REJSEBREV  FRA
Blåvandshuk  og  Gjern - 2021. 

Af Jens Rostgaard Gjerløv.

 

Siden er optimeret til 1920 x 1080   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes   -   Kontakt


Til ren billedside.
Se billederne på PC.

Til ren billedside - tablets.
Se billederne på tablet.


 

Til sidetop.

 

Solnedgang ved Blåvandshuk.
 

Igen i år spænder coronaen ben for vores ferier og en længe ønsket forårstur til Paris er atter blevet skrinlagt.

Så da vores venner, Suzanne og Hans, inviterer os til at besøge dem i Blåvandshuk hvor de har lejet et stort og utrolig flot udstyret sommerhus, siger vi 'ja tak'.

Vi vil så kombinere et par dage i Blåvandshuk med nogle flere dage i Jylland og har derfor lejet et sommerhus i Gjern. Vi har tidligere været der med Elisabeth, Nino og børnene - det var i 2012 - så vi vil godt have et gensyn med egnen og de omkringliggende byer, bl.a. Silkeborg og Århus.

Det er aftalt, at vi kommer til Blåvandshuk sidst på eftermiddagen. Vi har lovet at give aftensmaden i dag og da vi lander ved 17-tiden, har Susanne allerede dækket et flot bord, som står parat til os.

 
Vis stort billede.
Så er bordet dækket.
Vis stort billede.
De 2 stjernekokke.
 
Efter en velfortjent middag, som bliver efterfulgt af irsk kaffe til at fordele maden, beslutter vi os for at gå ned til stranden. Vejret er rigtig godt og vi regner med at se en flot og smuk solnedgang og dertil har vi medbragt lidt proviant, så vi ikke skal tørste i ventetiden.

Nede på stranden ligger der adskillige bunkers fra 2. verdenskrig, som kunstneren Bill Woodrows i 1995 "lavede om" til såkaldte fredsskulpturer, som forestiller muldyr.
Ganske flot og imponerende, hvad man kan få ud af en gammel betonbunker.

 
Vis stort billede.
Proviant til aftenturen og solnedgangen.
 

Vi tilbringer en halv times tid nede på stranden med vores medbragte proviant og belønnes til sidst med en rigtig flot solnedgang.

 
Vis stort billede.
Bill Woodrows fredsskulpturer.
Vis stort billede.
Den smukke solnedgang..
 

Da vi langt om længe har fået sunget solen godt og grundigt ned og ikke har mere proviant, går vi tilbage til huset, hvor vi slutter dagen af med Suzannes gode drinks.

Endelig er det også dagen, hvor Elisabeth og Nino er i avisen, i anledning af deres køb og overtagelse af 'Underhuset' i Næstved.

 
Til sidetop.
 

Vi vågner til rigtig april vejr - nemlig snevejr!

- Og det sner hele formiddagen, så det er ikke de helt store udendørsaktiviteter der præger billedet. Men i løbet af formiddagen skal vi under alle omstændigheder ind til Blåvandshuk og handle ind.

Vi skal have handlet, både til frokost og til aften og da vi nu er ved strand og vand, kommer frokosten meget naturligt til at bestå af en fiskeplatte til frokost og aftensmaden bliver 4 store tunbøffer. Sådan!

Da vi er tilbage efter vores "vilde" indkøb, sidder vi oppe på første salen og nyder snevejret, da der pludselig kommer et rådyr forbi. Vi opdager til vores store forbløffelse, at der faktisk er ret mange rådyr i området og det er morsomt at se, hvordan de færdes, nærmest hjemmevant, blandt de mange sommerhuse.

 
Vis stort billede.
Så er der gæster i haven.
Vis stort billede.
Snevejret "raser".
 
Efter indtagelse af en dejlig frokost bestående af den før omtalte fiskeplatte med tilhørende drikkevarer, er der dømt middagslur for alle.

Da klokken nærmer sig 16:00 er det slut med middagsluren og der bliver rettet an til eftermiddagskaffe, hvortil der bliver serveret en, i den grad, overdimensioneret "træstamme" - også kaldet en 'John Dillermand'!

Den er rigtig stor, smager rigtig godt og fylder rigtig meget. Men, når den smager godt er det jo ikke noget problem at få plads til den i maven, vel?

 
Vis stort billede.
Kaffe med den overdimensionerede "træstamme".
 
Efter kaffen og det store kageeventyr, er det på tide at få maven forberedt til det store aftensmåltid, nemlig tunbøfferne. Og hvad kan være bedre til at gøre plads og forberede maven til dét, end en veltillavet drink, som Suzanne står for.

Godt ser den - og godt smager den - gin er altid godt.

 

Vis stort billede.
Så er vores gin drinks klar til servering.

 
Så vidt jeg husker, smager vi vist på flere forskellige drinks med gin inden middagen, men der skal jo også gerne være god plads til de store tunbøffer.
 

Vis stort billede.
De er bare store.

