REJSENOTATER  FRA  PROVENCE - 1995.
Af Jens Rostgaard Gjerløv.

 

Siden er optimeret til 1280 x 1024   -   © Copyright   -   Alle rettigheder forbeholdes   -   Kontakt


Til ren billedside.
Se billederne på PC.

Til ren billedside.
Se billederne på tablet / telefon.
 

Rejsenotaterne er - i modsætning til rejsebrevene - skrevet i mere eller mindre "telegramstil" og skal kun læses og opfattes som notater. De er skrevet i 1995 - redigeret og lagt på nettet i 2011.

De er skrevet før det blev moderne at have computer og andre hjælpemidler med på ferie og er derfor - meget naturligt - ikke så omfangsrige og ikke lige så "spændende" som rejsebrevene.

Alligevel håber jeg, at de kan give et lille indblik i vores oplevelser og dermed være til inspiration, hvis man skulle få lyst til at besøge Frankrig. Om ikke andet er der mulighed for at se lidt billeder derfra - de fleste dog ikke i digital kvalitet.

Jens Rostgaard Gjerløv.

Oktober 2011.

Til sidetop.

Lørdag den 22/7. 

Det var et frygteligt tordenvejr i nat, vi fik ikke sovet meget, så vi kommer temmelig tidligt af sted og med en færge fra Rødby klokken 06.00. Det går strygende. Det er behagelig temperatur at køre i, men klokken 13.45, ca. 60 km. nord for Karlsruhe, stiger temperaturen pludselig drastisk til over 30°C og et infernalsk uvejr starter.
Lyn, torden, regn og kæmpestore hagl vælter ned over os. Alle biler stopper på motorvejen. Et kvarter senere kan vi køre til nærmeste rasteplads og konstatere, at vi heldigvis ikke har fået buler i bilen.

Da vi kører videre, begynder  uvejret igen. Klokken 16.45 passerer vi grænsen til Frankrig og klokken 17.45 er vi fremme i Sochaux - herligt. 

Vi har kørt 1133 km.

Til sidetop.

Søndag den 23/7.  

Vi spiser morgenmad klokken 08.00, efter en dejlig lang nattesøvn. Klokken 09.00 kører vi fra Sochaux, temperaturen er 18°C og det er overskyet  -  igen dejligt kørevejr. Vi passerer Lyon klokken ca. 11.30 og kort tid efter spiser vi frokost. Vi oplever snart solens kraft. Det bliver over 40°C i bilen og 36,5°C udenfor. Temperaturføleren til kølevandet "går i sort" = fuld gennemstrømning af kølevandet, sådan!

Klokken 16.00 kører vi fra motorvejen og klokken ca. 17.00 er vi på campingpladsen og de unge går i gang med at installere sig.
Campingpladsen har ventet os siden i går eftermiddags og har altså ikke fået vores fax. Nå, skidt, der står kolde drinks til os i køleskabet som velkomst og vi skynder os at pakke ud. Derefter handles der lidt ind, hvorefter vi alle spiser og aftenen sluttes af med en tur til Port Grimaud. 

Vi har kørt 777 km.

Vis stort billede.
Til sidetop.

Mandag den 24/7. 

Efter en god nattesøvn, er vi oppe klokken 08.00. Efter morgenmaden handles der ind og bagefter hjælper vi de unge med at flytte telt, fordi de ligger næsten lige oven på en myretue! - det kunne de "bare ikke klare"!  

Det er meget varmt og
vi nyder, at vi ikke skal køre mere i bil. Om aftenen får de unge kontakt med et hollandsk par, som viser sig at være utrolig søde. Vi "gamle" melder os til "grise-fest" (læs: grill-aften) med selskabet, næste aften.

Til sidetop.

Tirsdag den 25/7.

Igen er vi oppe klokken 08.00 og igen er vejret bare pragtfuldt. Vi tilbringer hele dagen på stranden, med undtagelse af de varmeste middagstimer.
Om aftenen er vi til "grill-aften" og det slutter klokken 24.00. Det er meget hyggeligt. De unge spiser sammen med det hollandske par, som de mødte i går.

Til sidetop.

Onsdag den 26/7.

I dag er vi tidligt oppe og spiser morgenmad klokken 07.30, fordi vi skal  handle ind tidligt og dermed slippe for det store mylder af mennesker. Desværre har bageren ikke åbent så tidligt, så den står på rugbrød til morgenmad! Øv!

