 |
Rejsebrev 2025.
Frankrig
- Italien - Tyskland.
Af Jens
Rostgaard Gjerløv. |
|
|
 |

'Down memory
Lane'. |
 |
Nu er tiden kommet til, at vi
skal en tur ned ad "Memory Lane".
Det har ikke kunnet lade sig
gøre de sidste par år af forskellige årsager, men i år er det
endelig lykkedes for os.
Nu skal man aldrig smække med en dør, som man måske skal ind ad igen
og dét, at vi skal en tur ned ad "Memory Lane", kan godt
tolkes som om
det måske er sidste gang. Men, - det betyder ikke nødvendigvis, at vi
ikke kan finde på at gøre det igen. Det må tiden vise og der er både
'for' og 'imod'.
Rigtig mange ting taler 'for' på
grund af de mange dejlige oplevelser man kan få sydpå, sammen med sol og
varme, dejlig mad og vin plus 'det løse'.
Desværre er der også nogle ting der taler 'imod'. Det er langt at
køre og det er efterhånden en halvdyr affære i brændstof og
vejafgifter. Trafikken, især i Tyskland, er de senere år blevet
voldsom, ikke mindst på grund af de mange lastbiler der efterhånden
er kommet på vejene.
De 'chikanerer' den hurtigkørende trafik med deres (ofte) meget
unødvendige og lange "elefantoverhalinger".
Dertil kommer den til tider hensynsløse kørsel, som mange
lastbilchauffører udviser. Ganske uden hensyn kører de ud i
overhalingsbanerne lige foran personbiler, som kommer bagfra med høj
fart.
Et ganske godt eksempel på visse lastbilchaufførers
hovedløse kørsel, kan ses på billedet
herunder, hvor en lastbil er ude i tredje vognbane (ud af 4) for at
overhale, bare fordi den
kører en halv kilometer hurtigere i timen end de andre. |

Hovedløs overhaling i tredje vognbane...! |
 |
Men nok om dét.
I år starter vi vores ferie den 27. maj.. Det er godt nok lidt
tidligt på året, men vi vil prøve at undgå den værste ferietrafik,
ligesom vi satser på, at varmen ikke er alt for voldsom. Endelig er
der (forhåbentlig) en "sidegevinst" i form af færre turister og
dermed også billigere ophold rundt omkring.
Før i tiden var vi
ikke blege for at have en dagsmarch den første dag, på 1000-1200
kilometer, så vi var godt og vel halvvejs til Middelhavet. Det krævede, at vi stod op næsten midt om natten og når
vi nåede frem til vores hotel sidst på dagen, var vi ikke meget
værd. Dét er der også lavet om på, så i år har vi ikke en
dag med en dagsmarch på mere end 600 kilometer - med undtagelse af 2
dage.
Den første dag kører vi kun til Melsungen, ca. 25 kilometer syd for Kassel,
hvor vi skal have vores første overnatning. Det er en "rask tur" på 580-590 kilometer. Vi er fremme midt på
eftermiddagen, hvor temperaturen har sneget sig op på 22°. Noget
mere behageligt end de 13° vi havde derhjemme i morges. Efter at
have tjekket ind, går vi en tur ned i byen og det er virkelig NED i
byen. Det er en spadseretur på lidt over 2 kilometer og den ligger ca. 65
meter lavere end hotellet. Det er en ganske hyggelig by, men den øl
vi havde sat næsen op efter på vejen ned, bliver ikke til noget. Der
er ganske enkelt ikke et eneste sted, hvor vi kan købe en øl eller
en drink.
Alt er lukket. Det er kun muligt at købe is og kaffe og som man sikkert
kan forstå, er skuffelsen temmelig stor. Altså går turen tilbage
med uforrettet sag, Igen lidt over 2 kilometer, OP ad bakke og det er en ret hård omgang på grund
af stigningen, men heldigvis kan vi få vores velfortjente øl hjemme på
hotellet - og den smager godt. |

