REJSENOTATER  FRA  PROVENCE - 1988.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.
 

Siden er optimeret til 1280 x 1024   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes   -   Kontakt


Til ren billedside.
Se billederne på PC.

Til ren billedside.
Se billederne på tablet 7 telefon.
 

Rejsenotaterne er - i modsætning til rejsebrevene - skrevet i mere eller mindre "telegramstil" og skal kun læses og opfattes som notater. De er skrevet i 1988 - redigeret og lagt på nettet i 2009.

De er skrevet før det blev moderne at have computer og andre hjælpemidler med på ferie og er derfor - meget naturligt - ikke så omfangsrige og ikke lige så "spændende" som rejsebrevene.

Alligevel håber jeg, at de kan give et lille indblik i vores oplevelser og dermed være til inspiration, hvis man skulle få lyst til at besøge Frankrig. Om ikke andet er der mulighed for at se lidt billeder derfra - de fleste dog ikke i digital kvalitet.

Jens Rostgaard Gjerløv.
December 2009.

Til sidetop.

Fredag den 10/6.  
 
Det er fredag og Helle har travlt med at pakke campingvognen. Det er meningen, at vi skal køre hjemmefra klokken ca. 17.00 og nå en færge i Rødby klokken 19.15.
Der skal jo helst ikke glemmes noget, eller mangle noget, så der bliver læsset godt ind og vi vejer da også godt til, da vi kører hjemmefra. 
Men skidt med det, humøret er helt i top, Volvoen spinder som en mis og Knaus´en ligger tungt på boogien, så alt er bare skønt.
 
 Vi har kørt 341 km. i dag.

Til sidetop.

Lørdag den 11/6.
 
Næste morgen vågner vi på en rasteplads, Grundbergsee, tæt ved Bremen. Klokken var godt midnat da vi kom hertil i går aftes. Det havde ellers været planen at nå til Zeutersee-dæmningen, men vi var simpelthen alt for trætte, oven på gårdsdagens ræs med at blive færdige. 
Nu er klokken 09.00, vi er godt veludhvilede og vi sætter kursen mod Zeutersee-dæmningen. Ved Oldenburg er der omkørsel, hvor vi kører forkert og det forsinker os meget. 

Klokken 12.30 når vi den hollandske grænse, hvor vi spiser frokost. Det er meget blæsende,  gråt og trist. Klokken 15.00 drikker vi kaffe, midt på dæmningen - den er et fantastisk bygningsværk. Klokken 18.00  når vi til et sted mellem Utrecht og Breda og dér spiser vi aftensmad. 
Det er en flot oplevelse, at køre gennem Antwerpen og Gent og da vi når ud til Ostende, blev vi helt bjergtaget. Vi kører langs Nordsøen, med en kraftig vestenvind ind fra siden. Ud mod vandet ser vi bunkere og klitter. 

Vi finder en rasteplads i en lille by, Koksijde Baden, klokken ca. 22.00, lige ned til havet. Den ligger 5 - 6 kilometer fra den franske grænse. Her virker meget rart. Der en del andre campere og det er tilsyneladende et yndet sted at overnatte eller raste for en weekend. Der er i hvert tilfælde utrolig hyggeligt.

Vi har kørt 758 km. i dag.

Vis stort billede.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Søndag den 12/6.

Vi forlader Koksijde Baden klokken ca. 10.00 og kører mod Dunkerque. Vi ser desværre ingen gravsteder eller kirkegårde over de faldne fra 2. verdenskrig. Derimod ser vi masser af bunkere og fæstningsanlæg.

I Calais kører vi ned til havnen for at se, om vi kan være heldige at se en af de nye Hovercraft både der sejler til England, men det er vi ikke. Derefter kører vi til Boulogne-sur-Mer. Det er en stor oplevelse. Byen er bygget på ´bjerge´, med stigninger og fald på 7 -10%. På vej til Abbeville spiser vi frokost.

Rouen er også en stor oplevelse. Byen har en fantastisk flot katedral og flere gange passerer vi floden Seine. På vejen til Evreux kommer vi til at benytte motorvejen, det kostede os 7 FF, men så kommer vi også på rette vej!