Sidst på formiddagen er vi på stranden og efter at have tilbragt middagstimerne i skyggen, går vi på stranden igen om eftermiddagen. Det er 33°C i skyggen og så er det dagen hvor der bliver skrevet postkort.
Om aftenen er  de unge i Luna Park med hollænderne og vi går en lang tur og ender med at få nogle frygtelige doughnuts, da vi kommer tilbage til campingpladsen.

Til sidetop.

Torsdag den 27/7.

Hvor utroligt det end lyder, frøs vi i nat, men det kan skyldes al den sol vi har fået. Til gengæld er det igen meget varmt, da vi står op. Efter morgenmaden tager vi båden over til St. Tropez. Desværre er pandekagehuset, hvor vi plejer at købe pandekager, lukket.

ØV!

Derudover har vi en dejlig tur og er hjemme igen omkring klokken 13.15.

Efter frokosten tager vi en dukkert og sidst på eftermiddagen kører vi til kooperativet efter vin. Derfra fortsætter vi til Grimaud, hvor vi i stegende hede begiver os op for at se ruinerne af slottet/borgen. Derefter går det hjemad.

Da vi kommer hjem fra vores aftentur ved 23.30-tiden, er temperaturen ca. 28° C - det er varmt!

Vis stort billede.
Vis stort billede. Vis stort billede.
Til sidetop.

Fredag den 28/7.

Dagen tilbringes stort set ved stranden - det er frygtelig varmt. Om aftenen er vi igen på stranden og spiser pandekager.

Til sidetop.

Lørdag den 29/7.

Der er tidlig morgenmad, hvorefter vi tager bilen til St. Tropez, hvor der er stort marked. Der er mange spændende ting, men vi køber dog intet, med undtagelse af et par solbriller. Efter et par timer på markedet, kører vi tilbage og tager i Casino for at handle ind til de næste par dage.

Om eftermiddagen får de unge lov til at sætte deres telt op på "vores grund", så der bliver stor aktivitet med at få dem flyttet.
Klokken 13.30 er alt på plads og vi tager til stranden, for resten af eftermiddagen. Om aftenen er de unge lidt på diskotek.

Vis stort billede. Vis stort billede.
Til sidetop.

Søndag den 30/7.

Vi vågner som sædvanlig tidligt og får hentet morgenbrød. Derefter formiddags tur til torvet i Port Grimaud, hvor de unge køber livremme og vi køber frugt. Efter en tur i vandet, købes der kyllinger med hjem til frokost. Eftermiddagen tilbringes på stranden.

Om aftenen har vi inviteret de unge ud at spise. Så efter at have vasket bilen, kører vi ud i nærheden af vin kooperativet, hvor der ligger en pizza-restaurant.

Vi kommer inden de har åbnet, så vi kører til Grimaud og nyder at se byen med dens flotte blomster. Vi tager tilbage til restauranten til klokken 19.00. Alle får nogle utrolig store pizzaer, med undtagelse af undertegnede, som får noget meget ubestemmeligt!

Da vi kommer hjem, købes der morgenbrød til i morgen, fordi vi skal så tidligt op, at bageren på pladsen endnu ikke har åbnet.

Vis stort billede. Vis stort billede.
Til sidetop.

Mandag den 31/7.

Er oppe klokken 07.00, efter en nat, hvor  naboerne har lavet en frygtelig larm. Brødet som vi købte i går aftes, overlevede ikke natten og var knastørt på grund af varmen, så morgenmaden var hurtigt overstået.

Klokken 08.10 kører vi fra campingpladsen og temperaturen er 22°C -  herligt.

Vi skal til "Bounty-land" i dag, nærmere betegnet øen Porquerolles. Vi kommer med en færge klokken 10.00 og vel ankommet til øen, lejer vi cykler og så af sted til en masse pragtfulde oplevelser. Det er meget varmt, men dog til at holde ud, når vi skal cykle og ikke gå.
Vi spiser frokost på Plage d´Argent, hvor sandet er som mel og vandet krystalklart. Efter at have gennemkørt den ene halvdel af øen på kryds og tværs, bliver vi enige om, at vi kun vil se fortet, så kan/vil vi ikke mere.

Undervejs har vi været inde på ´Domaine Perzinzky´ for at prøvesmage deres vin og købe nogle flasker, som vi nu henter, inden vi afleverer cyklerne for at tage hjem.

Klokken 16.30 er vi tilbage, efter en pragtfuld dag med en masse indtryk printet på nethinden.

 Vi har kørt 126 km.

Vis stort billede. Vis stort billede.
Til sidetop.

Tirsdag den 1/8.

Her til morgen vælter regnen ned og det lyner og tordner. Vi benytter det dårlige vejr til at handle i Casino og købe vin i kooperativet. Over middag kommer solen dog igen frem og vi tilbringer eftermiddagen på stranden. Om aftenen går vi vores traditionelle tur i Port Grimaud.