Brd. Grimms 'Gåsepigen' i Melsungen. |

Heldigvis er det til at få øl på vores hotel. |
 |
I dag venter der os en "lille" tur på ca. 600 kilometer til vores
næste stop, som er Besançon. Dagen starter lidt kedelig, for her til morgen får vi besked om, at vores
yngste barnebarn har forstuvet foden til fodbold. Øv. Vejret er
heller ikke rigtigt med os. Det regner en god del af turen og da vi
passerer Frankfurt, vælter regnen ned. Frokosten, som er ganske
ydmyg, bliver af samme årsag indtaget i bilen. Midt på eftermiddagen
bliver det så til noget køkørsel i ca. en ½ time, men på
positivsiden er det holdt op med at regne. Omkring klokken 17:30
kommer vi frem til vores hotel i Besançon, igen efter en del
køkørsel og regnen vælter igen ned.
Efter at have parkeret
bilen i hotellets garage og tjekket ind, beslutter vi at spise i
hotellets restaurant "Bistro Regént". Vi har ellers tænkt os at gå
ind i den gamle bydel og finde et hyggeligt sted at spise, men de
planer ødelægger regnvejret desværre for os. Endelig falder vi
også for et lille ordsprog, der står på væggen i restauranten:
"Bonne cuisine et bon vin, c´est le paradis sur terre" - Godt køkken
og god vin, det er paradis på jord.
Vi får os et glas
vin og en øl inden middagen, til at falde lidt ned på, efter de mange
kilometer på landevejen. Menuen til den efterfølgende middag lyder
på: beuf, kylling, salat, pommefrites, cremebrület, irsk kaffe, m.m.
Glemte jeg at sige, at det er min fødselsdag i dag? |
Nu
er det blevet tid til en aperitif. |

Menukortet studeres grundigt. |

Her er vi så nået til den irske kaffe
-
bemærk flaget. |
 |
Efter en god nattesøvn
forlader vi Besançon klokken 08:45 - heldigvis i tørvejr - og sætter kursen mod
Vaison-la-Romaine, hvor vi skal tilbringe de næste dage. Det er et
gensyn vi glæder os meget til.
Efter Lyon kører vi væk fra motorvejen og kører over på N7, som vi
har gjort ved mange tidligere lejligheder. Det er en meget smuk vej der
bugter sig langs med Rhône floden og vi har nydt den hver eneste
gang.
I dag bliver idyllen dog ødelagt, da vores problemer begynder
omkring Valence, på grund af lange bilkøer. Til trods for GPS og gammeldags vejkort, går der godt gammeldags "ged" i den
og vi når først frem til Vaison-la-Romaine omkrig klokken 17:30. |

N7 og Rhône floden. |
Vi skal bo i 'Villa Regina' hos Madame Christiane Chouvion-Renynaud,
som viser sig at være en utrolig sød og rar ældre dame. Hun har et
B&B på 47 Avenue Victor Hugo, kun få minutters gang fra centrum af
Vaison-la-Romaine. Og hvilket B&B. En stor, flot villa som er
indrettet i 30'er stil
med 3 forskellige værelsestyper at vælge imellem. Derforuden er der 2 pavilloner
som ligger i haven.
Haven er noget for sig selv, bl.a. med en lille opvarmet
swimmingpool og mange små hyggekroge og - noget vi ikke har set
tidligere - en kunstig græsplæne. Meget mærkeligt, men et eller
andet sted virker det ikke forkert, måske oven i købet
hyggeligt.
Vi har bestilt et dejligt stor værelse med eget bad og toilet, samt
en (meget) stor terrasse og vi er også så heldige, at vi får plads
til bilen i
den store garage, så vi ikke har nogen parkeringsproblemer.
Efter at have pakket ud, ringet til Elisabeth og
fundet os til rette, går vi en tur ned på det hyggelige torv, hvor
vi slapper af med en Aperol Spritz og nyder det gode vejr,
stemningen og gensynet med byen. Men lidt efter lidt melder sulten sig,
så vi vender næsen hjemad til vores B&B.
Undervejs til Vaison-la-Romaine har vi købt lidt lækkerier ind til
vores aftensmad og nu arrangerer Helle et lille, lækkert måltid mad
med tilhørende dejlig vin på terrassen Det er en rigtig hyggelig
aften på terrassen - og så
med ægte sydlandsk varme. Er livet ikke dejligt? |