Klokken 18.00 kommer vi helskindede igennem Chartres og så beslutter vi at spise aftensmad. Solen er begyndt at skinne nu, for det har ellers været meget diset hele dagen.

I Tours kører vi igen forkert! og ender i en lille by, Monts, men det er en flot oplevelse. Nord for Poitiers tager vi så motorvejen til frakørslen ved La Rochelle. 

Fra La Rochelle kører vi mod Rochefort for at finde et sted ved stranden, hvor vi kan campere for natten, men det lykkedes ikke for os. I stedet kører vi rundt i de mest øde og forladte kvarterer, med små og snævre gader, dårlig eller ingen belysning og ikke så meget som en herreløs hund, ude på gaderne - alt er øde. Vi kan hele tiden høre og lugte vandet, men vi kan simpelthen ikke finde derned!.
Endelig finder vi en rasteplads uden for byen, men da er klokken også blevet 02.30. Oven på denne oplevelse er vi blevet trætte - og nok nærmest overtrætte - så vi får os et par gode glas rødvin og så er det på hovedet i seng.  

Vi har kørt 863 km. i dag.

Til sidetop.

Mandag den 13/6.                      

Næste formiddag kører vi fra Rochefort klokken 11.00 og sætter kursen mod Royan. Undervejs passerer vi den ene vinmark efter den anden, i det i øvrigt meget flade område.

Fra Royan kører vi mod Meschers-s-Gironde og Talmont-s-Gironde, i håb om at kunne få et tiltrængt bad, men alle steder hvor vi søger, er floder og kanaler udtørret. 
Skibene står på bunden - det er et fantastisk syn. Udenfor Talmont-s-Gironde finder vi en dejlig rasteplads, hvor vi spiser frokost omkring klokken 12.30, lige ved den udtørrede Gironde flod.

Så går det videre gennem cognac-området, langs Gironde floden. Den ene vinmark afløser den anden. Lige uden for Mirambeau, besøger vi en bonde der selv destillerer cognac og her køber vi en flaske Pineau til 75 FF- tåbeligt dyrt, men sjovt.

Ved Bordeaux kører vi ind på motorvejen for at spare tid og 112 km . længere fremme spiser vi aftensmad.
Det er begyndt at tordne og det er meget varmt. Mellem Bordeaux og Toulouse er der ikke så meget at se på, men længere øst på, ser vi den gamle fæstningsby Carcassonne med den berømte bymur og de ca. 50 tårne, på afstand. 

Læs evt. mere her


Derefter kommer vi til at køre ved
 
foden af Pyrenæerne. Et pragtfuldt syn. Klokken 22.00 stopper vi for natten, ca. 20 km. fra Carcassonne, næsten ved foden af Pyrenæerne.

Vi har kørt
559 km. i dag.

Vis stort billede. Vis stort billede.
Vis stort billede. Vis stort billede.
Vis stort billede. Vis stort billede.

Til sidetop.

Tirsdag den 14/6.

Klokken er 10.00 og vi sætter kursen mod Narbonne, i silende regn. Indtil nu, er det ikke meget vi har set til solen og det passer os aldeles ikke.

Endelig kommer vi til landtangen, der ligger tæt ved Perpignan - kun for at opdage, at der er fyldt med hoteller, så langt øjet rækker. Til gengæld er der ikke en eneste campingplads! Vi kommer dog ned til vandet og får os en dukkert, hvorefter vi spiser frokost og holder familieråd.

Klokken 13.30 er beslutningen truffet - vi kører til Port Grimaud! 

Dér har vi været før, dér er vi kendt og på den del af kysten har de altid solskinsvejr, det siges der i hvert fald.  Der lægges hårdt ud og  klokken  19.00 spiser vi aftensmad i Aix en Provence. Det har været en pragtfuld tur og klokken 22.00 er vi på campingpladsen Prairies de la Meer.