 
Tunbøffer skal serveres med rigtig mange bløde løg ovenpå, så arbejdsfordelingen i køkkenet bliver således, at undertegnede får lov til at lave de mange bløde løg og Hans står for at grille tunbøfferne.

Til gengæld dækker Suzanne og Helle bord, hygger omkring kokkene og sørger for, at de ikke på noget tidspunkt tørster under madlavningen. En rigtig god fordeling.

 

Vis stort billede.
Der arbejdes i køkkenet.

.Vis stort billede.
De færdige tunbøffer med løg.

 
Efter aftensmaden går vi op på 1. salen, hvor vi hygger os resten af aftenen, med dejlig vin og udsigten til Blåvandshuk fyr, som troligt blinker til os med sit ene øje.
 

Vis stort billede.
Aftenudsigten mod Blåvandshuk fyr.

 
Da klokken nærmer sig 23:00 er det ved at være sengetid. I morgen skal vi tidligt op, så med fyrtårnets lyse blink på nethinden, siger vi godnat.
 

Til sidetop.

 
Så er klokken blevet 08:00 og vi er i gang med morgenmaden. I dag skal vi forlade Suzanne og Hans og deres hyggelige selskab og videre til Gjern, hvor vi skal tilbringe en lille uges tid og se lidt af den nærmeste omegn.

Men inden vi kører til Gjern, er der 2 ting vi alle 4 skal se. Vi skal lige en tur forbi Blåvandshuk Fyr, så vi får set det i dagslys og vi skal se 'Ellipsen' i Filsø.

Fyret står på det vestligste punkt i Danmark, 18 meter over havets overflade. Og det er da flot som det står dér, helt hvidt, mod den blå himmel.
Vi er lidt tidligt på den, så der er ikke åbent for besøgende endnu. Men, med 39 højdemeter og 170 trappetrin, var der heller ikke den helt store lyst til at bestige fyret.

Herfra kører vi nu mod Filsø, hvor vi som sagt skal se 'Ellipsen' - en "rund" bro - som er bygget i 2017. Det er et rigtig dejligt og rekreativt sted, men 'Ellipsen', som er en pendant til 'Den Uendelige Bro' ved Århus, er ikke ret stor. Den er lidt skuffende, men skuffelserne vil blive endnu større senere hen, men det véd vi heldigvis ikke endnu.

 

Vis stort billede.
Blåvandshuk Fyr.

Vis stort billede.
'Ellipsen' ved Filsø.

 
Omkring klokken 10:30 skilles vi så fra Suzanne og Hans. De kører tilbage til sommerhuset og vi fortsætter til Gjern.

Turen til Gjern bliver via Hvide Sande og Ringkøbing, Herning og Silkeborg. På landevejen mellem Herning og Silkeborg kommer vi forbi mindestenen for Kaj Munk, som blev henrettet af tyskerne i Hørbylunde Bakker, den 4. januar 1944.

 

Vis stort billede.
Kaj Munks mindesten i Hørbylunde Bakker.

Vis stort billede.
Kaj Munks mindesten i Hørbylunde Bakker.

 
Omkring klokken 14:00 er vi fremme ved sommerhuset i Søhøjlandet, men vi kan desværre ikke komme ind før klokken 16:00. Vi er godt klar over det, men vi kan ikke blive ved med at trække tiden ud.

Vi beslutter os for at vente ved sommerhuset og bruge noget af ventetiden på en kop kaffe, købt ind i den lokale goldklub, som ligger i forbindelse med sommerhusene og så venter vi ellers. Øv, men der er ikke noget at gøre ved det.

Da klokken nærmer sig 16:00 kan vi endelig komme ind, få pakket ud og så ellers nyde et glas vin på terrassen. Dejligt - og nu skal der ikke køres mere bil i dag.

Lidt senere skal vi lige strække benene, have lidt frisk luft oven på dagens køretur og samle lidt appetit til aftensmaden. Et sted kommer vi forbi resterne af en snemand, som stædigt holder ud, selv om det er midt i april måned. Men, det er jo set før. April vejr kan være ret lunefuldt.

 
Vis stort billede.
Nu venter vi på at komme ind.
Vis stort billede.
Snemanden holder stædigt ud midt i april måned.
 
Efter aftensmaden nyder vi aftenen og glæder os til i morgen, hvor vi bl.a. skal have et gensyn med Himmelbjerget.
 

Til sidetop.

 
Efter en rigtig god nattesøvn, vågner vi op til regn, hagl og sne! Det er godt nok utur.

Mens vi spiser morgenmad ændrer vejret sig til det noget bedre og vi håber på, at det holder til vi kommer op på Himmelbjerget.

Og vi er heldige.

Da vi kommer derop er det heldigvis stadig tørvejr, selv om skyerne ser noget truende ud engang imellem. Vi er også heldige at komme ned, inden det begynder at regne igen.
Efter "himmelfarten" kører vi til Silkeborg, hvor vi køber smørrebrød til at tage med tilbage til sommerhuset.