'Villa Regina'. |

Den store garage deles med en tysk motorcykel. |

Her på torvet i Vaison-la-Romaine leves livet |

Det skønne torv i Vaison-la-Romaine. |

Det skønne torv i Vaison-la-Romaine. |

"Vores" store terrasse. |
 |
Det er nu blevet fredag, hvor vi skal rundt i
omegnen af Vaison-la-Romaine og gense nogle af vores "gamle" steder. Vores søde
værtinde har lavet en forholdsvis tidlig morgenmad til os, som
bliver indtaget i det hyggelige køkken-alrum og omkring klokken
08:30 er vi klar til at tage af sted.
Vi starter med at tanke bilen, hvorefter vi kører til Super U, hvor
vi bl.a. køber nogle specielle oliven, som det ikke er
lykkedes os at finde andre steder.
Efter disse absolut nødvendige indkøb, kører vi til Villedieu, en
lille by som ligger ca. 7 kilometer nordvest for Vaison-la-Romaine.
På vejen ud af byen kommer vi forbi "bagsiden" af den imponerende
gamle borg, som ligger højt oppe og tager sig imponerende ud. |

Den imponerende borg i Vaison-la-Romaine. |

'Caveau
Les Templiers' |
I Villedieu skal vi bl.a. ned i caven 'Caveau
Les Templiers', hvor vi skal foretage nogle absolut nødvendige
indkøb. Efter rigtig mange års bekendtskab med caven, kender vi dens
gode vine og skal selvfølgelig have lidt af hvert med hjem.
Efter at have sikret os vin til en god og lang grill sommer på
terrassen hjemme i Næstved, kører vi op til det lille torv i Villedieu, hvor vi
sætter os og slapper af med en pastis - og en kop kaffe til
chaufføren. Her midt på formiddagen er det stort set kun
cykelturister der beslaglægger nogle stole og borde. Helle
benytter lejligheden til at føre dagbogen ajour og så nyder vi
ellers det gode vejr.
Samtidig kan vi ikke undgå, at tankerne flyver tilbage til de utallige lune og
hyggelige aftener vi har tilbragt her på det lille torv sammen med
gamle venner og snakket over en kop kaffe og en Vieux Marc (gammel
fransk druebrændevin). Det er vemodigt at tænke tilbage på og vi tænker
på fraværende venner. |

En god handel afsluttes i 'Caveau
Les Templiers' |

Torvet i Villedieu. |

Torvet i Villedieu. |

Torvet i Villedieu. |
Men som Egon Olsen siger: "Vi skal ikke hjem, vi
skal videre" - og det skal vi også. Nu
kører vi godt og vel 10 kilometer syd på til Malaucène. Vi har en
tradition der går ud på, at når vi er på de her kanter, skal vi en
tur op på Mont Ventoux og denne gang er ingen undtagelse. Fra
Malaucène går det stødt og roligt opad de næste ca. 20 kilometer,
indtil vi når toppen 1909 meter oppe. Denne gang har vi følgeskab af
en utrolig masse cyklister/cykelryttere, som også er på vej op til
toppen af bjerget.
Og bedre bliver det ikke, da vi når helt op, der er nærmest kaos med
en skøn blanding af cyklister, motorcykler, biler, campere og for det ikke
skal være løgn, er der en stor tankvogn, som også skal prøve at
komme rundt i de snævre sving. Vi får desværre ikke mulighed for at
komme ud og nyde udsigten endnu engang, endsige tage nogle billeder,
for alt hvad der hedder parkeringspladser er håbløst fyldt op. Vi
har aldrig oplevet noget lignende tidligere og vi undrer os stadig
over hvad denne trængsel skyldes.
|

