.

Om det så er for at opmuntre os lidt bagefter véd jeg ikke, men "Time to say goodbye" bliver efterfulgt af en melodi med Hansi Hinterseer. Det vækker megen moro og afføder nogle spøjse kommentarer, men efter de forskelliges kropssprog at dømme, viser det, at man trods alt godt kan lide musikken, selv om den måske er lidt udskældt.

Alting har en ende - en regnorm har to som Shubidua synger - og da klokken er omkring 20:00 er vi tilbage i Vamdrup, hvor det hele begyndte for 10 dage siden.
Derefter bliver vi sendt ud til alle fire verdenshjørner for at komme til vores oprindelige bestemmelsessted og omkring klokken 22:00 er det definitivt slut.

Som jeg skrev indledningsvis, er mine bekymringer og betænkeligheder ved en lang busrejse, blevet gjort godt og grundigt til skamme, så hvis jeg en anden gang kan komme af sted med en sådan rejseleder og chauffør, vil jeg ikke betænke mig et øjeblik på at tage af sted igen.

Når man dertil lægger et dejligt rejseselskab med søde, rare og venlige mennesker, ja, så kan oplevelsen næsten ikke blive bedre.