Da vi kører fra motorvejen og kører vi mod Grimaud, kommer vi til at køre i bjerge. Helle var hunde nervøs, da Elisabeth sagde: "prøv lige at se ned, mor!". -  Det er en spændende oplevelse, men kan dog ikke anbefales, når man har en stor campingvogn med.

På campingpladsen får vi en plads helt ned til vandet/stranden og vi skynder os at få slået solsejlet op. Elisabeth er helt bleg af træthed og vil meget gerne i seng. Vi "gamle" sætter os udenfor og får en drink samtidig med, at vi nyder musikken fra strandballet.

Klokken 24.00 går vi i seng, meget spændte på, hvordan vejret vil være næste dag. 

Vi har kørt 597 km. i dag.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Onsdag den 15/6.

Klokken 09.00 vågner vi til det mest pragtfulde solskinsvejr. Vi skynder os op og i bad - det er som at blive født på ny. Derefter går jeg til bageren efter flütes og så bliver morgenmaden indtaget under solsejlet, mens vi nyder den indbydende havbugt og udsigten til St. Tropez.

Efter morgenmaden tager vi ind i Casino og handler og derefter i kooperativet for at købe vin. Vi bliver også nødt til at finde et sted, hvor vi kan få en ny vandpumpe til campingvognen, da den ene er gået i stykker.

Dagen bliver tilbragt ved stranden og med  forsøg på at få grillen i gang. Om aftenen går vi en tur i Port Grimaud. Det er bare en pragtfuld dag.

Til sidetop.

Torsdag den 16/6.  

Det er overskyet, men dejlig varmt om formiddagen. Elisabeth  er nede at bade og vi andre venter på, at solen skulle komme frem, for så vil vi også til stranden og dase. Desværre kommer solen ikke rigtig frem, så om eftermiddagen kører vi i stedet for en tur ind til St. Maxime.

Vi får sendt 14 postkort da vi kommer hjem derfra. Om aftenen griller vi og senere spiller vi kort og tennis.

Til sidetop.

Fredag den 17/6.  

I dag skinner solen, så vi er på stranden allerede klokken 09.00 - nu skal der tages solbad!  Desværre foretrækker solen at holde sig væk mellem klokken 12.00 og 15.00, men så er den der også resten af dagen, hvilket vi nyder meget.

Om aftenen er vi henne i pavillonen,  hvor der er dans for "de unge på 40". Vi får dog ikke danset noget videre, men vi har mødt et hold danskere som vi følges med, så vi nøjedes med at sidde og lytte til musikken og nyde nogle drinks.

Til sidetop.

Lørdag den 18/6.  

Så er det igen en dag, hvor det er overskyet og regner, så vi tager til Casino for at handle og samtidig tanker vi benzin, da det er billigere der.

Om eftermiddagen sætter det så ind med et forfærdeligt uvejr. Lyn, torden og regn og pludselig kommer stormen. Inden vi får set os om, ryger solsejlet op over campingvognen og 3 stænger knækker. Heldigvis holder sejldugen. Hele vores afdeling af campingpladsen, kommer meget hurtigt til at se frygtelig ud.

Hen under aften får vi dog udbedret skaderne så meget, at forteltet kan blive sat op igen. Men når vi kommer hjem, skal der anskaffes nye stænger til teltet (denne gang bliver de ikke af glasfiber, men af stål, så de bedre kan holde!) og der skal repareres buler i campingvognen!

Vis stort billede.

Til sidetop.

Søndag den 19/6.

I dag er det pragtfuldt vejr hele dagen. Vi er lige en tur i Port Grimaud ved middagstid, hvor der er marked, men vi køber ikke noget.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Mandag den 20/6.  

Igen i dag vågner vi til en dag med sol. Pragtfuldt. Vi tager afsked med danskerne fra Vanløse, som vi havde lært at kende.

Derefter kører vi til St. Raphaël, både for at købe noget tøj til Elisabeth, men også for at finde et sted, hvor vi kan købe gas til campingvognen. Turen dertil er pragtfuld, men vi får ikke gjort nogen indkøb. Klokken 13.00 er vi tilbage og så er det ellers med at komme til stranden.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Tirsdag den 21/6.  