Vi nærmer os toppen af Mont Ventoux. |

Toppen af Mont Ventoux, bemærk alle bilerne. |
Da vi kører op til Mont Ventoux tager vi det vi
kalder "forvejen", dvs. fra Malaucêne, men da vi ikke kan vende
bilen og komme samme vej ned, er vi nødt til at tage det vi kalder
"bagvejen" ned. Vel nede fra det kaos der er oppe på toppen, sætter vi
kursen mod Vaison-la-Romaine, hvor vi er tilbage lidt over
middag. Bilen bliver hurtigt sat i garagen og så skynder vi os
ellers ned på torvet, hvor vi spiser frokost (Ravioli).
Resten af eftermiddagen er sat af til afslapning, for det er
efterhånden blevet ganske varmt, små 32º. Helle er dog lige et
smut i Super U for igen at handle lidt lækkerier ind til vores aftensmad,
bl.a. noget rigtigt godt brød, samt den provencalske Caillettes - og
den gode vin til maden, har vi jo med fra Villedieu. Middagen skal
igen i dag indtages på terrassen i fred og ro. |

Tid til frokost på torvet i Vaison-la-Romaine. |

Tid til frokost på torvet i Vaison-la-Romaine. |

Torvet i Vaison-la-Romaine. |
 |
Så blev det lørdag og dermed også rejsedag. Vi har
haft nogle rigtigt dejlige dage i Vaison-la-Romaine og kunne for den
sags skyld godt være blevet der flere dage endnu. Men længere sydpå
er der også noget der trækker i os.
Temperaturen er her til morgen 24º, så morgenmaden bliver i dagens
anledning serveret for os ude under pavillonen i haven, hvor vi kan
sidde og nyde de dejlige omgivelser (desværre nåede vi ikke at
benytte den opvarmede swimmingpool). Efter en god gang morgenmad og
nogle dejlige kopper kaffe, siger vi farvel og tak for denne gang
til vores søde og rare værtinde og forlader Vaison-la-Romaine. |

Vores "morgenmadsrestaurant". |

Bare én af hyggekrogene i den fantastiske have. |
Vi starter med at tanke bilen og sætter så kursen
mod Middelhavet, nærmere bestemt Sainte-Maxime, hvor vi også skal have nogle dejlige
dage. Vi kører mod Orange ad de små veje, som bringer os igennem,
eller forbi, gammelkendte småbyer som Roaix, Rasteau, Séguret og
Sablet. Ved Orange kører vi så ind på motorvejen og fortsætter sydpå
mod Avignon, Salon-de-Provence og Aix-en-Provence. Snart har vi
udsigt til en gammel kending, nemlig den kendte og flotte bjergkæde
Montagne Sainte-Victoire, på vores venstre side og så véd vi, at vi
nærmer os Middelhavet.
Vi har dog endnu et stykke vej at tilbagelægge på motorvejen og
først da vi kommer til Le Muy, drejer vi fra og kører stik sydpå til
Sainte-Maxime. Dette er også en gammelkendt vej, som er blevet
udvidet og moderniseret siden vi kom her første gang, men den
trængte virkelig også til det. I højsæsonen har der været lange
bilkøer ind til Sainte-Maxime og kystvejen, nogle gange et regulært
mareridt.
I dag kommer vi ganske gnidningsløst ind til byen og ned til
kystvejen, hvor vi så kører mod øst til Fréjus og Saint-Rafaël.
Tilbage i 2001 holdt vi sommerferie her og vil gerne gense stedet
hvor vi boede. Det lykkes dog ikke, alt er så forandret og da vi
ikke har en adresse at køre efter, må vi opgive. |