 

Vis stort billede.
Vi nåede toppen i tørvejr.

 

Vis stort billede.
På vej ned i fint vejr.

.Vis stort billede.
Udsigten undervejs.

 
Om eftermiddagen kører vi en tur ind til Gjern og ser lidt på byen - og det er ikke meget.

Tilbage i sommerhuset er der dømt afslapning resten af dagen. Herligt.

 

Til sidetop.

 
Så er det blevet onsdag og vi vågner op til rigtig flot vejr.

I dag skal vi til Århus, hvor vi bl.a. vil se "Den Uendelige Bro". Da vi finder den, er skuffelsen endnu større end ved 'Ellipsen', for broen er pillet ned i vinterhalvåret, tilsyneladende fordi den ikke skal tage skade, hvis det bliver hård vinter.
Men, men, vi er midt i april måned, så de kunne nu godt tage at oppe sig lidt, dér i Århus.

Nu vi er ved den manglende bro, får vi til gengæld set det gamle, flotte Varna Palæ (også kaldet Odd Fellow Palæet Varna), som i dag huser Odd Fellow Logen, samt en restauration.

Jo, jo, fint skal det være.

Samme sted ser vi også et lille ydmygt vandfald, som en trøst for den manglende bro.

 

Vis stort billede.
Det gamle Varna Palæ.

Vis stort billede.
Det ydmyge vandfald.

 
Efter således at være snydt for "Den Uendelige Bro" kører vi ind til selve Århus, hvor vi stiller bilen og går en tur gennem byen.

Det er desværre lidt af en skuffelse, for der er ikke et eneste sted vi kan gå ind og få et glas vin eller en øl. Et eller andet sted véd vi det dybest set også godt, men alligevel.

Det lykkes os dog at få en dejlig kop kaffe og en croissant i en kiosk ud til gaden, så vi kan holde blodsukkeret - og humøret - oppe.

Et sted i gågaden kommer vi forbi Salling med den flotte terrasse øverst oppe, samt en lille platform man kan gå ud på. Gulvet er en kraftig glasplade, så man kan se lige ned på gågaden og få sig et lille gys.

 


Platformen der får nakkehårene til at rejse sig.

 
Vi slutter af med en tur langs den frilagte å og får undervejs også set den smukke domkirke. Men som man kan se på billederne, er det sandelig ikke mange mennesker der er i gadebilledet. Coronaen gør sig virkelig gældende.
 

Vis stort billede.
Den frilagte å - og næsten ingen mennesker.

Vis stort billede.
Den frilagte å - og næsten ingen mennesker.

 
Da vi synes vi har set nok, kører vi tilbage til sommerhuset og slapper af resten af dagen.

Desværre kan vi heller ikke komme over i svømmehallen, som ligger i forbindelse med sommerhusene. Den er, som så meget andet, også lukket på grund af coronaen.

 

Til sidetop.

 
Så er det blevet vores sidste dag i Gjern for denne gang.

Efter morgenmaden kører vi igen en tur ind til Silkeborg. Undervejs ser vi rigtig mange marker med grantræer, næsten som om det var vinmarker, står de på rad og række.

Vi parkerer i Torve p-huset og går en tur i de hyggelige gå-gader og vi er også nede at se 'Hjejlen', museet og kirken.

På torvet er der en lille skulptur af et barn, som sidder på en skildpadde. Måske ikke særlig originalt, men til gengæld kan man se hvad den forestiller, i modsætning til så mange andre skulpturer rundt omkring. Og sandelig om ikke der også findes en vinstue her i byen, som hedder 'Underhuset'.

Da vi er færdige med vores by rundtur, handler vi ind til frokost og aftensmad og så går turen ellers hjem til sommerhuset.

Resten af dagen tilbringer vi i huset med læsning og belaver os rent mentalt på, at i morgen er vores mini-ferie slut og hjemmet kalder med diverse pligter.

 

Vis stort billede.
Torvet i Silkeborg.

Vis stort billede.
Skulpturen på torvet i Silkeborg.

 

Vis stort billede.
Et "sidste måltid mad" i Gjern.

 

Til sidetop.

 

Fredag - og vi er tidlig oppe.

Vi får hurtigt spist morgenmad og pakket bilen, så allerede klokken 08:30 kører vi fra Gjern.

Solen skinner fra en skyfri himmel - og det er frostvejr - men ellers dejligt og flot kørevejr.

På Fyn gør vi lige et lille pittstop i Nørre Åby, hvor vi skal købe nogle af de berømte romkugler.

Efter at have forsynet os godt med romkugler, får vi snuden i sporet igen og omkring klokken 11:45 er vi tilbage på matriklen i Næstved - mange gode oplevelser rigere.

 

Til sidetop.

 


Jens Rostgaard Gjerløv.
August 2021.

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Send en mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

 
 

Til sidetop.