Om formiddagen forsøger vi at køre ind til St. Tropez, men det er håbløst på grund af kø kørsel hele vejen. Da vi er nået halvvejs, vender vi om og kører i stedet for til Casino for at handle. Derefter tilbringer vi noget tid ved stranden.

Om eftermiddagen kommer vore danske naboer med champagne, som vi skal dele. "Sætte vand over til kaffe", kalder de det - det er ganske hyggeligt.

Til sidetop.

Onsdag den 22/6.  

I dag er det meget varmt, men også meget diset. Vi har sovet længe og går først til stranden klokken 11.00. Om aftenen griller vi og senere får vi besøg af vore danske genboer, til et glas vin. 

De kommer fra Svendborg og har tre børn med. Det er også i dag, Elisabeth køber sin egen badminton ketcher: 199 FF.

Til sidetop.

Torsdag den 23/6.  

Det er meget varmt og meget trykkende om morgenen. Vi går tidligt til stranden og vender tilbage til frokost. Om eftermiddagen tager vi båden til St. Tropez. Det er noget af en oplevelse, med alle de flotte skibe. Vi køber pandekager, men ellers får vi ikke brugt nogen penge.

Da vi kommer hjem ved 18-tiden, griller vi kalkunschnitzler. Det er dog ikke nogen succes, da jeg ikke kan få rigtig gang i grillen! Øv!

Selv om det er overskyet hele eftermiddagen, er temperaturen alligevel oppe på 27,5° klokken 20.00 om aftenen.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Fredag den 24/6.  

Det har regnet meget om natten og om morgenen er det stadig overskyet, men ikke spor koldt. Vi når ikke at se meget til solen, så det bliver en rigtig "slappedag".

Til sidetop.

Lørdag den 25/6.  

Det regner det meste af natten, så vi er tidligt oppe og i Casino for at handle, allerede klokken 08.30. Vi har besluttet at køre til Grand Canyon du Verdun i dag. Klokken 10.00 drager vi af sted. Vi tager motorvejen som er utrolig flot, til Cannes. Derfra videre mod Grasse, som er kendt for sin parfume industri - der er mindst tre forskellige parfumefabrikker.

Vi spiser frokost uden for Grasse og derefter går det mod Castellane, som ligger i 1056 meters højde og derefter videre ad den gamle Napoleonsvej. Nu er det virkelig blevet bjergkørsel. Turen til Georges du Verdun er en utrolig flot oplevelse og inden vi får set os om, er vi ved et af udsigtspunkterne. Det er helt fantastisk.

Efter dette går turen hjemad og klokken er efterhånden blevet 17.10, inden vi når campingpladsen og det første Elisabeth overhovedet vil, er at gå i vandet med naboens datter.
Vi hyggede os til gengæld med naboerne, som kom over til champagne.

Om aftenen skal vi grille og eftersom naboen har hørt om vores (læs: mine) tidligere "forgæves forsøg" med grillen, tilbyder de os deres kul, når de er færdige med at grille deres mad. 

Den aften får vi grillede og varme bøffer!

I øvrigt har jeg truet med at køre hjem næste dag, hvis ikke vejret bliver bedre - men lad os nu se.

Det er også i aften Elisabeth er alene ude for første gang, hun er sammen med naboens datter Dorthe. Elisabeth er ukendelig! :-)

Vis stort billede.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Søndag den 26/6.  

Vejret er dejlig varmt i dag, men diset. Vi er ved stranden om formiddagen og lige efter frokost beslutter vi at starte hjemturen i dag, fordi det ser ud til at blive regnvejr.

Solsejlet bliver hurtigt pakket sammen, der bliver afregnet og da klokken er 17.00, kører vi fra campingpladsen, efter at have taget afsked med 2 hold tyskere og danskerne fra Svendborg.

Klokken 20.00 er vi lige nord for Avignon, hvor vi kører ind på en rasteplads for natten. Her griller vi og hygger os.