Triumfbuen i Orange. |
Altså kører vi tilbage til Sainte-Maxime for at
finde vores lille hyggelige familiehotel, Hotel Le Preconil, og så håber vi på, at vi kan få lov til at få
vores værelse lidt tidligere end klokken 15:00 som de skriver. Vi
finder nemt hotellet, men har lidt problemer med at finde
parkeringsplads. Vi havde håbet, at hotellet kunne garantere os en
parkeringsplads, men nej, det kunne de ikke. Nu kan vi se, at
hotellet har kun 5 pladser til rådighed efter princippet: først til
mølle, først malet. Det ser ikke godt ud.
Lige over for hotellet er der mulighed for at sætte bilen ulovligt,
så vi tager chancen, fordi der ikke er lang tid til hotellet åbner
receptionen. Ved fortovet sidder der et ældre ægtepar ud for bilen
og betragter os og de tænker nok deres, da vi parkerer. Da vi stiger
ud og lige veksler et par ord indbyrdes, spørger de os om vi er
danskere, hvilket vi meget naturligt kan svare bekræftende på.
Det viser sig at være et dansk ægtepar,
som har en lille tjans med at se efter nogle lejligheder i
ejendommen over for hotellet. Vi falder i snak med dem og da de er
godt kendt med forholdene, tilbyder de at hjælpe med at finde
en parkeringsplads ved et nærliggende supermarked, hvor der ikke er
tidsbegrænsning. Det volder dog nogle problemer alligevel, men med
bl.a. stor hjælp fra to kvindelige parkeringsvagter, lykkes det til sidst.
Så tilbage til det utroligt søde og hjælpsomme ægtepar, hvor vi
som tak for hjælpen, kvitterer med en kold øl i varmen. Efter en
hyggelig snak er klokken blevet præcis 15:00, så receptionen er åbnet og vi
kan endelig få vores værelse og slappe lidt af.
Ved spisetid går vi ned til strandpromenaden som ikke ligger ret langt
væk, for at finde et hyggeligt sted, hvor vi kan få noget at spise.
Valget falder på Brasserie Maison Bianca, 9 Place Victor Hugo, med udsigt til både strandpromenaden
og lystbådehavnen. Desuden viser det sig, at betjeningen er rigtigt
god og hyggelig, tillige også vittig.
Efter et svalende krus øl og en dejlig pizza, går vi mætte og
tilfredse tilbage til hotellet og aftenen bliver tilbragt med
læsning på den lille terrasse der hører til værelset. |

Nu venter vi på maden. |

Jeg er efterhånden blevet god til pizza. |

Strandpromenaden i Sainte-Maxime. |

Prairies de la Mer. |
 |
Vi er rimelig tidligt af sted i dag, for vi vil
gerne gense nogle gamle kendinge. Bl.a. campingpladsen Prairies de la Mer
og Port Grimaud, som ligger lige ved siden af hinanden. Byerne Cogolin og
Grimaud, som ligger lidt inde i landet skal vi også have et gensyn
med og så har vi tænkt os at spise frokost i Grimaud.
Første gang vi stiftede bekendtskab med
campingpladsen Prairies de la Mer, var i 1985 hvor vi ved en
tilfældighed kørte ind med campingvognen, fordi der var optaget dér
hvor vi egentlig gerne ville have været. Sådan kan det gå. Den blev
i mange år fremover målet for vores sommerferier ved Middelhavet.
Vi parkerer bilen
på den store parkeringsplads ved siden af campingpladsen og det er
noget af en overraskelse vi får da vi ser pladsen. Den er dårlig nok til at kende
igen. Hvor det før i tiden var en 'campingplads' er det i dag et
ferieresort, der får én til at føle sig hensat til Bali. Imponerende
flot må vi sige, men det har ikke meget med en campingplads i
gammeldags forstand at gøre. Vi så ikke prisniveauet, men vi er ikke
i tvivl om, at det er temmelig højt.
Port Grimaud ligger lige ved siden af campingpladsen, så vi går det
korte stykke vej derover og det ligner til gengæld sig selv med de
store lystyachter af forskellige nationaliteter. I dag er det
torvedag og det ligner også sig selv, med undtagelse af nogle få
stadeholderne. Der mangler nogle få markante personer fra tidligere
tider.
Når vi nu tilfældigvis er kommet på marked, bliver der selvfølgelig
handlet lidt forskelligt og det hele bliver skyllet ned med en kop
kaffe, inden vi kører videre til Cogolin og Grimaud. |

Markedet i Port Grimaud. |

Et typisk syn i Port Grimaud. |
I Grimaud viser det sig, at det er umuligt at
opdrive en parkeringsplads, muligvis fordi alle indbyggerne er
hjemme og optager pladserne. Hvorvidt der er åbent i den restaurant
hvor vi vil spise frokost, finder vi af gode grunde ikke ud af.
Cogolin viser sig desværre også at være total "uddød", helt sikkert
fordi det er søndag.
Så meget for den lækre frokost vi har sat næsen op efter, så i
nødens stund bliver frokosten lavet om til et hurtigt commandoraid på
den lokale McDonald's. Ak ja, sådan kan det gå.
Nu kan vi lige så godt køre tilbage til
Sainte-Maxime og da vi kommer til hotellet er vi så heldige, at der
er en ledig parkeringsplads tilhørende hotellet. Dejligt. |