Til sidetop.

Onsdag den 2/8.

De unge går til bageren i dag. Det er meget varmt her til morgen og vi er på stranden klokken 10.00, mens de unge vasker tøj.

Om eftermiddagen er vi igen på stranden og om aftenen er vi ude at købe parfume, samt den sædvanlige tur i Port Grimaud.

Til sidetop.

Torsdag den 3/8.

Igen en varm dag. Efter at have vasket og pakket de unges telt sammen, går vi på torvet i Port Grimaud og handler lidt. Klokken 10.00 er jeg tilbage fra kooperativet med vin og temperaturen er allerede oppe på 28°C, så turen går atter til stranden.

Klokken 17.00 kører vi i Casino, tanker bilen, spiser og handler det sidste ind. Om aften går vi vores sidste tur i Port Grimaud, hvor der købes ugeblade, nederdel og shorts.

Klokken 21.30 er vi tilbage på campingpladsen og temperaturen er på nuværende tidspunkt 28°C.

Til sidetop.

Fredag den 4/8.

Vi havde planlagt at køre fra campingpladsen klokken 06.00, men det kniber gevaldigt med at få plads til det hele i bilen, så klokken bliver 06.30 før vi kommer af sted. Temperaturen er 20°C - ganske behageligt.

Der er ingen trafik, så klokken 07.00 når vi Le Muy og klokken 07.45 er vi i Aix, hvor det er overskyet og temperaturen 22° C.

Efter at have sovet siden vi kørte fra campingpladsen, vågner de unge klokken 09.10, så vi kører ind og tanker og drikker kaffe i Valence. Indtil nu, er alt gået strygende. Klokken 10.50 kører vi gennem Lyon, efter at være blevet forsinket ½ time, på grund af en ulykke. Klokken 12.30 tanker vi ved Chalon s/Saône og spiser frokost. Temperaturen er ca. 30°C.

Der er i øvrigt lige sket endnu en ulykke, denne gang en soloulykke med en campingvogn, så vi spekulerer på hvad det næste mon bliver! Klokken 13.00 kører vi videre og holder flere rast undervejs på grund af varmen. (Ca. 34°C i skyggen.) 

Klokken 15.45 er vi kommet til Metz og klokken 16.30 kører vi op foran hotellet i Freyming-Merlebach, svedige og udasede

Efter at være blevet installeret, have badet og fået rent tøj på, går vi i byen og spiser et rigtigt herremåltid - 3 retter mad - med hvad dertil hører. Efter at have nydt dette, går vi hjem og i seng. Sådan!

Vi har kørt 973 km.

Vis stort billede. Vis stort billede.
Til sidetop.

Lørdag den 5/8 - sidste dag i vores ferie.

Vi står op klokken 07.30 og temperaturen er 20°C. Efter at have spist morgenmad lidt over 08.00 og tanket for de sidste franske mønter, er klokken blevet 09.00 og vi kører mod motorvejen og klokken 09.05 passerer vi grænsen til Tyskland.

Klokken 09.45 kører vi fra motorvejen ad vej 40 mod Kirch-heim Bolanden, for forandringens skyld. Klokken 11.00 er vi kommet forbi Frankfurt (flot klaret) og kort tid efter kører vi ind for at tanke og købe sandwich-brød. Klokken 13.00 passerer vi Kassel og lidt senere kører vi ind for at spise frokost.

Klokken 15.00 er vi nået til Hannover og det er ved at blive temmelig varmt at køre, 28-30°C.  Klokken 15.30 -  ca. 100 km. syd for Hamburg -  stopper vi for at få is og kaffe. Derefter går det videre. Hamburg passeres klokken 16.30 i 30,2°C og klokken 17.45 ankommer vi til Puttgarden og kommer med en færge klokken 18.00. 

Da vi kører i land i Rødby viser temperaturen 27°C, jo, det er stadig varmt. Vel ankommet til Næstved klokken 20.15 tømmes bilen og den tankes op, så vi kan få lavet et kørselsregnskab.

Der er nu rart at sidde hjemme og nyde en drink, efter at have haft en dejlig ferie i det sydfranske.

 Vi har kørt 971 km.

Til sidetop.
 
Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.
Jens Rostgaard Gjerløv.
Oktober 2011.

Link til flere rejsebreve og rejsenotater.          Mail til Jens Rostgaard Gjerløv.

Skulle du få lyst til at printe rejsenotaterne ud,
kan du downloade en printervenlig kopi her:
     Download printervenlig kopi her.

Til sidetop.