Det er nok en af de mest utrolige oplevelser vi nogen sinde har haft på en rasteplads - og nogensinde vil få. For det første har vi aldrig nogensinde oplevet så mange campingvogne på én rasteplads før. Dernæst er der en helt utrolig atmosfære og endelig er vejret helt fantastisk varm, selv hen under midnat.  

Vi har kørt 207 km. i dag.

Til sidetop.

Mandag den 27/6.  

Klokken 08.00 er vi på farten igen.  Det er varmt - omkring Lyon er der 29° i skyggen! Det er en stor oplevelse at køre gennem Lyon, hvor man et langt stykke vej, kører langs Rhône floden. Ved Toul drejer vi fra motorvejen og kører mod Bar le Duc og derefter mod Verdun.

Fra Commercy til Verdun har vi en smuk tur langs Meuse. Der er mange mindesmærker fra 1. verdenskrig og i Verdun ser vi bare én af de mange kirkegårde. (Her finder Elisabeth i øvrigt en 5 FF.)

Herfra går det videre mod Luxemburg, hvor vi er fremme inden vi får set os omkring. Klokken er efterhånden blevet 21.00 og det er et frygteligt tordenvejr, så 3 km. fra grænsen kører vi ind på en tankstation og overnatter.  

Vi har kørt 810 km. i dag.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Tirsdag den 28/6.  

Vi vågner op til dejligt vejr - og ingen gas til at lave morgenkaffe med! Nå, morgenmaden bliver så i dagens anledning, indtaget på det nærliggende cafeteria. Den koster os 40FF og brødet er så tørt, at man dårligt kan få det gennem halsen!

Men, kl. 09.00 er vi klar til at køre videre mod byen Luxembourg,  som er en dejlig "grøn" by. Herfra går turen til Diekirch, hvor vi handler lidt grøntsager og derefter videre til Vianden.

Det er en rigtig lille drømmeby, midt i Ardennerne og med kun 2000 indbyggere. Vi besøger den alle steds værende borg oppe på toppen og bagefter er Elisabeth og jeg oppe at køre med lift til St. Nicolas.

Vianden ligger lige ved den tyske grænse og da klokken er 13.00 er vi tilbage    parkeringspladsen, hvor vi har sat campingvognen, mens vi var inde i byen. Så er det tid til lidt frokost og derefter fortsætter vi mod nord.  

Klokken 16.00 når vi frem til en campingplads som hedder Wirftthal, lidt syd for  Köln, hvor vi vil overnatte til næste dag.  Om  aftenen  er vi  ude  og  spise. Vi  får en wienerschnitzel og Elisabeth vil som sædvanlig gerne have kylling med pommes frites. 
Senere på aftenen er vi en tur rundt på pladsen, som bl.a. har en stor sø og vi slutter af, med at spille lidt tennis.

Vis stort billede.

Vis stort billede.

Til sidetop.

Onsdag den 29/6.  

Klokken 13.30 ankommer vi til Herzebrock, hvor vi skal besøge Annemarie og Herbert.  Efter at have drukket kaffe, kører vi i byen for at handle lidt. Vi skal have øl og vin, desuden skal vi have den nye vandpumpe/vandhane, som vi ikke kunne få i Frankrig og endelig køber vi et toilet til campingvognen, det var billigt i Tyskland.

Om aftenen griller vi. Cornelia og Friedhelm kommer på besøg og vi har en rigtig hyggelig aften.

Til sidetop.

Torsdag den 30/6.  

Klokken 09.00 kører vi fra Herzebrock.

Vi regner med at nå en færge klokken 15.00. Det har været en pragtfuld ferie, men ih hvor vi glæder os til at komme hjem. Nu håber vi på godt vejr derhjemme, så vi kan få de sidste feriedage nede på Enø.

Klokken 17.00 kører vi fra Rødby og mangler således kun ca.100 km. i at være hjemme, efter at have haft en fantastisk dejlig ferie, hvor vi har set utrolig meget af Europa og haft rigtig mange og gode oplevelser.

Til sidetop.

 

Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.
Jens Rostgaard Gjerløv.
December 2009.

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

Skulle du få lyst til at printe rejsenotaterne ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her:
     Download printervenlig kopi her.

Til sidetop.