En fin parkeringsplads ved hotellet. |

Den dygtige sangerinde. |
Eftersom det er søndag, lukker det lokale
supermarked klokken 13:00, men Helle når lige at komme derhen og få
handlet lidt ind til senere i dag. Og igen går turen ned til vores
Brasserie Maison
Bianca ved strandpromenaden, hvor vi sætter os ind for at få en
Aperol Spritz til at køle os ned med. Mens vi sidder og nyder vores
drink og betragter de mange mennesker på strandpromenaden, dukker
der pludselig en ung dame op og begynder at synge - og hun kan
virkelig synge - imponerende godt.
Vi har lidt svært ved at forlade stedet og stemningen og da hun
holder pause med underholdningen, beslutter vi os for at gå ned til
vanden og få dyppet tæerne, så vi kan sige vi har været i vandet. |

Helle får dyppet tæerne i Middelhavet. |

Udsigt mod Sainte-Maxime med den kendte bro. |
Efter at have dyppet tæerne, går turen tilbage til hotellet. Undervejs kommer vi forbi et skilt, som ganske frejdigt fortæller
hvilken vej man skal løbe, hvis der kommer en tsunami. Jo, det er da
rart at vide, hvis man ellers kan løbe.
Tilbage på hotellet sætter vi os ud på terrassen og nyder noget
af den gode vin, som Helle købte tidligere på dagen. Sidst på dagen
laver vi lidt status over i morgen, hvor vi skal videre til Italien. |

Praktisk skilt i Sainte-Maxime. |
 |
For en gangs skyld har vi sat vækkeur til klokken
07:00. Vi har omkring 550 kilometer foran os og da vi ikke véd
hvordan trafikken måske bliver, må vi hellere tidligt af sted.
Klokken 08:45 forlader vi Sainte-Maxime i 22º varme og en overskyet
himmel. Faktisk rigtigt godt kørevejr.
Alt går sådan set fint indtil vi når Nice. Ca. 50 kilometer før Nice
står der et skilt, som fortæller os, at motorvejen er spærret ved
Nice.
Og ganske rigtigt, uden noget videre, er der bomme for vejen og al
trafikken fra motorvejen bliver ledt ind i Nice. Absolut ingenting,
ikke engang et gult skil med "Deviation" møder vi, så trafikken
ender i et stort kaos. Det koster os - og mange andre - rundt regnet
2 timer at finde vej gennem Nice. Vores GPS var ikke til meget
hjælp, for byen er fyldt med vejarbejde og den opgav simpelthen til
sidst at vise os vej. Først omkring klokken 11:30 kommer vi tilbage på A8 øst for
Nice og kan endelig komme videre.
Men vores trængsler er ikke forbi, for da vi kommer ind i Italien,
afløser det ene vejarbejde det andet, så over en utrolig lang
strækning kører vi kun 50 km./t.
For at gøre en lang historie kort, er vi først fremme ved Lazise og
vores campingplads omkring klokken 18:00 efter 542 kilometers
kørsel, som tog os 9 timer! Så længe har vi aldrig tidligere været
om at køre sådan en strækning.Vel fremme får vi
indlogeret os og Helle henter pizza, som nydes på terrassen, sammen
med nogle velfortjente glas vin. |

Tæt køkørsel på den italienske motorvej. |

Endelig fremme ved vores feriebolig. |
Vi vågner omkring 07:45 efter en god nats søvn.
Jeg starter dagen med at gå efter morgenbrød og da morgenmaden er
overstået, er det tid til de små sysler der hører med til den første
dag et nyt sted. Der bliver vasket lidt tøj, der bliver handlet
lidt. Vejret er fint, 26º og delvis overskyet, så det bliver også
til en tur rundt på pladsen. Vi har været her flere gange tidligere,
men der er altid noget nyt at se og denne gang er ingen undtagelse.
Eftermiddagen byder på afslapning oven på gårsdagens lange køretur.
Da solen nu er kommet frem, skal swimmingpoolen besøges, hvor vandet
er friskt, men dejligt. Om aftenen går vi en tur ned til
teaterpladsen, hvor der er underholdning med musik fra Bohemian
Rapsodi. Rigtigt godt. Derefter er det 'hjem' og på hovedet i seng. |

Teaterpladsen. |
 |
De følgende dage går med afslapning på terrassen,
indkøb af fornødenheder, besøg i swimmingpoolen og ikke mindst
spadsereture ind til Lazise. Det er en rigtig dejlig tur på ca. 4
kilometer, frem og tilbage langs strandbredden. Så har vi en god
undskyldning for at få en øl eller drink og de mange butikker
frister med en del ting, som vi mener ikke kan undværes. Til gengæld
er det mere end hårdt at gå tilbage fra byen midt på dagen og i 30º
varme. |

"Strandvejen" ind til Lazise. |

En del af havnepromenaden i Lazise. |

Paparazzi Helle er i aktion på forbudt område. |
En af dagene kører vi nordpå, for at få et gensyn
med den lille hyggelige by Malcesine. En tur gennem de smukke gader,
resulterer selvfølgelig også i nogle besøg i forskellige
forretninger, med dertil hørende indkøb. I én af forretningerne har
en kat tilsyneladende fået til opgave, at holde øje med de besøgende
i butikken, men den er åbenbart mere interesseret i sin middagslur,
end i de besøgende.
Inden vi kører tilbage får vi en let frokost på det hyggelige torv.
Det tog dog lidt lang tid, for man havde åbenbart glemt os! Måske
tjener de for mange penge?På
tilbagevejen kører vi ind på en tankstation for at få skyllet det
værste støv af bilen, og det var en sjov oplevelse. Her vasker de
bilerne med håndkraft og bagefter bliver de tørret af, også med
håndkraft. Hele denne vasketur tager ½ time og det bliver gjort
meget grundigt. Så har vi prøvet dét med. |

Druepresse set i Malcesine. |

Den dovne kat. |

Torvet i Malcesine. |
 |
Så er det blevet mandag og det er i dag vi skal
videre til vores næste feriemål, nemlig Ramsau bei Berchtesgaden som
ligger i Tyskland, meget tæt på den Østrigske grænse.
I den uge, der er gået, hvor vi har været på campingpladsen, har der
været stille og roligt, men i løbet af weekenden er der kommet
rigtigt mange feriegæster og det er tydeligt, at feriesæsonen er
begyndt for alvor. Alt i alt meget godt at vi skal videre.
Vi er tidligt oppe, selv om vi ikke har så langt at køre i dag. Vi
skal til Nationalpark Berchtsgaden og vi vil godt derop så tidligt
som muligt, så vi kan nå at besøge nationalparken i dag. Målet er en
lille by, Ramsau bei Berchtesgaden, hvor der ligger noget der
hedder Wimbachklamm. Det er en slugt med mange vandfald i
forskellige størrelser og hvor der er lavet en gangsti på
klippesiden, så man kan gå langs slugten. Der er en temmelig
lang og en forholdsvis stejl vej op til selve Wimbachklamm, men når
man først er kommet derop, er det meget spektakulært. Og ikke nok
med det. Det er faktisk en utrolig billig fornøjelse at besøge dette
turistmål, nemlig 4€ for en voksen. |
 |

På vej op til Wimbachklamm. |

Wimbachklamm. |

Wimbachklamm. |

Wimbachklamm. |

Wimbachklamm. |

Wimbachklamm. |

På vej ned fra Wimbachklamm. |
Efter en fantastisk oplevelse kører vi til Bad
Reichenhall, hvor vi skal overnatte. Efter vi er blevet installeret
på vores værelse, går vi en tur ned i byen, så vi kan finde et sted
at slukke tørsten og fordøje de sidste nye indtryk. Det viser sig at
være en meget flot og ikke mindst ren by, så det er virkelig en
fornøjelse at gå rundt i byen. Formodentlig er det de mange turister
og ikke mindst vinterturisterne, som bidrager til byens velstand.
Vi finder et sted, hvor vi kan få en velfortjent øl og bidrager
således også til byens velstand, selv om det helt sikkert ikke
ændrer meget på velstanden. |

Det lille torv i Bad Reichenhall. |
 |
Efter en rigtig god nattesøvn på et fantastisk
hotel, starter turen så hjemad for alvor. Ved morgenmaden erfarer vi
pludselig, at vi har sovet under virkelig kraftig beskyttelse, idet
en hel politiskole iført fuld uniform og tilbehør, også er
indlogeret på hotellet og nu er i gang med morgenmaden. Gad vide om
det var derfor vi sov så godt...
Nå, vi kører nordpå, hvor vi skal overnatte på samme hotel, som på
vejen ned, nemlig i
Melsungen, lidt syd for Kassel.
Der er ikke så meget at berette om turen. Vi er trætte og møre da vi
klokken ca. 16:30 er fremme ved hotellet, efter at være havnet i en
kæmpe kø, som koster os en time. Vi hører senere i radioen, at der
er 15 kilometer kø og ikke nok med det, der kommer mere vejarbejde,
men det er desværre det man må slås med, når man kører sydpå.
Vi har ikke lyst til et større restaurations besøg, så det bliver
til endnu et commandoraid på en nærliggende McDonald's, så vi går
ikke sultne i seng. |
 |
Vi vågner til overskyet vejr og kun 12º varme, så
det er sådan set godt kørevejr. Dagens etape går til Flensborg, hvor
vi skal have et gensyn med byen og en overnatning. Heller ikke i dag
er der en hel masse at berette. Turen går glat og Elbtunnellen som
vi frygtede kunne give problemer, bliver passeret fuldstændig
gnidningsløst. Resultatet er, at vi er i Flensborg klokken ca.
13:00, hvor vi kører direkte til hotellet og får sat bilen i deres
garage.
Så er det tid til byrundtur og det ender selvfølgelig med, at vi får
handlet nogle ting, som vi bare ikke kan undvære. Derefter er det
hjem til hotellet og slappe af, indtil vi skal spise til aften. For
et par dage siden bestilte vi bord på Alte Senfmühle hvor vi plejer
at spise, når vi er i Flensborg og i dag skal selvfølgelig ikke være
en undtagelse. Det er et dejligt sted, med god mad og hyggelig
betjening.
Efter et dejligt måltid mad går vi tilbage til hotellet, hvor vi
slutter dagen af med irsk kaffe og lige forbereder morgendagens
grænsehandel. |

Middag på Alte Senfmühle i Flensborg. |
 |
Nu er det efterhånden blevet torsdag og vi får et
tidligt morgenmåltid, så vi hurtigt kan få handlet det ind vi skal
have med hjem. Der er stort set ingen mennesker ved grænsebutikken,
alt går glat og klokken 11.45 er vi tilbage i Næstved, efter en
utrolig dejlig ferie, men mange nye og dejlige indtryk. |

Ved hjemkomsten tankes bilen til nye eventyr. |
 |
Allerførst i rejsebrevet, er der skrevet 'Down Memory Lane'. Det kan
godt lede tanken hen på, at det er den sidste tur sydpå. Vi har da
også adskillige gange talt om, at vi efterhånden ikke har lyst til
den voldsomme trafik der er sydpå og i særdeleshed på de tyske
motorveje med de mange lastbiler. Varmen spiller også en rolle. De
sidste par år vi har været i Sydfrankrig og Italien, har
temperaturen sneget sig op omkring de 40° og det er bestemt ikke
behageligt. På vejen hjem tog vi igen emnet op og konklusionen er
den samme. Men, dermed være ikke sagt, at turene sydpå stopper. Det
nordlige Frankrig og Tyskland er bestemt også nogle besøg værd og vi
har det jo nok lidt som cirkushestene, at når de lugter savsmuld, så
længes de. Vi kan ikke - og vil ikke - undvære vores Kør-selv-ferier,
så fremtiden må vise, hvor pilen peger hen. |
 |

Jens
Rostgaard Gjerløv.
Juli 2025. |
Download printervenlig kopi her: |
 |